Kvindelig professor med i den videnskabelige elite

Professor ved Institut for Organisation Majken Schultz er blevet optaget i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Udnævnelsen er en anerkendelse af CBS’ forskning, mener hun.

29/05/2015

Professor Majken Schultz, CBS, Forsidefoto: Videnskabernes Selskab

I mere end 250 år har medlemmer af den videnskabelige elite mødtes i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab (i daglig tale Videnskabernes Selskab). Siden stiftelsen i 1742 har selskabet blandt andet stået for videnskabelige bidrag som den første topografiske opmåling af Danmark og en ordbog over det danske sprog.

Det er dette selskab, som Majken Schultz, professor ved Institut for Organisation, er blevet medlem af.

- Jeg ser det som en anerkendelse af, at CBS leverer et værdigt forskningsbidrag. Tidligere har CBS ikke været anset som en del af det gode selskab af de gamle, fine universiteter. Men min og andre CBS-forskeres udnævnelser peger på, at det er ændret, siger Majken Schultz.

Hun bliver dermed en del af de ca. 9 pct. kvinder af selskabets i alt 500 medlemmer.
   
Majken Schultz forsker i samspillet mellem organisationers kultur, identitet og image. Hun har skrevet bøger og lavet en række flerårige undersøgelser af danske virksomheder blandt andre LEGO, Bang & Olufsen, hvor hun nu er medlem af bestyrelsen, og senest Carlsberg.

Et meget fint nåleøje
I dag udvælger Videnskabernes Selskab bl.a. Carlsbergfondets bestyrelse og fremmer forskning gennem møder, formidling og internationalt samarbejde. Medlemskabet i det prestigiøse selskab betyder noget helt specielt for Majken Schultz.

- Nogle priser får man, fordi man har nået en vis position eller alder. Men det her er en særlig anerkendelse. Der er en lang valgproces med mange mulige kandidater, så det er et meget finere måleøje, siger hun.

Videnskabernes Selskab har allerede flere mandlige CBS-professorer som medlemmer: Alan Irwin fra Institut for Organisation, David Lando fra Institut for Finansiering, Michael Herslund fra Department of International Business Communication og Per Øhrgaard fra Department of Business and Politics.


Videnskabernes Selskab er inddelt i to klasser: det humanistiske og det naturvidenskabelige. Selskabet har cirka 250 danske medlemmer og 250 udenlandske medlemmer. Omkring ni procent af medlemmerne er kvinder.


Læs mere om Majken Schultz

Læs mere om Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab
 

Sidst opdateret: Communications // 17/12/2017