Hvorfor rejser kinesere uden om Danmark?

Nyheder

Danmark taber terræn til Norge og Sverige, når kinesiske turister skal lokkes til. Et nyt projekt vil undersøge, hvordan dansk turisme kan få del i det stigende antal ferierende kinesere.

 
Alexander Josiassen fra Institut for Afsætningsøkonomi og lektor Fumiko Kano Glückstad fra Department of Management, Society and Communication. Foto: Bjarke MacCarthy
06/01/2017


Selvom antallet af kinesere, der rejser ud i verden, stiger, besøger de Danmark i mindre grad end f.eks. Norge og Sverige. Desuden bliver Danmarks del af det kinesiske turismemarked stadig mindre. Det skyldes, at væksten af besøg i begge lande er højere, end den er i Danmark, selvom København står relativt stærkt som destination. I Norge var væksten i antallet af besøgende kinesere for perioden 2013 til 2015 på 77 procent, og i Sverige var den 36 procent, hvorimod den i Danmark var på 30 procent.

Et nyt projekt vil derfor undersøge, hvad der får kinesiske turister til at vælge eller fravælge Danmark.

”Projektet er yderst spændende, og overliggeren ligger højt for dets potentielle indflydelse på dansk turisme. Jeg er også meget spændt på at se, hvilken effekt det har for kinesiske forbrugeres syn på danske produkter, at de har besøgt Danmark,” siger lektor Alexander Josiassen fra Institut for Afsætningsøkonomi, der sammen med lektor Fumiko Kano Glückstad fra Department of Management, Society and Communication, leder projektet.

Alexander Josiassen tilføjer:

”Vi regner ikke med at se alle resultaterne på kort sigt, men den nye viden om denne specifikke gruppe turister, projektet frembringer, vil kunne give ringe i vandet i mange år fremover.”

Innovationsfonden har givet 4,6 millioner kroner til forskningen, som også to forskere fra Danmarks Tekniske Universitet skal bidrage til. Viden om kinesiske turisters beslutningsadfærd skal blandt andet om fire år resultere i en platform med big data, turismeprodukter samt kommunikationsstrategier for Visit Carlsberg og VisitNordsjælland.

Projektet har fået navnet UMAMI, der er en forkortelse for: Understanding Mindsets across Markets, Internationally.
For spørgsmål kontakt gerne Alexander Josiassen eller Fumiko Kano Glückstad.

Vil du vide mere om projektet UMAMI, kan du læse mere i pressemeddelelsen fra Innovationsfonden og på projektets hjemmeside.

CBS Competitiveness Platform er desuden den 23. januar vært for et arrangement, der præsenterer projektet. Det sker i Dalgas Have, lokale DSV074, mellem klokken 14.00-15.30. De medvirkende forskere vil deltage, ligesom repræsentanter fra Visit Carlsberg og VisitNordsjælland vil holde oplæg. Tilmelding sker ved at sende en mail til competitiveness@cbs.dk.

Sidst opdateret: Communications // 18/01/2017