Den tidligere socialdemokratiske statsminister og nuværende medlem af Europaparlamentet Poul Nyrup Rasmussen tiltrådte som adjungeret professor på CBS den 4. april 2005 med forelæsningen ”National, Europæisk og International Politisk Ledelse - forbundet eller for evigt adskilt?”. Han skal med sin omfattende politiske og økonomiske karriere særligt tilknyttes udviklingen af områderne politik, økonomi og globalisering.
”Det er en stor ære for os at byde Poul Nyrup Rasmussen velkommen her på CBS”, konstaterer professor Niels Åkerstrøm. ”Hans politiske engagement og økonomiske ekspertise, hans professionelle karriere på både nationalt og internationalt niveau samt hans viden og indsigt i globaliseringens udfordringer, gør ham til en utrolig stor kapacitet og gave for CBS fremover – og vi glæder os meget til samarbejdet med ham”.
"Fra at have været de ambitiøse mappebæreres Handelshøjskole ser jeg nu mere og mere tydeligt et uddannelsessted, der samler mange flere discipliner, der er relevante i forhold til, hvordan dansk erhvervsliv udvikler sig i den globale tidsalder. Jeg ser flere og flere træk, som jeg genkender fra London School of Economics. CBS udvikler både sociale, miljømæssige og filosofiske dimensioner af det at drive moderne virksomhed. Skolen har vist sig som unik og original. Den udvikling vil jeg gerne bidrage yderligere til" udtaler Poul Nyrup Rasmussen i forbindelsen med sin tiltrædelse.
Tiltrædelsen af Poul Nyrup Rasmussen fik stor opmærksomhed i medierne.
Læs tidligere artikel om hvorfor CBS udnævner adjungerede professorer.
CBS udnævner i de kommende måneder en række nye adjungerede professorer:
Hold øje med arrangementskalenderen for detaljer om tiltrædelserne.