Hvert tredje unge toptalent er CBS-alumne

Nyheder

34 af de 100 talenter i Berlingske Business’ Talent100 2016-udgivelse er alumner fra Copenhagen Business School.

04/05/2016

unge-cbs-talenter
Foto: Tao Lytzen

Af: Jakob Vesterager

Selv hos de mest beskedne mennesker vil der nok kunne spores lidt stolthed over at blive udråbt som et talent. Det gælder formentlig i endnu højere grad, når den anerkendelse ikke falder bag lukkede døre men ved at kunne læse sit navn i Berlingske Business’ Talent100-magasin.

Den glæde er der i år 34 CBS-alumner, der får, når de i dag kan slå op i magasinet og se et billede af sig selv blandt Danmarks unge toptalenter. Ud over de 34, der primært har læst på CBS, er der tre alumner, der har suppleret deres uddannelse på CBS.

De 34 talenter fra CBS fordeler sig i en række brancher på følgende måde:

Økonomi og finans 8
Forretningsudvikling 7
Salg og marketing 5
Iværksættere  5
Ledelse 4
Kommunikation og public affairs 3
Rådgivning 2

Se oversigten over de 100 talenter

Meget at leve op til
De nykårede talenter skal dog ikke bruge alt for længe på at sole sig i titlen, skriver erhvervsredaktør på Berlingske Business, Peter Suppli Benson, i en leder.

- (...)For det at være talent er bare en begyndelse, en platform at arbejde ud fra. Derefter er det bare hårdt arbejde, omgivelsernes støtte – og udvikling af talentet – som kan få talentet til at udfolde sig for alvor.

Han peger blandt andet på, at der i dansk erhvervsliv anno 2016 sker en omvendt såkaldt ”hjerneflugt”, forstået på den måde, at der nu er en nettoindvandring af højtuddannet arbejdskraft til Danmark. Talenterne skal altså ikke regne med, at de kun skal konkurrere med hinanden eller andre danske kandidater i fremtiden.

Men den øgede konkurrence er kun et gode for dansk erhvervsliv, offentlige institutioner og uddannelsesinstitutioner – og for talenterne selv, mener Peter Suppli Benson.

- Jeg er begejstret for udviklingen. Den er nødvendig, hvis virksomhederne skal agere globalt og bevare en generelt fornem dansk konkurrencekraft. For talenterne betyder det imidlertid hårdere konkurrence, og det er egentlig ikke så dårligt. Det er alene størrelsen på talentet, som sætter begrænsningen for, hvad de driver det til.

Berlingske Business har de sidste 13 år udgivet særnummeret Talent100, hvor der er blevet sat fokus på 100 unge talenter under 35. Talenterne nomineres af virksomheder og andre interesserede, og Berlingske Business udvælger så de 100 talenter ud fra begrundelse, CV og alder.

Registrer dig hos CBS Alumni

Læs flere alumneartikler

Deltag i diskussionen på LinkedIn
 

Sidst opdateret: Alumni // 17/12/2017