Gennem nåleøjet: Vejen til magteliten

Nyheder

Mange drømmer om at være en af dem, men kun få når hele vejen. Det kræver nemlig andet og mere end hårdt arbejde at nå toppen af Danmarks magthierarki, viser to CBS-forskere.

24/05/2016

Magteliten

Af: Jakob Vesterager

Danmark er kendt som et af de mest lige lande i verden. Men den lighed er knap så udtalt blandt den danske magtelite, som to CBS-forskere har brugt årevis på at kortlægge. CBS Alumni har mødt forskerne for at høre, hvordan den danske magtelite ser ud, og hvad det kræver at blive del af den.

- Man må sige, at vi har bekræftet, at det bredt set er hvide, midaldrende mænd, der sidder på magten. Samtidig har de taget de samme uddannelser, de har gjort karriere i de samme store organisationer og de bor nord for København – på den østlige side af Lyngbymotorvejen, fortæller Christoph Ellersgaard.

Han er adjunkt ved Department of Business and Politics, og han har sammen med Post Doc. Anton Grau Larsen fundet frem til 423 danskere, der udgør magteliten.

- Intet tyder på, at eliten bevidst diskriminerer mod folk, som er anderledes end dem selv og på den måde holder dem ude af eliten. Det handler formentlig mere om, at der er nogle sociale koder, som kræves for at blive del af magteliten, og at mennesker har en tendens til at omgås og stole på andre, der minder om dem selv, fortæller Christoph Ellersgaard.

Netværk, netværk og netværk
De to forskere har med data fra 2013 kortlagt 5.079 danske netværk med samlet 37.750 medlemmer og fremlagde i 2015 deres resultater. Der er tale om alt fra bestyrelsen i Danske Bank til Kattens Værn.

Forskerne har gennemgået netværk og poster, og har lag for lag skrællet medlemmer væk, så de kunne finde frem til de 423 personer, der stikker ud. Hver enkelt af dem har nemlig et stort antal forbindelser til andre i det samlede netværk samt gode forbindelser til andre blandt de 423 – det tyder altså på, at det er den mest magtfulde gruppe i Danmark, eftersom de er forbundet til det største antal netværk og andre i elitegruppen.

For Christoph Ellersgaard og Anton Grau Larsen fortsætter arbejdet med at kortlægge og studere den danske magtelite og deres karriereveje. I efteråret 2016 vil de fremlægge en opdateret udgave af oversigten, så danskerne igen kan få overblik over, hvem der udgør magteliten.

Fem facts om den danske magtelite:

  1. 80 pct. er mænd, mens kun én af de 423 i magteliten har en anden etnisk baggrund end dansk
  2. Flere end ni ud af ti kommer fra den mest privilegerede femtedel af befolkningen
  3. De er veluddannede, og størstedelen har læst på de samme uddannelser; økonomi, erhvervsøkonomi og jura (otte pct. har en CBS-uddannelse)
  4. De arbejder sig op i store, anerkendte organisationer. De har sammenlagt tilbragt flest karriereår hos Nordea, Danske Bank, Novo, Mærsk og Finansministeriet
  5. De er næsten alle ledere i store organisationer – blandt andet i erhvervslivet, fagforeninger eller i staten

Netværk eller beslutningskraft
Forskningsprojektet blev for nylig diskuteret ved et arrangement under videnskabsfestivalen Forskningens Døgn. Direktør og chefredaktør for Mandag Morgen Lisbeth Knudsen og fagforeningsleder i FTF Bente Sorgenfrey deltog og gav deres uforbeholdne meninger om projektet.

Læs mere om Forskningens Døgn

Lisbeth Knudsen var til forskernes overraskelse ikke blandt de 423 i magteliten, da de lavede deres originale optælling. I de opdaterede data er hun rykket ind blandt magteliten som nummer 277. Hun er dog ikke helt overbevist om, at forskernes rangering af magteliten er helt retvisende.

- Jeres projekt skal have ros for at forsøge at kortlægge magten, men jeg synes ikke, I har fundet, hvor den virkelige magt ligger. Der er forskel på at have et stort netværk og have beslutningskraft, sagde hun til arrangementet.

Fremtidens samtale
Bente Sorgenfrey var nummer tre på rangstigen over magteliten, mens hun i de opdaterede data er rykket op til en andenplads. Hun ser ikke sig selv som den næstmest magtfulde i Danmark, men hun kan genkende værdien af at engagere sig i mange netværk.

- Jeg er med i mange netværk, fordi jeg tror på, at det giver indflydelse til mine medlemmer. For der er jo magt i de her netværk forstået på den måde, at de kan være med til at forme samtalen om fremtiden og på den måde udvikle samfundet, sagde Bente Sorgenfrey til arrangementet.

Hun ser det som en stor styrke, at der i Danmark findes netværk som eksempelvis VL-netværk, som har medlemmer på tværs af forskellige sektorer.

- Som medlemmer i netværkene forsøger vi jo alle at skabe forståelse om vores organisationers rolle og på den måde flytte andre medlemmers holdninger. Og man skal ikke underkende værdien af at kunne have den uformelle diskussion, som sker i netværkene.

Hvert samfund har sin egen elite
Men hvorfor er det egentlig vigtigt at kunne sætte navn på de knap 500 danskere, der udgør de mest magtfulde?

- Man kan sige meget om et samfund ved at se på, hvem der udgør samfundets elite. I vores opgørelse er der eksempelvis ingen religiøse repræsentanter og kun to fra militæret, og det siger jo noget om, hvordan magten er fordelt i Danmark sammenlignet med andre lande, siger Christoph Ellersgaard.

Magtelitens top15 ifølge forskningsprojektets optælling i 2013:

Placering Navn Titel Organisation
1 Thorkild Engell Jensen Fagforeningsleder Dansk Metal
2 Lars Nørby Johansen Bestyrelsesformand/-medlem Tidligere adm. direktør i Falck
3 Bente Sorgenfrey Fagforeningsleder FTF
4 Lars Bentzon Goldschmidt Direktør Dansk Industri
5 Jørgen Mads Clausen Ejer Danfoss
6 Sten Scheibye Bestyrelsesformand/-medlem Tidligere adm. direktør i Coloplast
7 Thomas Peider Hofman-Bang Adm. direktør NKT Holding
8 Peter Schütze Bestyrelsesformand/-medlem Tidligere adm. direktør i Nordea
9 Kim Simonsen Fagforeningsleder HK
10 Harald Børsting Fagforeningsleder LO
11 Peter Højland Bestyrelsesformand/-medlem Tidligere adm. direktør i SAS
12 Niels Bjørn Christiansen Adm. direktør Danfoss
13 Helle Lizette Risgaard Fagforeningsrepræsentant LO
14 Tine Susanne Miksch Roed Direktør Dansk Industri
15 Birgit Aagaard-Svendsen Økonomidirektør J. Lauritzen

Læs mere om Anton Grau Larsen og Christoph Ellersgaards forskning og se listen over de 423 i magteliten

Forskernes projekt har også udmøntet sig i bogen Magteliten fra 2015.

Sidst opdateret: Alumni // 17/12/2017