På CBS er sprog en naturlig del af ”business”

Selvom flere sproguddannelser det seneste år er nedlagt på danske universiteter, leverer CBS stadig kvalificerede, forskningsbaserede sproguddannelser.

04/02/2016

Annisette
Foto: Lars Ranek

På CBS kan du stadig søge optagelse på studieretninger med tysk, spansk, fransk, kinesisk og engelsk.

Annisette Martini er en af de studerende, som har valgt sprogvejen på CBS med en bachelor i interkulturel markedskommunikation, og det har allerede nu givet hende spændende muligheder.
 
Ud over CBS valgte Annisette nemlig i efteråret at tage på udveksling i England på Oxford Brookes University, hvor hun fik mulighed for at bruge sit engelske både mundtligt og skriftligt.

”Jeg valgte at tage til England for at supplere mit studium med fag, som jeg endnu ikke er langt nok i studiet til at tage herhjemme, samtidig med at jeg fik trænet mit engelske”, fortæller Annisette.

”Man møder folk fra hele verden – også andre der ikke har engelsk som modersmål – men det er undervisningen, eksamenerne og de folk man møder, der gør, at man får trænet sit engelske 24-7. Det var en helt ny oplevelse at læse og gå til eksamen i et angelsaksisk system, hvor de fleste har engelsk som modersmål. Det kan man ikke få hjemme”.

”Jeg er rigtigt glad for at læse på CBS og få en uddannelse, som også sprogligt har et internationalt udsyn. Det er spændende, når store dele af uddannelsen foregår på engelsk og du føler, drømmejobbet kommer nærmere”, slutter Annisette, der er gået i gang med sit bachelorprojekt og gerne vil læse cand.merc.(kom.) efter sommerferien.

CBS’ bacheloruddannelser på engelsk
På CBS’ sprogstudier handler det ikke bare om grammatik og fonetik – Annisette læser Interkulturel Markedskommunikation med Engelsk og her er fokus på hvordan man i praksis kommunikerer professionelt på engelsk på tværs af grænser.

Udover IMK (som delvist foregår på dansk) udbyder CBS stadig uddannelser med et stærkt sprogligt fokus: BSc in Business, Language and Culture (med fransk, spansk eller tysk), BSc in Business, Asian Language and Culture (med kinesisk) og BA i europæisk business med engelsk og BA i engelsk og organisationskommunikation.

cbs.dk/uddannelse/bachelor
 

Sidst opdateret: Communications // 17/12/2017