Pædagogik

Undervisningen på MPG bliver dannet i samspillet mellem det personlige lærings- og udviklingsforløb samt kernefaglige elementer. For at sikre koblingen mellem praktisk ledelse og forskningsfaglig viden bindes uddannelsens elementer sammen af en række pædagogiske principper:
· Perspektivisme: Uddannelsen baseres på en bred vifte af samfundsvidenskabelige, filosofiske og erhvervspsykologiske perspektiver og metoder, der bidrager til indsigt i de faktiske vilkår og muligheder for professionel offentlig ledelse.
· Problemorientering: Uddannelsens arbejds- og prøveformer vil have fokus på teorianvendelse, analyse og systematisk iagttagelse. Ved at arbejde med en problemorienteret tilgang skal uddannelsens moduler og processer sikre følgende; at deltagerne opnår viden om videnskabelige tilgange og metoder, så deltagerne kan vælge den relevante analysestrategi, når man skal undersøge en konkret, praktisk ledelsesproblemstilling.
· Action learning: I arbejdet med konkrete cases og ved at inddrage deltagernes egen ledelsesvirkelighed bliver uddannelsens moduler gjort anvendelsesorienterede. På den måde opnår deltageren større refleksivitet og handlekraft i konkrete ledelsesprocesser.
· Selv-udvikling og læring: Uddannelsens indholds- og proceselementer skal bidrage til deltagernes udvikling af egne kompetencer, der kan bruges i løsningen af konkrete udfordringer i deltagerens egen ledelsesvirkelighed. Der lægges vægt på at udvikle og vurdere den enkelte deltagers kompetencer til at anvende sin viden og læring på egen ledelsespraksis, f.eks. ved at præcisere ledelsesopgaven, ved at identificere konkrete handlemuligheder eller ved at løse problemer i praksis.
Uddannelsens undervisnings- og arbejdsprincipper samt prøveformer bliver især afspejlet i arbejdet i de udviklingsgrupper som deltagerne bliver delt ind i på uddannelsen.

Last updated by Line Ahlstrand 29/04/2010