”Mit liv i Danmark er et eventyr”

Lektor, sociolog, formueforvalter og enlig mor. Brooke Harrington har haft et af sine travleste år som international anerkendt ekspert i skattely. Den danske kultur og ikke mindst CBS har hjulpet hende til at nå det hele.

07/11/2016

Foto: CBS

”Jeg er SÅ glad for at være her i Danmark. Den familievenlige tilgang og de danske velfærdsydelser har haft en enormt positiv indflydelse på mit arbejde.”

Brooke Harrington fortæller med næsten stakåndet begejstring om sit liv og sit arbejde som forsker på CBS. Hun har gennem otte år forsket intenst i, hvordan formueforvaltere verden over passer og plejer deres uhyre velhavende kunder. Og for Brooke Harrington kom lækagen af de meget omtalte Panama Papers i foråret som en gave, der har givet hende af sine travleste år i karrieren. Det har dog ikke altid været let at kombinere tung erhvervsforskning med et liv som enlig mor.

”Jeg har oplevet en fantastisk vuggestue og en lige så fantastisk børnehave. Et fremragende eksempel, var da jeg blev alvorligt syg og måtte indlægges på hospitalet natten over. Det var om sommeren og min babysitter var derfor taget på ferie. Min søn var på det tidspunkt kun to år gammel og jeg anede ikke, hvem der skulle passe ham. En skøn pædagog fra hans vuggestue trådte dog til og lod ham overnatte hjemme hos hende sammen med hendes egne børn. Hun tog endda billeder og sendte dem til mig, bare så jeg kunne sove trygt, velvidende at min søn havde det godt. Tænk sig et overskud, det tror jeg ikke, man kunne opleve mange andre steder.”

Brooke Harrington kom til København i 2010 efter et fire år langt succesrigt ophold i Tyskland.

”Jeg var gravid, da CBS hyrede mig, og jeg har lige siden været dybt taknemmelig. Både mit institut og mine kollegaer bakkede mig fuldt op, da jeg valgte at deltage i et internationalt forskningsprojekt på top niveau, samtidigt med at jeg var mor til en nyfødt. Det er simpelthen ikke en mulighed, man overhovedet har på mange andre universiteter i verden.

Panama Papers ryddede kalender
Brooke Harrington fik sin bachelorgrad ved Stanford og sidenhen hendes master i sociologi med økonomisk speciale fra Harvard University. Hun har siden 2010 været lektor på Copenhagen Business School og er for tiden en særdeles efterspurgt forsker af internationale medier, som følge af den massive interesse for skattely og kulturen bag efter en anonym person lækkede de såkaldte Panama Papers.

Hun kender netværket af rige mennesker, formuerådgivere, politikere og andre, som på tværs af landegrænser opretholder et system med skattely og komplicerede mekanismer til at gemme formuer og suspekte transaktioner. Hun beskriver hvordan mange af disse velhavere ikke ser skattespekulation som noget skamfuldt, men snarere betragter sig selv som ”ofrene for en illegitim, amoralsk velfærdsstat. De er grundlæggende libertarianske anarkister. Ingen er hævet over loven, udover dem selv.

I september udgav Brooke Harrington sin bog, ”Capital without Borders: Wealth Managers and the One Percent" på det prestigefyldte Harvard University Press. Hun har desuden rådgivet den danske og islandske skattemyndighederne, der begge har nedsat grupper til bekæmpelse af skattely.

Uddannet formueforvalter
En stor del af respekten omkring Brooke Harrington skyldes, at hun kan dokumentere dyb indsigt i de forhold, hun beskriver. Under finanskrisen gennemførte hun en uddannelse som formueforvalter. Den to år lange uddannelse førte hende helt tæt på en branche med dygtige rådgivere, der hjælper ultra-rige mennesker med at pleje deres formuer. Et miljø som det, efter lækagen, nu kendte Panama-selskab Mossack Fonseca, er en del af.

”Det har været enormt fascinerende. Det allermest overraskende for mig har nok været, at det ikke handler om at bryde loven, for alt hvad formueforvaltere gør for deres kunder, ligger lige akkurat inden for lovens rammer på internationalt plan.”
Brooke Harrington fortæller, at hun aldrig har været i nærheden af at give op men dog har trådt forsigtigt undervejs.

”Jeg har gennem hele processen været yderst bevidst om risikoen ved mit forskningsprojekt, og kun en enkelt gang har jeg oplevet noget, der kan betegnes som en trussel.”

”Jeg havde for tre år siden fået et unikt interview med en formueforvalter på de Britiske Jomfruøer, en oplevelse, som er beskrevet detaljeret i min bog. Alt gik i begyndelsen fint, men pludselig blev der spurgt ekstra opmærksomt ind til min ’agenda’. Han kaldte mig stærkt venstreorienteret, og påstod at jeg kun var ude på at bringe hans profession i dårligt lys. Han fortalte mig, at visse folk i formueforvalternes inderkreds havde diskuteret, om de skulle få mig deporteret fra øerne på baggrund af mine tidligere akademiske udgivelser, der på det tidspunkt blot bestod af en enkelt artikel og et enkelt kapitel i en bog, som sikkert ikke havde været læst af mere end en håndfuld mennesker. Jeg kunne ikke tro, at det var sandt. Jeg tænkte, ansete formueforvaltere gør da ikke den slags og en formueforvalter ville da under ingen omstændigheder have så stærk indflydelse på et lands udlændingemyndigheder. Rystet tog jeg tilbage til mit hotel," husker Brooke Harrington.

Dansk kultur gør det muligt
Truslen blev aldrig til virkelighed og tilbage under mere trygge himmelstrøg på Frederiksberg fortæller Brooke Harrington, at det har været en stor oplevelse for hende at opleve en helt anden kultur her i Danmark.

”Danmark, og i mit konkrete tilfælde mit arbejde som forsker på Frederiksberg, har været et ideelt sted for mig. Jeg har stor afstand til min familie, ja det er nok ni timer med fly herfra, så der er ingen bedsteforældre lige rundt om hjørnet, der kan hjælpe til med min søn. Men på grund af de fantastiske folk jeg har omkring mig og den særlige kultur på danske arbejdspladser med stor fleksibilitet og forståelse blandt kolleger, har det været muligt at kombinere min forskerstilling med det at være enlig mor. Ingen har skulet til mig, hvis jeg en dag er gået tidligere fra kontoret, fordi jeg skulle hente min søn.”

Brooke Harrington har travlt. Tiden er gået. Hun skal videre, nye projekter presser sig på, ”Nu glæder jeg mig til at kaste mig over mit næste store projekt, som jeg skal arbejde med de næste to år. Det Frie Forskningsråd har bevilget et projekt, hvor jeg skal lede et hold i undersøgelsen af, hvorfor danskere og andre med glæde betaler deres skat, når de ved, at mange velhavere ikke betaler deres retmæssige del. Projektet hedder: “Mind the Gaps: Explaining Nordic Exceptionalism in Taxation Institutions.”

Læs her artiklen fra The Atlantic, hvor Brooke Harrington medvirker. Brooke Harrington medvirker også i dette interview fra Politiken.
Hun har for nyligt udgivet denne bog.

Sidst opdateret: Communications // 06/07/2022