Vi måler din tilvækst i kompetence
MMD er tilrettelagt som et læringsmiljø med et tæt og løbende fokus på deltagerens personlige udviklingsforløb inden for MMDs fælles faglige felt (sådan som det er beskrevet i MMD's
Kompetenceprofil).
MMD afholder hvert semester én integreret eksamen, hvor samtlige fag og forskelligartede aktiviteter på det pågældende semester eksamineres under ét. Ved eksamen skal deltageren dokumentere og reflektere over egen kompetencetilvækst opnået gennem semesteret og i forhold til MMD’s kompetenceprofil. Samtidig skal deltageren diskutere anvendelighed og gyldighed af modeller og teoretiske perspektiver for egen virksomhed.
Kort sagt: MMD afholder ikke traditionelle eksaminer i enkelte faglige discipliner, hvor vægten typisk lægges på at reproducere pensum og teoretiske modeller inden for den pågældende disciplin.
Virtuel eksamen
På andet semester, hvor forløbet med systems management har fyldt meget, bliver semesteret afsluttet med et virtuelt eksamensforløb, som strækker sig over cirka 5 uger frem mod afslutningen med et eksamensvindu med synkron opkobling med censor og eksaminator. Omdrejningspunktet er stadig den personlige kompetencetilvækst og refleksion over teorier og forskellige aktiviteter fra hele semesteret. Den virtuelle eksamensform giver nye muligheder og udfordringer.
24 timer case eksamen
Uddannelsens tredje semester bliver afsluttet med en eksamen, hvor deltagerne i de respektive semestergrupper arbejder med en aktuel virksomhed. Gruppen skal i løbet af 24 timer - med afsæt i en aktuel udfordring i en konkret virksomhed - konstruere et udviklingsdesign for denne virksomhed, der kan løse op for virksomhedens udfordring. De 24 timer finder sted på virksomheden.
Masterafhandlingen er mesterstykket
Deltagerne på MMD gør på fjerde semester uddannelsen færdig med en masterafhandling. Afhandlingen skal sammenfatte deltagerens kompetencetilvækst gennem hele uddannelsesforløbet og opgøre, hvad effekterne har været i praksis – dét er her du træder i karakter. Masterafhandlingen afsluttes med et forsvar af en times varighed. Afhandlingen svarer til specialer på kandidatniveau.
Last updated by Lise Balslev 08/02/2012