CBS inviterer til case competition om big data og crowdsourcing

I konkurrencen ”Business Data Analytics Crowdsourcing Competition” kan CBS-studerende arbejde med data fra virkelige forbrugere og dygtiggøre sig på et felt med gode jobmuligheder, mens de medvirkende virksomheder får de studerendes innovative løsninger. Samarbejdet er nødvendigt, for mange virksomheder tøver, når det kommer til big data, forklarer CBS-professor.

21/12/2016

CBS-studerende inviteres til at deltage I ”Business Data Analytics Crowdsourcing Competition”.
Foto: Jakob Boserup


Fordelene ved at bruge big data kan sammenlignes med at undersøge dyr i zoologisk have og dyr på savannen. I fangenskab kan man godt se på dyrene, men de bedste analyser af deres adfærd får man, når de er på savannen. Brugen af big data svarer til at undersøge dyrene i deres naturlige omgivelser, og det får CBS-studerende nu mulighed for. I konkurrencen ”Business Data Analytics Crowdsourcing Competition”, som Center for Business Data Analytics på CBS er vært for, kan studerende arbejde med big data fra virkelige forbrugere. Data, som er fuldt anonymiseret, bliver leveret af virksomhederne TDC, Coop, Danske Bank og Jyllands-Posten, fortæller professor Jan Damsgaard fra Institut for IT-Ledelse, der er en af kræfterne bag konkurrencen.

”Det er spændende for de studerende, at de har meget forskelligt data at arbejde med, som ikke er kunstigt men fra rigtige forbrugere. Virksomhederne kan se potentialet i brugen af big data, men de er tøvende, når det kommer til anvendelsen. Så det er godt, at virksomheder og studerende kan samarbejde,” siger han.

Synspunktet bliver støttet af professor Ravi Vatrapu fra Center for Business Data Analytics.

“Det primære formål med konkurrencen er at sørge for, at CBS-studerende med speciale i big data-analyser kan arbejde med virkelig data fra danske virksomheder. Den største fordel for de deltagende virksomheder er at undersøge den potentielle værdi i datamaterialet, som de får fra de studerendes udenforstående perspektiv.”

Data er mere korrekt
Datamaterialet fra virksomhederne er nu tilgængeligt for de studerende, ligesom virksomhederne har formuleret forskellige opgaver, de studerende kan vælge imellem. Opgaverne handler for eksempel om, hvordan virksomhederne ud fra data kan forudsige størrelsen af deres omsætning, og de studerende bliver bedt om at lave modeller for en bedre segmentering af forbrugere. Undervejs bliver de studerende inviteret til workshops hos den virksomhed, de løser en opgave for.

Jan Damsgaard opfordrer de studerende til at deltage i konkurrencen for at få erfaring med et felt, hvor der i fremtiden vil være mange jobs, og forbrugerne skal ifølge ham ikke være nervøse for virksomhedernes indsamling og brug af big data.

”Virksomheder er mere interesserede i de spor, man efterlader, end hvem man er,” siger han og vender tilbage til billedet med savannen:

”På savannen ser man et aftryk fra et dyrs poter. Man ved ikke nøjagtig, hvilken leopard der har været forbi. Men man kan se, der har været en, og det er det interessante.”

Han mener, at de mange gode muligheder i big data skal bruges.

”Data er mere korrekt, for det tager udgangspunkt i adfærden og ikke i folks antagelser om, hvad de gør. Du kan spørge folk, om de køber meget økologi og få ét svar. Men når du kigger ned i indkøbskurven, ser du måske en lidt anden historie,” siger han.

Han tilføjer, at big data-analyser videnskabeligt set udfordrer nogle af antagelserne om forholdet mellem teori, metode og data.

”Særligt inden for samfundsvidenskab bliver studerende undervist i, at korrelation ikke nødvendigvis er lig kausalitet, men når det kommer til big data-analyse er vi nødt til at lære de studerende, at der ikke er nogen kausalitet uden korrelation. Udfordringen for de studerende er at etablere den grundlæggende sandhed for big data, og så skal de luge ud i de falske korrelationer.”

Finalepladser og præmier på spil
De studerende skal aflevere deres løsninger den 28. februar, og herefter findes finalisterne, som foran en jury og andre interesserede skal præsentere deres svar på virksomhedernes spørgsmål. Der uddeles priser for en 1., 2. og 3. plads. Med priserne følger en præmie på 50.000, 40.000 og 30.000 kroner.

Interesserede studerende kan tilmelde sig frem til den 31. december. Konkurrencen er for studerende med fagene Big Data Analytics, Big Social Data Analytics, Big Data Management og Big Data Analytics for Managers.

”Der er ret meget hype omkring big data. Opgaven for Center for Business Data Analytics på CBS er at forvandle big data til en fordel for virksomhederne. Den pædagogiske filosofi i vores kurser er at lave data-analyse og ikke kun tale om det,” forklarer Ravi Vatrapu og tilføjer:

”Vi træner vores studerende i fire områder inden for big data-analyse: Konceptuel viden, processuelle færdigheder, analytiske metoder og redegørelser. Det man får ud af projekter med big data-analyser er meningsfulde fakta, indsigt man kan handle ud fra, værdifulde resultater og bæredygtig handling. Jeg er sikker på, at studerende vil være i stand til at overføre, hvad de lærer i undervisningen til data fra den virkelige verden.”

Interesserede CBS-studerende kan læse mere om opgavekrav og praktiske informationer om ”PDF icon Business Data Analytics Crowdsourcing Competition".

Kontakt post.doc. Thorhildur Jetzek for administrative spørgsmål. For spørgsmål, der knytter sig til det tekniske omkring datamaterialet, kontakt da adjunkt Raghava Mukkamala.
 

Sidst opdateret: Communications // 02/09/2020