HA(jur.)

Erhvervsøkonomi - erhvervsjura

HA(jur.) kombinerer erhvervsøkonomi og erhvervsjura, og er en uddannelse for dig, der er interesseret i jura som et redskab til at styrke beslutningsprocesser i virksomheder.

Illustration

Jura som styringsredskab

HA(jur.) tager udgangspunkt i virksomheden og adskiller sig fra andre juridiske uddannelser ved, at juraen bliver anvendt til fremadrettet problemløsning i stedet for bagudrettet konfliktløsning.

Hvor andre juridiske uddannelser fokuserer på domstolssystemet, er HA(jur.) koncentreret om økonomi, samfundsforhold og almene retsprincipper, sådan at juraen, sammen med virksomhedens øvrige styringsredskaber, sikrer at virksomheden fungerer optimalt.

Et praktisk perspektiv

Gennem studiet får du alsidig viden om erhvervsjura og erhvervsøkonomi, og du får styrket din evne til refleksion over faglig og tværfaglig beslutningstagen i virksomheden og andre organisationer. Du får desuden metodiske og analytiske kompetencer, videnskabsteoretisk indsigt samt generel indsigt i den for virksomheden relevante jura og økonomi.

På studiet er der en lige vægtning af de økonomiske og juridiske fag, og der arbejdes ud fra et virksomhedsrelateret og praktisk perspektiv i form af problemorienteret projektarbejde.

Job i mange brancher

HA (jur.) uddanner dig ikke til en specifik branche. Med stor faglig ballast og med personlige kompetencer som selvstændighed, fleksibilitet samt evne til at samarbejde på tværs af økonomiske og juridiske faggrupper bliver du i stand til at varetage styringen af alle slags virksomheder ud fra en juridisk-økonomisk ekspertise.

Derudover kan du deltage i styringen af forholdet mellem virksomheden og dens omverden i Danmark og i udlandet, fx ved indgåelse af aftaler og ved forhandlinger med andre virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder.

  • Læs om studiets fagområder under Fag
  • Se om du opfylder HA(jur.)'s Adgangskrav
  • Kontakt en studievejleder


Sidst opdateret af Kommunikationsafdelingen 10.12.2008