(Arbejds)livet er den bedste skole

Ansattes vej til de højere luftlag i danske virksomheder foregår hovedsaligt på en meget klassisk måde. Karriereudvikling sker nemlig primært som læring på jobbet – ikke i kursuslokalet, viser en undersøgelse.

25/08/2015

Der er skrevet talløse bøger om den hurtigste måde at bevæge sig op ad karrierestigen. Men når danske virksomheder vælger, hvordan de ansatte skal dygtiggøre sig, er den klassiske vej mest udbredt.

Det viser den såkaldte Cranet-undersøgelse, som adjunkt og ph.d. Frans Bévort og professor Henrik Holt Larsen, begge Institut for Organisation, står bag.

- Det er tankevækkende, at lige så elitært og eksklusivt karrierebegrebet er, lige så jordstrygende er opfattelsen af, hvordan mennesker rustes til et karriereforløb. Cranet-undersøgelsen viser, at de mest effektive metoder til karriereudvikling er læring på jobbet og udfordrende arbejdsopgaver. Det er learning by doing, hvor man får jord under neglene, frem for at sidde og spille klog – eller blive klog – i et kursuslokale, forklarer Henrik Holt Larsen.

Kan skabe kloner
Det er positivt, at der er så stor forståelse for, at den erfaringsbaserede læring på jobbet er så effektiv, understreger Henrik Holt Larsen. Virksomhederne giver eksempelvis medarbejdere mulighed for at deltage i projekter og specialopgaver eller i tværorganisatorisk samarbejde. Men han foreslår virksomheder at være opmærksomme på gevinsterne ved andre læringsformer.

- Læring på jobbet ”provokerer” ikke virksomhedens kultur, vision, strategier, rutiner og normer, bl.a. fordi man som person ikke nødvendigvis udfordres af de nævnte læringsformer. Jo mere man lærer på jobbet, jo mere risikerer man at blive en klon eller kustode for de nuværende kronjuveler, mener Henrik Holt Larsen.

HR i 40 lande
Cranet er et samarbejde mellem universiteter og handelshøjskoler i 40 lande. Målet er løbende at undersøge og evaluere Human Resource Management-strategi og praksis i disse lande. Det sker via Cranet-undersøgelsen, der gennemføres cirka hver femte år, og gør det muligt at sammenligne HR-strategi og -praksis i de involverede lande.

Den seneste danske undersøgelse blev foretaget i 2014 vha. et spørgeskema, som 240 virksomheder besvarede. Frans Bévort og Henrik Holt Larsen fortsætter nu med at analysere og forske i resultaterne.

Frans Bévort er sammen med ph.d. Jesper Christensen fra Department of Strategic Management and Globalization ved at bearbejde data fra de sidste 25 års danske Cranet-undersøgelser. Dataene vil give mulighed for at forstå udviklingen i dansk HR i perioden bedre og dermed også give indikationer om hvordan HRM vil udvikle sig i fremtiden.

Læs Henrik Holt Larsens artikel

Den årlige Cranet-konference afholdes tirsdag den 8. september kl. 9.00-16.30 i Ovnhallen i CBS’ bygning i Porcelænshaven. Læs mere og tilmeld dig

Kontakt Frans Bévort eller Henrik Holt Larsen for yderligere information.

Sidst opdateret: Communications // 17/12/2017