Økonomisk markedsføring

Ved at have fokus på kundens behov og adfærd, samt på anvendelsen af kvalitative og kvantitative metoder til indsamling og analyse af data, lærer du at udarbejde faktabaserede beslutningsgrundlag for planlægning og gennemførelse af strategier og -aktiviteter.

 

Præsentation af Økonomisk Markedsføring

Kunden og relationer
Ved at sætte kunderne i fokus vil du lære at forstå, hvad deres behov er. Med denne viden vil du forstå, hvordan du kan tilpasse udviklingen og markedsføringen af virksomhedens produkter og services. Du vil bl.a. lære, hvilke faktorer der har indflydelse på forbrugernes beslutninger, hvordan de motiveres til at købe, og hvordan man skaber loyale kunder ved eksempelvis at imødekomme deres behov for opfølgende service og social interaktion. Du vil forstå hvordan en styrkelse af relationerne til forbrugerne, mellemhandlerne, medarbejderne og andre af virksomhedens interessenter er af afgørende betydning for den samlede effekt af markedsføringsindsatsen. Dette vil bl.a. gøre dig i stand til at lave analyser, der viser sammenhængen mellem medarbejdertilfredshed, kundeloyalitet og virksomhedens lønsomhed.

Markedsindsigt og  -analyse
Du vil blive introduceret til teorierne bag en række metoder, redskaber og statistiske programmer, og du vil lære at anvende disse til analyser af eksempelvis kundetilfredshed, kundeloyalitet, markedsforhold og virksomhedens konkurrenter. I markedsanalysen vil du især arbejde med brugen af kvalitative og kvantitative analyseredskaber, der gør dig i stand til at indsamle data og analysere dem til beslutningsorienteret information. Gennem dette vil du lære at identificere markedsproblemer og specificere dem i konkrete hypoteser, som du efterfølgende kan måle og teste. Derved bliver du i stand til at præsentere faktabaserede beslutningsgrundlag for virksomhedens strategiske og taktiske markedsføring. Du vil eksempelvis kunne hjælpe en virksomhed der har svært ved at etablere sig på et nyt marked med at undersøge om det er produktets udformning, forbrugerkulturen, konkurrenceforholdene eller noget helt andet, der er udfordringen. Og på den baggrund vil du så kunne give dem anbefalinger til, hvordan de bør gribe problemet an. Gennem cases og et simuleringsspil i undervisningen vil du få mulighed for at gøre dig praktiske erfaringer med både analyseværktøjerne og de langsigtede resultater af strategiske beslutninger.

Marketing performance og management
For at sikre en styring af marketingindsatsen, så den tilpasses de skiftende markedsmuligheder og udviklingen i købsadfærd og præferencer, vil du lære også at se på forholdet mellem de eksterne muligheder og de interne ressourcer. Du vil forstå hvordan organisationsstrukturen, ressourceallokeringen og behovet for at satse mere på produktudvikling alt sammen spiller ind i beslutningerne om at bruge en bestemt markedsførings- eller virksomhedsstrategi. Ved at måle på omkostninger og resultater af marketingaktiviteter vil du også lære at vise hvordan disse har bidraget til virksomhedens økonomiske vækst og succes på markedet. Gennem et helhedssyn på marketing der både ser på kunder, konkurrenter, ressourcer og strategier lærer du at styre de led der indgår i management processen, og forstår at finde en holdbar balance i produktsortiment, prisniveau, distributionskanaler og reklameomkostninger.

Læs mere om Økonomisk Markedsføring

Opbygning

Økonomisk Markedsføring er en toårig kandidatuddannelse, der består af i alt 4. semestre, fordelt på efterår og forår. Efterårssemestret løber fra starten af september til slutningen af november med eksaminer i december og januar, mens forårssemestret løber fra starten af februar til slutningen af april med eksaminer i maj og juni. Der er 7 obligatoriske fag på det første år. På andet år er der et semester til valgfag, og kandidatafhandlingen.

Muligheder undervejs i uddannelsen

På andet år vil du have mulighed for at søge om optagelse på CEMS programmet.
Du kan også vælge at bruge en del af dit tredje semester på at få en minor i et af de specialiserede forløb der tilbydes.

Oversigt over uddannelsen

1. semester 2. semester 3. semester 4. semester
Relationship marketing (7,5 ECTS) Strategisk markedsføringsplanlægning I (7,5 ECTS) Valgfag (30 ECTS) Kandidatafhandling (30 ECTS)
Forbrugeradfærd og økonomisk psykologi (7,5 ECTS) Strategisk markedsføringsplanlægning II: Virksomhedsspil (7,5 ECTS)
Business-to-business markedsføring (7,5 ECTS) Performance management and marketing (7,5 ECTS)
Markedsanalyse (15 ECTS)

Du kan finde en mere detaljeret beskrivelse af fagene på EMF's hjemmeside på e-campus.

Sidst opdateret: CBS Admissions Office // 18/08/2014

CEMS Master in International Management

Denne uddannelse giver dig mulighed for at søge ind på en af de højest rangerede uddannelser i verden. Læs mere her om CEMS Master in International Manangement