CBS er videnpartner ved OECD Forum

Danmark har formandskabet ved årets OECD-topmøde i juni, hvor CBS deltager som OECD Forum Knowledge Partner. Temaet for årets ministertopmøde er Making Globalisation Work – Better Lives for All

08/05/2017

Tidsånden er populisme, nationalisme, svækket tillid til autoriteter og en hastig teknologisk udvikling. Det risikerer ifølge OECD med højhastighed at skære kløfter i de internationale samfund. Temaet for årets OECD ministertopmøde, hvor Danmark har formandsskabet, er Making Globalisation Work – Better Lives for All.

OECD er en international organisation, som blev stiftet i 1960 for at fremme økonomisk fremgang i en demokratisk kontekst. Ministertopmødet, altså den officielle del af programmet, indledes med et mere folkeligt to-dages forum for tænketanke, universiteter, ngo'er og virksomheder, OECD Forum 2017, hvor temaet er Bridging Divides (slå bro over kløfter). Her deltager CBS som særlig Knowledge Partner, altså videnpartner.

"Det er vigtigere end nogensinde at bringe alle kræfter til bordet og diskutere, hvordan vi undgår at distancere os mere og mere fra hinanden. Det gælder både som samfund og individer, men ikke mindst hvordan vi med forretninger og vækst kan underbygge inklusion på tværs af nationer og grupperinger", siger Vice President for International Affairs ved CBS, Dorte Salskov-Iversen.

OECD Forum 2017 er delt op i tre spor: inkluderende vækst (Inclusive Growth), digitalisering (Digitalisation) og tillid (Trust). CBS deltager med forskere, som holder oplæg og seminar. Blandt andre professor Karin Buhmann, professor Kim Normann Andersen og professor mso Christian Geisler Asmussen deltager på OECD forum med et CBS-seminar om Corporate Challenges: Research perspectives on Inclusive Growth, Digitalisation and Trust. Karin Buhmann har desuden bidraget til OECD's prestigiøse "Yearbook", der har statsoverhoveder, nobelprismodtagere, CEO's og forskere som forfattere. Hun har skrevet en artikel om ansvarlig virksomhedsadfærd og den oversete betydning af OECD's såkaldte nationale kontaktpunkters (NCP) bidrag til sammenhæng mellem regeringers politik og forretningspraksis i virksomheder.

Ifølge Udenrigsministeriet vil Danmark bruge sit formandskab til at fremme international dialog om, "hvordan vækst og beskæftigelse i OECD-landene styrkes, og hvorledes flest mulige kan nyde godt af den positive udvikling". Danmark går ifølge ministeriets pressemeddelelse "forrest for at sikre, at globalisering bliver sat højt på den internationale dagsorden." OECD Forum 2017 afvikles 6.-7. juni og ministertopmødet afvikles 7. - 8. juni og som altid i Paris, hvor OECD har hovedkontor.

"Vi er glade for at kunne at understøtte det danske formandsskab ved årets ministermøde og ikke mindst at få mulighed for at bidrage med viden til en vigtig agenda. Vi håber årets forum og topmøde hjælper til at skubbe den internationale udvikling i en positiv retning", siger Dorte Salskov-Iversen.

For flere oplysninger kontakt:

Dorte Salskov-Iversen, Vice President for International Affairs
Mikael Koldby, presserådgiver

Læs mere om OECD Forum 2017-temaet Bridging Divides

Se Udenrigsministeriets pressemeddelelse Dansk Formandskab for OECD Ministermøde 2017

Se listen over OECD Forum 2017 partnere og sponsorer

Læs About OECD
 

Sidst opdateret: Communications // 08/10/2019