Talentfuld CBS-forsker får bevilling

Adjunkt og ph.d. Ramona Westermann modtager i dag 144.000 kroner fra Det Frie Forskningsråds Sapere Aude-program for talentfulde forskere til et projekt, der skal forklare virksomheders meget store opsparinger.

14/06/2016

Forsidebillede: Shutterstock

Kan incitamentet til at spare udbytteskat forklare virksomheders ekstreme opsparing?
Ramona Westermann fra Institut for Finansiering på CBS fortæller mere om det forskningsprojekt, hun netop har fået penge til fra Det Frie Forskningsråd.
 
Ramona Westermann, hvad handler dit projekt om?
”Virksomheder verden over ligger inde med enorme opsparinger. Størrelsen af disse opsparinger er overraskende og kan ikke forklares ved eksisterende teorier. Helt konkret er virksomheders opsparinger tit meget større, end hvad man umiddelbart ville holde som sikkerhed for at imødegå dårlige tider eller til fremtidige investeringer. Hvorfor udbetaler virksomhederne ikke hellere dele af deres opsparing til aktionærerne? Projektet søger at besvare det spørgsmål med en ny skatterelateret tilgang.”
 
Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?
”Mit forskningsområde er corporate finance, der basalt set undersøger, hvordan virksomheder er finansieret, og hvordan de investerer og vokser. Forskningsområdet er fascinerende for mig, fordi grundsætningerne er intuitive, men konsekvenserne kan være komplekse. I en verden uden for eksempel skatter er det kun virksomhedernes projekter, der betyder noget, og ikke hvordan virksomheden er finansieret. Og samspillet mellem virksomhederne, makroøkonomien og de politiske beslutninger er komplekst og ikke fuldt ud forstået. Jeg håber med min forskning at kunne bidrage med en bedre forståelse af dette samspil, som jeg opfatter som vigtigt – i særdeleshed i krisetider.”
 
Hvilke perspektiver vurderer du selv, at din forskning på sigt kan have for det omgivende samfund?
”Udbyttebeskatning er forskellig fra land til land og ændres over tid. Man ved dog ikke særlig meget om, hvordan udbytteskat påvirker virksomheders beslutninger. Forståelsen af effekten af dette kunne for eksempel resultere i politiske anbefalinger. Projektet vil opbygge et modelteknisk fundament for yderligere forskning i effekten af udbyttebeskatning på for eksempel investeringsbeslutninger eller alternative muligheder for finansiering. I sidste ende vil denne forskning hjælpe os til bedre at forstå de reelle følgevirkninger af udbyttebeskatning.”
 
Kontakt Ramona Westermann for spørgsmål.

Sidst opdateret: Communications // 17/12/2017