Innovation og fornyelse. Ny rapport fra Centre for Economic and Business Research.
19.11.2010
Innovation og fornyelse skaber vækst
Ny rapport fra Centre for Economic and Business Research
Virksomheder, der fornyer deres produkter, produktionsprocesser, organisation, markedsføring eller designs, har en højere produktivitet og skaber dermed mere værdi, end virksomheder, der ikke er innovative.
Det viser en ny undersøgelse, som Centre for Economic and Business Research ved CBS har lavet for Økonomi- og Erhvervsministeriet. Innovationen skal op i gear
- Den nye analyse dokumenterer, at innovative virksomheder har væsentligt højere produktivitet end andre virksomheder. Hvis vi skal øge vækst og produktivitet, skal innovationen derfor op i gear. Det er baggrunden for, at vi i de senere år har investeret betydelige midler i uddannelse, forskning og innovation. Der går dog nogle år, før vi kan se det fulde gennemslag på produktiviteten, siger økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen. Kun 40 pct. af danske virksomheder har introduceret nye produkter eller processer i perioden 2006-2008. Det er færre end i en række sammenlignelige lande, bl.a. Finland og Sverige. Ser man på organisation og markedsføring er danske virksomheder mere innovative end fx finske og svenske virksomheder. Danmark ligger dog fortsat uden for top 5. Jo flere højtuddannede, des større innovationspotentiale
Analysen viser desuden, at de virksomheder, der har det største innovationspotentiale, har mange højtuddannede medarbejdere. Det er dog ikke uvæsentligt, hvilken uddannelse medarbejderne har. Både højtuddannede med teknisk og samfundsvidenskabelig baggrund understøtter innovationen bredt, mens humanister især øger sandsynligheden for nye designs og markedsføring. Det er professor Anders Sørensen og senioranalytiker Martin Junge, der har lavet analysen.
Contact:
Professor Anders Sørensen ,
as.eco@cbs.dk, tlf: 4118 7738
- Senioranalytiker Martin Junge ,
mj.cebr@cbs.dk, tlf: 3815 3497
Last updated by Birgit Jensen 19/11/2010