Forskertalenter modtager tre postdoc-bevillinger

Tre forskertalenter fra CBS har modtaget postdoc-bevillinger til en samlet værdi på cirka 6 millioner kroner fra Det Frie Forskningsråd.

06/10/2015

Tre spændende forskningsprojekter har modtaget støtte på cirka 6 mio. kroner. Pengene går til forskning i, hvordan husholdningers forbrug præcist påvirkes af ændringer i indkomst, hvorvidt bestyrelser udvælger nye medlemmer fra sociale netværk og hvad det reelt er den internationale klimabevægelses økonomer ønsker at ændre.

Det Frie Forskningsråd (DFF) uddeler bevillinger til unge forskere, med det formål at give forskere de bedste betingelser for at levere forskningsresultater på et højt internationalt niveau. CBS har modtaget 3 bevillinger, hvor resten af bevillingerne indenfor de samfundsvidenskabelige og humanistiske forskningsområder er fordelt imellem Københavns Universitet, Århus Universitet, IT Universitet København og Roskilde Universitet.


3 forskellige projekter

DFF støtter forskning baseret på forskernes egne initiativer, for og på tværs af alle videnskabelige hovedområder. DFF ønsker at styrke internationaliseringen af dansk forskning, målet er blandt andet, at de bedste forskere får en mulighed for at videreudvikle deres samarbejde på tværs af landegrænser.

Her kan du se, hvad de 3 projekter favner, og hvad bevillingerne skal bruges til.


Projekttitel: Consumption, Excess Sensitivity, and Income Fungibility

Bevillingsmodtager: Arna Vardardóttir (ECON)

Institution: Copenhagen Business School

Beløb: 1.981.318 kr.

Projektbeskrivelse:
Dette projekt bidrager til den akademiske og politiske diskussion om, hvordan en husholdnings forbrug reagerer på indkomststrømme, og om kilden til indkomsten har betydning for, hvordan den anvendes. Svarene på disse spørgsmål er et afgørende element, når man skal lave modeller for husholdningers forbrug, investeringer og opsparingsvalg, og det er en central komponent, når det kommer til at designe offentlige politikker. Mine resultater vil blandt andet identificere de offentlige pengeoverførsler, som er mest effektive til at stimulere økonomien i nedgangstider og forøge børns velfærd ved at rette forbruget i retning af varer til børn.
 

Projekttitel: Weak Ties and Corporate Network Power: A Longitudinal Study

Bevillingsmodtager: Lasse Folke Kikkert Henriksen (DBP)

Institution: Copenhagen Business School

Bevilget beløb: 2.074.928 kr.

Projektbeskrivelse:
Projektet påviser, i hvilket omfang erhvervsbestyrelser udvælger nye bestyrelsesrekrutter på baggrund af deres eksisterende sociale netværk og dermed bidrager til magtkoncentration i toppen af det danske samfund. Projektet gør et pionerarbejde ved som det første af sin slags at anvende registerdatabaser fra Danmarks Statistik til at konstruere historiske netværksdata over den danske erhvervselite. Der anvendes social netværksanalyse af disse data for at vise omfanget af brugen af disse netværk i bestyrelsesrekrutteringen. Projektet søger dermed at bidrage til den sociologiske mobilitetsforskning, som ellers typisk har fokus på uddannelses betydning for social mobilitet mellem generationer.

 
Projekttitel: Sustainable Rationalities: The Economic Philosophy of the Sustainability Movement

Bevillingsmodtager: Stefan Gaarsmand Jacobsen (MPP)

Institution: Copenhagen Business School

Bevilget beløb: 1.974.545 kr.

Projektbeskrivelse:
Med sloganet “lav alting om” samledes 400.000 mennesker og mere end 1500 organisationer d. 21. september 2014 i New York til en demonstration, hvis deltagere krævede politisk handling overfor klimaforandringerne. For mange demonstranter var det vigtigste punkt at lave økonomien om. Dette projekt spørger, hvad det præcist er, som klimabevægelsens toneangivende økonomidebattører vil lave om. Og hvordan deres argumenter for omfattende ændringer af den globale økonomi er blevet modtaget i samfundsdebatten igennem de seneste 15 år. Siden slutningen af1990erne har en række forfattere og organisationer produceret bøger og hvidbøger med økonomisk klimafokus, ligesom de har lavet manifestationer og dannet alliancer i akademiske og politiske miljøer. De deler en ambition om hurtigst muligt at etablere en ny økonomisk filosofi. Med nye økonomiske indsigter, argumenter, teorier og policies vil de understøtte en global omstilling til et miljømæssigt og socialt bæredygtigt samfund. Dette projekt undersøger de historiske, politiske og erkendelsesmæssige processer, der ligger bag denne ambition. Projektet hævder, at forestillingen om en økonomisk omstilling har givet en ny platform for at diskutere økonomien, både på et politisk og videnskabeligt plan. Projektets forskningsfokus ligger på ledende forfattere og aktører bag de internationale organisationer "350.org", "Great Transition Initiative", "New Economics Foundation" og "Friends of the Earth International".

Sidst opdateret: Communications // 17/12/2017