Opbygning

Master of Public Governance-uddannelsen er tilrettelagt, så den kan tages som et forløb på 2-6 år og for dem, der ønsker det er det muligt blot at tage udvalgte moduler. Deltagerne tilmelder sig ét modul ad gangen - det er selvfølgelig muligt at tage flere moduler hvert semester. Det er således ikke et krav for optagelse, at deltagerne forpligter sig til at tage den samlede uddannelse. Ved dannelsen af hold og grupper vil der blive taget højde for deltagernes forskellige ønsker til deres deltagelse med hensyn til omfang af studieaktivitet (ønskes dele af eller hele uddannelsen?) og tempo for gennemførelse (2-3-4-5-6 år?).
MPG er normeret til et års fuldtidsstudier (60 ECTS) og består af følgende elementer:
  • Ledelsesfagligt grundforløb (5 ECTS)
  • Personligt udviklingsforløb (5 ECTS)
  • Obligatoriske ledelsesfaglige moduler (4 moduler à 5 ECTS – i alt 20 ECTS)
  • Valgfrie moduler (3/6 ECTS pr. modul – i alt 18 ECTS)
  • Masterprojekt (12 ECTS)
Uddannelsen er tilrettelagt, så det er muligt for den studerende at vælge mellem forskellige moduler ud fra egne faglige præferencer og ønsker om udvikling af det personlige lederskab. Undervisningen udføres som en vekselvirkning mellem holdbaseret undervisning i fagområder og gruppebaseret ledelsesudvikling med fokus på den enkelte studerendes kompetencebehov.
Den studerende skal deltage i obligatoriske ledelsesfaglige moduler i et omfang af mindst 20 ECTS. Den studerende skal ud fra interesser og uddannelsesbehov vælge fire obligatoriske ledelsesfaglige moduler ud blandt seks mulige, såfremt uddannelsens eget udbud heraf følges. Ledelsesfagligt grundforløb, Personligt udviklingsforløb og obligatoriske ledelsesfaglige moduler udgør uddannelsens obligatoriske fag på samlet 30 ECTS.
Der er følgende bindinger på den studerendes valg af rækkefølge og sammensætning af moduler:
1) Maksimalt 18 ECTS på obligatoriske ledelsesfaglige moduler og/eller valgfrie moduler kan afvikles inden påbegyndelsen af Ledelsesfagligt grundforløb.
2) Ledelsesfagligt grundforløb skal være afsluttet inden påbegyndelse af Personligt udviklingsforløb.
3) Den fulde uddannelse afsluttes med masterprojektet.
Det ledelsesfaglige grundforløb introducerer til lederskabets forskellige aspekter, specielt den offentlige leders udfordringer i en politisk styret kontekst. Modulet afsluttes med, at der udarbejdes en personlig studie- og udviklingsplan for hver deltager samt nedsættes udviklingsgrupper ud fra den enkelte deltagers baggrund.
Det personlige udviklingsforløb omsætter faglig viden fra øvrige uddannelsesmoduler til personlig ledelsesudvikling, hvor der er fokus på handlemuligheder i deltagernes arbejde som ledere. Forløbet tager udgangspunkt i udviklingsgrupperne fra Ledelsesfagligt grundforløb.
Obligatoriske ledelsesfaglige moduler tilbyder viden, færdigheder og kompetencer inden for centrale ledelsesopgaver. Deltagerne skal i løbet af uddannelsen vælge fire af følgende seks moduler:
  1. Strategisk ledelse i offentlig, politisk kontekst
  2. Offentlig styring
  3. Ledelse af reform og forandring
  4. Kommunikation og ledelse
  5. Strategisk HRM i det moderne arbejdsliv
  6. Personlige lederskab og dialogisk coaching
Valgfrie moduler giver deltagerne mulighed for at uddybe de obligatoriske ledelsesfaglige moduler og specialisere sig.
Masterprojektet afslutter uddannelsen (12 ECTS). Deltagerne skal beskrive, analysere, bearbejde og afrapportere en selvvalgt problemstilling inden for offentlig ledelse. Arbejdet med projektet kan foregå i grupper à to deltagere. Formålet med masterprojektet er, at deltageren på grundlag af egen uddannelsesplan og de tidligere gennemførte uddannelsesmoduler skal demonstrere kompetence i at udarbejde en eller flere problemformuleringer, analysere/bearbejde problemformuleringen/-erne og afrapportere resultaterne af projektarbejdet. Masterprojektet skal demonstrere, at deltageren kan reflektere over problemstillingens relation til egen rolle som leder og/eller til egen organisation.
Deltageren kan vælge mellem følgende prøveformer:
1. Masterafhandling på maksimalt 80 sider for grupper på 2 personer og maksimalt 50 sider for individuelle besvarelser.
2. Strategisk-organisatorisk læringsprojekt på maksimalt 80 sider for grupper på 2 personer og maksimalt 50 sider for individuelle besvarelser. Det strategiske læringsprojekt tager udgangspunkt i en konkret organisation og skal omfatte: 1) en kontekstanalyse, 2) en analyse af organisationens interne forhold, 3) en analyse af organisationens handlemuligheder og 4) en plan for implementering.
3. Ledelsesudviklingsprojekt, som dokumenteres gennem: 1) Projektbeskrivelse, 2) Logbog over proces, d.v.s. dokumentation af vejledning, teoretiske/analytiske/ metodemæssige overvejelser, indsamlet empirisk materiale, refleksioner over delresultater og egen funktion som leder og 3) Projektevaluering. Det samlede materiale fra projektet må maksimalt udgøre 80 sider for grupper på 2 personer og maksimalt 50 sider for individuelle besvarelser.
I uddannelsens studieordning er bestemmelser og indhold for de enkelte moduler beskrevet nærmere.

Last updated by Merete Holst Vognsen 30/09/2011