Rektor: Stop udvisningen af Gerardo

CBS opfordrer minister til at finde en løsning i sagen om udvisning af en dansktalende, venezuelansk mønsterstuderende. Sagen skader ifølge rektor Per Holten-Andersen dansk erhvervslivs muligheder for at rekruttere internationale talenter.

27/09/2016

Urimeligt for Gerardo og skadeligt for dansk erhvervsliv. Sådan beskriver CBS' rektor Per Holten-Andersen myndighedernes beslutning om at udvise en dansktalende, venezuelansk mønsterstuderende, der selvfinansierer sine studier på CBS. Forbrydelsen? Gerardo José Lopez Rodriguez har i en periode arbejdet nogle få timer for meget om ugen. CBS' rektor opfordrer minister og myndigheder til at finde en løsning og stoppe udvisningen.

- Det forekommer urimeligt, at så lille en overtrædelse af et meget kompliceret regelsæt skal have så dramatiske konsekvenser for Gerardo. Ministeren har meddelt, at reglerne vil blive ændret. Det må og skal derfor være muligt at finde en løsning omgående for personer, der er kommet i klemme, siger rektor Per Holten-Andersen.

Gerardo José Lopez Rodriguez er kandidatstuderende på CBS, hvor han læser Diversity and Change Management og stod til at begynde i praktik hos Siemens. Men i stedet for at give en tilladelse til praktikforløbet inddrog Styrelsen for International Rekruttering og Integration Gerardo's opholdstilladelse, fordi han i sit studiejob i gennemsnit har arbejdet mere end 20 timer om ugen i løbet af en periode på fire måneder.

- Vi kender Gerardo som en dygtig og målrettet studerende. Han har allerede været en gevinst for det danske samfund, og vi er sikre på, at han også vil være det fremover. Udvisningen er ikke kun tragisk for Gerardo og hans danske kæreste, men et problem for dansk erhvervsliv, siger Per Holten-Andersen.

CBS understøtter dansk erhvervslivs behov for højtkvalificeret arbejdskraft fra hele verden. I den konkrete sag endda uden, at det koster skatteyderne. Det vil CBS gerne fortsætte med, siger rektor, men det blive sværere at skaffe talenter uden en fornuftig løsning i Gerardo's sag:

- Problemet er, at en historie som den her, spreder sig blandt unge. Potentielle ansøgere kan nemt få det indtryk, at kvaliteten af uddannelserne er god og værd at betale for, jobmulighederne er attraktive, men det er alt for usikkert at søge til Danmark, fordi man lige pludselig kan blive smidt ud uden forvarsel, hvis man begår en fodfejl. Det kan vi ikke være bekendte, siger Per Holten-Andersen.

For flere oplysninger kontakt presseansvarlig

Sidst opdateret: Communications // 25/01/2024