Det vil jeg læse i ferien 2

Nyheder

Se hvad CBS Biblioteks medarbejdere anbefaler og selv vil læse i ferien

 
19/07/2017

Det vil jeg læse i min ferie


Erik Sonne

Erik Sonne, Forskningsbibliotekar, cand.phil., anbefaler
 

1914-1945 var en dramatisk periode i europæisk historie med to verdenskrige, gamle imperiers sammenbrud, etablering af nye nationalstater og flere totalitære diktaturer. Denne periode – Europas anden 30-årskrig – har Ian Kershaw nu givet en fascinerende gennemgang af i værket ”To Hell and Back”. På dansk har man valgt at udgive den i 2 bind, hvor bind 1 nu er udkommet med titlen Den store katastrofe. Europa 1914-1933, den vil jeg varmt anbefale.

En anden titel, som er yderst interessant fortæller historien om, hvordan nazisterne i 1936, 30 kilometer fra centrum af Berlin.byggede koncentrationslejren Sachsenhausen i den lille by Oranienburg, samtidig med at tusindvis af sportsfolk og besøgende fra hele verden tog del i De Olympiske Lege, som blev afviklet august samme år i Berlin. Den tyske historiker og journalist Oliver Hilmes har i bogen Berlin 1936. Seksten dage i august givet et portræt af Berlin under OL-dagene. I et næsten dagbogsagtigt format tager Hilmes læseren på en kalejdoskopisk rejse gennem Berlin i de 16 dage, som OL varede.

Find bøgerne
Kershaw, Ian (2017) Den store katastrofe, københavn, Gyldendal.
Lån bogen via bibliotek.dk:
Hilmes, O. (2016) Berlin 1936. Seksten dage i august, Kristelig Dagblad.

 

Joshua Kragh Bruhn

Joshua Kragh Bruhn, Cand.phil., cand.scient.bibl., Informationsspecialist og underviser, anbefaler

 

Som repræsentant for den historiske fiction, som dramatiker og som ivrig debattør er Gore Vidal´s litterære oeuvre et overflødighedshorn af store læseoplevelser. Et godt eksempel på dette er romanen Creation fra 1981 (en udvidet version blev publiceret i 2002), der beskriver Cyrus Spitama, en persisk ambassadør i det 5. århundrede med en udtalt interesse for religion i al dens mangfoldighed, og hans mange rejser. Under disse rejser møder Spitama en lang række samtidige religiøse og filosofiske tænkere, herunder Zoroaster, Konfucius og Buddha. Resultatet er et smukt kludetæppe af nogle af menneskehedens mest insisterende og revolutionerende tanker. Er du på udkig efter intelligent selskab til en trist dansk sommer eller en pragtfuld sommer alle andre steder, er Gore Vidal og Creation et virkeligt godt bud. Og hvem ved, når du lukker bogen sidste gang er det måske som et både mere oplyst og tilfreds menneske. 

Har du kun plads til en eneste bog i dit liv (eller i din reol), vil jeg kraftigt anbefale dig at tildele romanen Mesteren og Margarita af Mikhail Bulgakov pladsen. Bogen blev skrevet i sidste halvdel af 1920erne og første halvdel af 1930erne (publiceret posthumt i 1967) og er en smuk repræsentant for genren magisk realisme i dens særlige, sovjetiske inkarnation.  Romanen er en satire over livet i Sovjetunionen og består af to sammenvævede dele, hver med sit eget plot og sin egen scene. Den første beskriver Satan og hans følges besøg i Moskva i 1930erne og det kaos der følger i deres spor, ikke mindst i hovedpersonernes (Mesteren, en forfatter, og Margarita, dennes muse) liv. Den anden delhistorie foregår i Jerusalem og beretter om mødet og samtalen mellem Pontius Pilatus og Jesus umiddelbart før sidstnævnte dømmes til døden. Bogen er en magisk smuk fremstilling af åndens overlevelse på trods af modgang og trussel om udryddelse.

Mesteren og Margaritas oplevelser er nervepirrende spændende og romanen er derfor den perfekte ledsager på en i øvrigt begivenhedsløs strandtur.

Find bøgerne
Vidal, G. (1993) Creation, London, Abacus
Bulgakobv, M. (1066) The master and Margarita

Lån bogen via bibliotek.dk
CBS Bibliotek har den på originalsproget russisk

 

 

Sidst opdateret: CBS Library // 19/07/2017