Med Egne Ord: Marie Bach Nielsen, Art Space Producer

Nyheder

2+2 kan være lig både 5 og q, og man kan godt finde sin karrierevej ved at tale med folk på en kaffebar. Det er Marie Bach Nielsen et levende bevis på.

20/09/2016

Marie Bach Nielsen
"Billedet er taget til lyskunstudstillingen 'YETI-TV' af Fred Sapey-Triomphe i Frankrig." (Foto: privat foto)


Hvordan var du som studerende på CBS?
Gammel! Jeg startede på SPRØK i 2002 og sluttede først min overbygning Management of Creative Business Processes i 2010. Jeg var 23, da jeg indledte min bachelor, og jeg havde både studenterpolitisk arbejde, fjumreår og en kontoruddannelse i bagagen, da jeg kom ind på SPRØK. Jeg startede sammen med friske unge mennesker på 18 år, så jeg følte mig temmelig nestoragtig.
 
Hvordan fik du dit første job, efter du blev færdig på CBS?

Jeg sad på den lokale kaffebar i mit kvarter med min computer og spurgte alle, der kom ind ad døren, hvad de lavede. Og sådan faldt jeg i snak med den danske kunstner Kaspar Bonnén, og mit første job var at lave en hjemmeside for ham. Sådan blev min interesse for det digitale kombineret med kunst, og jeg dannede en gruppe, der lavede kunst til mobiltelefoner og iPads. Sådan blev jeg til art space producer, som er en slags bindeled mellem kunstneren og det rum, kunstnerens værk skal være i.
 
Hvilke øjeblikke i din karriere har været de vigtigste for dig - og hvorfor?
Når jeg har mødt et interessant og spændende menneske. De møder har næsten altid først et eller andet med sig, enten i form af ny viden eller en jobmulighed. De bedste møder er dem, der sker ubevidst – når man ikke går efter at hardcore netværke, men generelt forsøger at være åben for verden og nysgerrig på folk. Så sker der som regel noget godt!
 
Hvad er den vigtigste erfaring, du fik på CBS, som du stadig bruger i dit daglige arbejdsliv?
Jeg lærte, at mange af strukturerne og mekanismerne i vores samfund har vi selv skabt. Vi taler eksempelvis om økonomi, som om det var tyngdeloven. Men jeg har lært, at de antagelser, der ligger til grund for vores økonomiske modeller i bund og grund er kritisable, og at 2+2 godt kan give både 5 og q – uden at verden falder sammen af den grund.
 
Har du beholdt en relation til CBS, siden du blev færdig?
Jeg følger med i diverse alumni–tiltag, og jeg er med i grupper både fra SPRØK og Management of Creative Business Proccess, og jeg drømmer om at lave et forløb på CBP, der handler om ledelse og som gør brug af min erfaring fra den danske kunstverden!

 

Relevante artikler

Med egne ord: Lisbet Andersen, advokat & partner

Med egne ord: Andrea Baccenetti, medstifter & COO

Med egne ord: Susie A. Ruff, CEO og Senior Advisor

Sidst opdateret: Alumni // 21/09/2016