Millionbevilling til CBS’ forskning i ledelse

Nyheder

Kan en app, der hvisker vise ord til lederen fra mobilen i lommen, give virksomheder bedre ledelse? Industriens Fond har samlet bevilliget godt 13 mio.kr. til tre projekter, der skal styrke ledere i Danmark.

 
07/07/2017

Kan en kursus-app udvikle travle ledere? Hvilke dilemmaer og paradokser udfordrer ledere i dag? Hvilke karakteristika hos en leder bidrager til, at valg med store risici resulterer i vækst for virksomheden?

Det er spørgsmål, som tre nye forskningsprojekter vil beskæftige sig med i de næste firekommende år. Projekterne udspringer af Industriens Fonds fokus på ledelse i dansk erhvervsliv og har i alt modtaget 13,76 millioner kroner i støtte fra fonden.

App skal guide ledere til bedre beslutninger
Det er blevet et stort hit at øve sprog gennem apps som Duolingo og Babbel. Nu kan ledere potentielt se frem til en app, der, som en mentor, guider dem i deres hverdag af udfordringer.

I et af de tre forskningsprojekter, projektet med titlen ”iLead”, er kernen at undersøge, om man ved hjælp af en app kan gøre det mere smidigt for travle ledere i små og mellemstore virksomheder at videreuddanne sig.

App’en skal sende korte beskeder til lederne og give info, som hjælper dem til at tage stilling til deres udfordringer. På den måde motiverer app’en lederne til at tænke over de beslutninger, de træffer, forklarer professor ved CBS Niels Westergård-Nielsen og leder af forskningsprojektet.

”Vi kan ikke løse ledernes problemer – det er lederne langt de bedste til i deres kontekst. Til gengæld kan vi give dem værktøjer, så de selv bliver bedre til at reflektere over deres praksis,” siger han.

Den første opgave bliver at kortlægge nye ledelsesmæssige udfordringer i en mere digital og globaliseret hverdag. Med afsæt i de udfordringer udvikler forskningsteamet i næste fase app-kurset, som skal testes på lederne. Derfor består teamet også af to it-forskere fra CBS’ Institut for Digitalisering.

”Ledere i mindre virksomheder har ofte ikke tid til at videreuddanne sig eller deltage i konferencer. Og de har ikke nødvendigvis de digitale værktøjer, der kan give dem overblik, når virksomheden vokser. Vi håber, at vores forskning får den effekt, at vi ruster ledere til at blive bedre. Og potentielt udbreder vi fænomenet med app-kurser i ledelse,” siger Niels Westergård-Nielsen.

Ambitionen er, at 400 ledere skal deltage i iLEAD-projektet, og at resultaterne er klar inden for de næste fire år. Projektet gennemføres i et tværfagligt samarbejde med en psykolog fra Københavns Universitet og en professor i ledelse ved Aarhus Universitet.


Overblik over de tre projekter, der har opnået støtte:

Projektnavn: Ledelses-GPS til en ny tid: fra komfortzone til konkurrencekraft.
Bevillingsmodtager: Signe Vikkelsø og Henrik Holt Larsen, Institut for Organisation
Bevilget beløb: 2,21 mio. kr.
Med afsæt i eksisterende faglitteratur og undersøgelser produceres en hvidbog, der præsenterer aktuel viden om ledelsesdilemmaer. Dernæst gennemføres konkrete ledelses-/udviklingsprojekter i ti danske virksomheder. I projektets tredje fase produceres en bog, der perspektiverer erfaringerne fra virksomhederne og lader disse udmønte sig i en praktiker-guide til gavn for andre virksomheder.
Kontakt Signe Vikkelsø eller Henrik Holt Larsen


Projektnavn: Nye Ledelsesprincipper – risikoens tveæggede sværd.
Bevillingsmodtager: Thomas Plenborg og Jeppe Christoffersen, Institut for Regnskab og Revision
Bevilget beløb: 4,50 mio. kr.
Formålet med projektet er at forbedre virksomhedernes evne til at forudse, hvornår risikofyldte valg bør foretages. Projektet undersøger, om der er karakteristika og kompetencer hos ledere for ca. 30 små og mellemstore virksomheder, som særligt bidrager til, at risikofyldte valg resulterer i vækst snarere end konkurs.
Kontakt Thomas Plenborg eller Jeppe Christoffersen  


Projektnavn: iLead
Bevillingsmodtager: Niels Westergård-Nielsen
Bevilliget beløb: 7,05 mio. kr.
Projektet tager udgangspunkt i at udvikle viden om, hvordan nye typer af ledelsesudfordringer håndteres af fremtidens ledere, og at eksperimentere med effekten af nye typer digitale ledelsesunderstøttende forløb.
Kontakt Niels Westergård-Nielsen

Læs finans.dks dækning af bevillingen "Cheferne har ikke tid til et kursus, så nu får de en mentor i lommen"

 
Fakta:

Projekterne er skabt i kølvandet på Industriens Fonds temaindkaldelse om ledelse, som blev udbudt i slutningen af 2016.

Den 29. august 2017 præsenterer Industriens Fond i alt syv nye ledelsesprojekter ved et arrangement på Langelinie Pavillonen i København. Arrangementet henvender sig først og fremmest til ledere i dansk erhvervsliv.
 

For flere information kontakt:
Journalist ved CBS
Matilde Hørmand-Pallesen mail: mhp.comm@cbs.dk mobil: 4185 2205

Sidst opdateret: Communications // 07/07/2017