Find de gode artikler

Nyheder

Læs om hvad literature reviews er og hvordan de kan være en kæmpe hjælp, når du søger efter litteratur til din opgave.

13/11/2019

Tekster der bliver studeret

Det kan være svært at finde de gode akademiske artikler og bøger, når man skal i gang med en opgave om et forholdsvis ukendt emne. Måske bliver litteraturindsamlingen lidt tilfældig eller man læner sig op ad det, der var på pensum.

Men hvordan finder man de gode og vigtige artikler og bøger indenfor et område, man ikke kender i forvejen?

Et godt udgangspunkt

Et literature review er et rigtig godt sted at starte, når man skal dykke ned i et nyt emne.

En eller flere forskere har læst en masse artikler og bøger og har efterfølgende skrevet en opsummerende artikel om, hvordan emnet er behandlet i litteraturen. De peger på de mest betydningsfulde forfattere, og man finder ofte et afsnit om, hvor der mangler forskning indenfor feltet.

Når man finder et literature review, der beskæftiger sig med ens emneområde, har man dermed fundet en guldgrube af referencer til litteratur og forfattere, man kan søge videre på. Derudover får man forslag til områder, som endnu ikke er belyst, og som vil være oplagte at skrive opgave om eller forske videre i.

Sådan finder du literature reviews

Flere af de databaser, du finder på CBS Biblioteks hjemmeside, er gode at søge efter literature reviews i.

Vi anbefaler, at du prøver Social Science Citation Index (Web of Science) og Scopus, som fungerer nogenlunde ens, men har forskellige emnemæssige styrker.

Søgningen skal bygges op på samme måde i de to databaser.

  1. Først indsætter du de emneord, der dækker dit emne. Vælg at søge efter ordene i hele artiklen, titlen, teksten, abstractet osv.
     
  2. Derefter tilføjer du ord, der fanger fraser som “literature review”, “analysis of the research” eller “bibliometric analysis”. Det gør du ved at tilføje ordene [literature OR research OR bibliometric]. Vælg at disse ord skal findes i titlen.
     
  3. Til sidst tilføjer du  ordene [review* OR analys* OR synthe* OR bibliomet*]. Vælg at søge efter disse ord som emne.

Når du sætter OR mellem ordene, betyder det, at du ønsker resultater, hvor mindst et af ordene optræder. Stjernen efter ordene betyder, at du får flere varianter som f.eks. review og reviews.

Du kan naturligvis ikke altid regne med, at artiklernes titel indeholder ordene literature, research eller bibliometric. Men hvis du ikke begrænser til at søge i titelfeltet, bliver resultatet alt for uklart.

Eksempel på søgning efter literature review om sustainable tourism i Scopus.

Søgning i Scopus

Eksempel på søgning efter literature review om sustainable tourism i Web of Science.   

Søgning i Web of Science

Du kan selv lave literature reviews

Hvis du bliver bidt af genren, kan du også selv lave literature reviews. I nogle opgaver er det endda et krav, at man laver en gennemgang af litteraturen.

CBS Bibliotek har flere bøger om at skrive literature review. Her er nogle af dem:

Hjælp til søgning

Kom gerne forbi CBS Bibliotek og snak med en bibliotekar, hvis du har brug for hjælp og inspiration til din litteratursøgning.

Læs også om 5 smarte søgeteknikker – en artikel om, hvordan man bruger boolske operatorer (AND, OR, NOT) til at gøre sine søgninger mere præcise og få bedre resultater.

Du kan også melde dig til et af vores kurser i CBS Biblioteks kursuskalender.

 

Sidst opdateret: CBS Library // 13/11/2019