Master i Skat er en videregående uddannelse, der udbydes som åben uddannelse inden for rammerne i bekendtgørelsen om masteruddannelserne ved universiteterne. Uddannelsen er en forskningsbaseret, fuldt fleksibel, specialiseret efteruddannelse indenfor skatteområdet og har sit fundament i et nationalt fagligt netværk. Uddannelsen startede i januar måned 2004.
Master i Skat er tilrettelagt således, at den kan gennemføres som et 2-årigt uddannelsesforløb på deltid, eller tages i det omfang og det tempo, den enkelte deltager ønsker, dog maximun 6 år. Uddannelsen består af såvel obligatoriske fag som valgfrie fag (specialer). Både obligatoriske og valgfrie fag kan læses som enkeltfag.
Uddannelsen henvender sig til ansatte og selvstændigt erhvervsdrivende, der varetager skatteopgaven i Danmark, både i privat og offentlig regi.
Formål
Det er uddannelsens formål at formidle specifik viden om og forståelse for anvendelse af teori og empiri ved analyse og korrekt løsning af skatteopgaven i Danmark. De studerende opnår teoretisk, analytisk og metodemæssig indsigt og kompetence i formel og material skatteret, der sætter dem i stand til at varetage skatteopgaven i forskellige sammenhænge.
Det uddannelsesmæssige sigte er:
- at den studerende kan forstå og anvende teorier og arbejdsmetoder, der knytter sig til skatteopgaven
- at den studerende kan analysere, evaluere og kritisk teste regler og pratisk regelanvendelse på skatteområdet
- at den studerende kan danne synteser, der kan danne grundlag for korrekt valg mellem forskellige alternative løsningsmodeller
Statsautoriserede revisorer, registrerede revisorer, advokater og advokatfuldmægtige
Master i Skat er på det højeste faglige niveau for en skatteuddannelse i Danmark, og da fagene kan læses som enkeltfag, er deltagelse på Master i Skat et muligt alternativ, der kan benyttes til obligatorisk efteruddannelse af statsautoriserede og registrerede revisorer (inden for efteruddannelsesområdet direkte og indirekte skatter), og af advokater og advokatfuldmægtige (inden for efteruddannelsesområdet kurser af generel og konkret betydning for advokaterhvervet).
Akkreditering
Uddannelsen er akkrediteret og godkendt af det danske Akkrediteringsråd. Denne akkreditering er en garanti for uddannelsens relevans for arbejdsmarkedet, dens forskningsbasering, kvaliteten af faglig profil og niveau, af dens struktur og tilrettelæggelse samt en godkendelse af uddannelsens løbende kvalitetssikring.

