Academy of Management hædrer CBS-professor med prestigefyldt pris

Professor Tor Hernes fra CBS’ Institut for Organisation er på den årlige Academy of Management- konference i Vancouver blevet tildelt George R. Terry Book Award for sin bog ’Process Theory of Organization.

27/08/2015

Academy of Management


Tor Hernes, professor i organisationsteori ved CBS, er blevet medlem af en eksklusiv klub, der tæller notabiliteter som Michael Porter og Henry Mintzberg. Klubben består af George R. Terry Book Award-vindere – en pris som Academy of Management uddeler hvert år. 
 
Prisen, der blev uddelt ved årets AoM-konference i Vancouver over dagene 7.-11. august, gives til den bog, der vurderes til at have gjort det mest fremtrædende bidrag til udbredelsen af viden om erhvervsøkonomi og ledelse over de sidste to år.
 
”Det var en stor ære, og det betyder utroligt meget at blive anerkendt med en pris som denne,” siger professor Tor Hernes om at modtage George R. Terry Book Award, men påpeger:
”Jeg betragter dog prisen lige så meget som en cadeau til mit forskningsmiljø på Institut for Organisation, som den er til mig – ikke blot mit institut, men hele CBS er et unikt sted når det drejer sig om at udforske nye tankemåder og udfordre bestående idéer.”
 
Tor Hernes’ bog, ’A Process Theory of Organization’, udgivet af Oxford university Press, blev vurderet bedst ud af et felt med i alt 40 bøger og er den første prisvinder fra en forsker, som ikke er tilknyttet en amerikansk eller britisk institution. 

Bogen er funderet i filosofien og søger, med Tor Hernes’ ord, at forklare organisationer i den moderne virkelighed. Den bygger på indsigter fra en række filosoffer, særligt Whitehead’s procesfilosofi. Bogens hovedargument er, at organisationer er forbundne systemer snarere end hierarkiske systemer.
 
 
 
Sidst opdateret: Communications // 17/12/2017