Kom til videnskabsfestival på CBS

Nyheder

Hvordan hænger stress og skam sammen? Og hvor fordomsfuld er du egentlig? Kom til Forskningens Døgn i uge 17 og få svarene.

 

Forskningens Døgn
Stressforsker Pernille Steen Pedersen
Stressforsker Pernille Steen Pedersen
Komiker Ellie Jokar
Comedian Ellie Jokar
18/04/2017

Mellem den 24.-30. april åbner vidensinstitutioner i hele landet for, at du og dine bekendte kan deltage i events, der vil gøre forskning relevant for din hverdag. Det sker i forbindelse med videnskabsfestivalen Forskningens Døgn, som CBS også deltager i.  

Slip stress ud af skammekrogen
Skam er titlen på den aktuelle og roste, norske ungdomsserie, som beskriver ungdommens følelsesmæssige kringelkroge gennem studerende på et gymnasium. Også på arbejdspladsen er følelsen af skam essentiel, når mangel på trivsel og stress rammer. Det viser en ph.d.-afhandling af Pernille Steen Pedersen fra Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved CBS.
Hør under videnskabsfestivalen Pernille Steen Pedersen fortælle om, hvordan vi kan forstå forskellige reaktionsmønstre i forbindelse med stress og blive bedre til at håndtere stress på arbejdspladsen.

Læs mere om arrangementet og tilmeld dig her

Tid og sted:
26. april kl. 16.30 til 17.30
Copenhagen Business School
Solbjerg Plads 3,
2000 Frederiksberg
Lokale SP210

Test, hvor fordomsfuld du er
Hvor fordomsfuld er du? Og kan dine fordomme udfordres i løbet af én dag? De spørgsmål vil være omdrejningspunktet for et socialt eksperiment, som finder sted på CBS under Forskningens Døgn. Over en hel dag vil deltagere opleve optrædener og foredrag, der kredser om temaet diversitet. Bl.a. kommer teatergruppen C:NTACT: og komikeren Ellie Jokar kendt fra satireprogrammet om unge indvandrerkvinder ”Det slører stadig”, og forskere i magtstrukturer præsenterer resultater om homogenitet i den danske magtelite. Sideløbende testes deltagerne bl.a. med clickers for at se, om dagen har udfordret holdninger.

Læs mere om arrangementet og tilmeld dig her

Tid og sted:
27. april kl. 10:00  til 17:00
Solbjerg Plads 3,
2000 Frederiksberg
Lokale SPs05 og i forhallen på Solbjerg Plads

53 CBS-foredrag er booket
Hvorfor koster varer det, de koster? Og hvordan opfatter japanerne kongehuset, H. C. Andersen og vikingerne? Spændvidden er bred blandt de foredrag, som CBS-forskere tilbyder under Forskningens Døgn. I alt er 53 individuelle CBS-foredrag booket af private via funktionen Bestil en forsker.

For mere information kontakt prodekan for forskningskommunikation Flemming Poulfelt

Formålet med Forskningens Døgn

  • At hylde forskningens grundlæggende element af nysgerrighed
  • Etablere mødesteder for forskere og befolkningen
  • Sætte fokus på, hvordan forskning og innovation er med til at løse samfundets udfordringer
  • Inddrage borgere i forskning og skabe flere relationer mellem samfund og forskere

Kilde: www.Forsk.dk
 

Sidst opdateret: Communications // 19/04/2017