Genhør og -se danske radioudsendelser, TV-programmer og reklamer

I databasen Mediestream kan du dykke ned i Danmarks audiovisuelle kulturarv og f.eks. lytte til de sorte spejdere, se dokumentarer som Europa på spil om EU topmødet i København i 2010 eller se gamle biografreklamer fra 60’erne

29/11/2013

Billede: Skærmbillede af startsiden på Mediestream.

Nu kan du gå på opdagelse i arkiverne og finde guldkorn fra de danske medier. På CBS Bibliotek tilbyder vi adgang til databasen Mediestream, som produceres af Statsbiblioteket. Med Mediestream får du dermed mulighed for at fordybe dig i Danmarks audiovisuelle kulturarv!

Hvad indeholder Mediestream?

Indholdet i Mediestream udgøres af streamede radio- og tv-udsendelser sendt på danske kanaler samt reklamefilm. Man kan f.eks. finde hele sendefladen fra DR 1, DR 2, TV2, TV2 News, P1, P3, og P4. Se en oversigt over dækningen

I øjeblikket er der tv-udsendelser fra 2005 og frem. Mediestream indeholder den tidligere database Reklamefilm Online og du kan finde biografreklamer fra 1954-1995 samt tv-reklamer fra 1988-2005. Statsbiblioteket arbejder løbende på at tilføje flere udsendelser og reklamer.

Hvad kan jeg bruge Mediestream til?

Programudbuddet er mangfoldigt, der er baggrundsorienterende programmer, underholdning, debat og meget mere.
Der er således masser af materiale til forskning indenfor f.eks. medier og kommunikation, samfund og debat, sprog og retorik. Metoder for markedsføring og reklame kan udforskes nærmere i de mange reklamefilm.

Hvor er der adgang til Mediestream?

Det er Statsbibliotekets digitale samlinger, der ligger til grund for basen. Der er adgang via WAYF. Klik på log ind i databasen og vælg Copenhagen Business School, så får du adgang til den audiovisuelle kulturarv med dit CBS log ind uanset hvor du er.

Prøv Mediestream og lær den at kende

Sidst opdateret: CBS Library // 23/04/2014