Organisationsguruen Henry Mintzberg besøger CBS

Den canadiske organisationsguru, professor og forfatter Henry Mintzberg besøger CBS onsdag d. 2. maj, hvor han skal møde studerende og partnere for at dele sine tanker og idéer om at genskabe balance i samfundet på tværs af politiske holdninger og sektorer.

26/04/2018

Henry Mintzberg
Foto: Owen Egan

Det er ikke hvem som helst, der besøger CBS i maj. Den verdensberømte professor inden for organisation og ledelse Henry Mintzberg vil facilitere aktiviteter, som har bæredygtighed i samfundet på dagsordenen.

Bæredygtighed i samfundet
Henry Mintzberg vil på dagen tage udgangspunkt i sin nyeste bog Rebalancing Society: Radical Renewal Beyond Left, Right, and Center. For hvordan genopnår vi balance i vores samfund? Er svaret at kigge nærmere på virksomhedernes sociale ansvar, eller er det vores ansvar som individer?

Business in society
Henry Mintzberg besøger blandt andet konceptet CBS Roundtable. Formålet med CBS Roundtable er at bringe beslutningstagere i erhvervslivet og offentlige organisationer sammen med CBS’ forskere for at diskutere nogle af de dilemmaer og spørgsmål, som er af stor betydning for samfundet og samtidig drøfte, hvad der skal til for at genskabe balancen.
 
Direktør for CBS Erhverv (enheden, som står bag Roundtable) Louise Seest siger:

”Vi er ekstremt stolte af at kunne tiltrække en professor som Henry Mintzberg til CBS. Vores mål med CBS Roundtable er at bringe forskere og praktikere sammen, så de kan diskutere emner, som er relevante for erhvervslivet, men samtidig også højt prioriteret i international forskning på CBS. Vi er sikre på, at professor Mintzberg vil bringe ny og værdifuld indsigt til vores forskere og deltagere fra erhvervslivet.”
 
Møde med ph.d.-studerende
Den canadiske professor skal også møde nogle af CBS’ ph.d.-studerende. Til dette møde skal Mintzberg høre om de studerendes projekter, hvorefter han vil give dem feedback og generelle karriereråd.

Professor ved Department of Management, Society and Communication Andreas Rasche siger:

“At få en så succesrig management-tænker som Henry Mintzberg til CBS er en unik mulighed for vores ph.d.-studerende til at diskutere deres arbejde samt få karriereråd. Professor Mintzberg har i årtier været med til at forme forskning og uddannelse inden for ledelse. Jeg er fuldstændig sikker på, at vores ph.d.-studerende vil få glæde af denne spændende oplevelse”.

Dette Roundtable er muliggjort med økonomisk støtte fra Coloplast.

Læs mere om Henry Mintzberg
Læs mere om Rebalancing Society: Radical Renewal Beyond Left, Right, and Center

NB: CBS Roundtable og mødet med ph.d.-studerende er begge lukkede arragementer.
 

Sidst opdateret: Communications // 08/10/2019