Banken tager røven på dig,
Politiken Debat, 12.11.2011
I lørdagens udgave af Politiken kan man læse et interview med pengeekspert og sociolog Ole Bjerg fra Copenhagen Business School. Her i forholder han sig bl.a. til 'Besæt Wall Street'-bevægelsen og den nye klassekamp mellem 'gældsslaverne' og bankerne. Ifølge Ole Bjerg er der sket en ændring i magtforholdet i finansverdenen og han mener vi i dag lever i 'Den finansielle kapitalismes tidsalder'.
Fed, federe, fireogtyvesyv,
Politiken Kultur, 12.11.2011
Halvdelen af de værter og chefer, som kanalcheferne Mads Brügger og Mikael Bertelsen har ansat på Radio24syv tilhører netværket omkring dem, hvilket har fået kritikere til at tale om 'indspisthed' og 'Københavnerbunkepul'. Men ifølge forskere er det blot en sund og naturlig ting, at man bruger sit netværk - så længe det ikke går over grænsen. Således siger professor Ole Kirkeby fra Copenhagen Business School: 'Det er indlysende at trække på sine netværk. Man ansætter de folk, som man kender, og som man ved er dygtige. Det ville være idiotisk andet. En anden CBS-professor, Henrik Holt Hansen uddyber: 'At ansætte via netværk er faktisk en udvælgelse med høj træfsikkerhed. Man kender folk uformelt - og ikke blot som talende jakkesæt under jobinterviewet. Og ansøgeren har hørt alt om arbejdspladsen over en fadøl på cafeen og får derfor ikke et realitetschok'. De to professorer understreger dog, at det glider over i nepotisme, hvis man finder på job til vennerne frem for at ansætte netop dem, der understøtter løsningen af opgaven.
Ekspert: Torms krise kan kræve topledelses afgang,
Børsen Online, 11.11.2011
Krisen i rederiet Torm kan komme til at koste både bestyrelsesformand N.E. Nielsen og topchef Jacob Meldgaard dyrt. Lektor på CBS, Martin J. Iversen, mener, at ledelsen bør af, hvis det ikke lykkedes dem at få rettet skuden op. Han påpeger, at der vil være behov for så store strategiske ændringer, så det vil være oplagt at bringe nye ind.
Erhvervsbank mangler 44 milliarder,
Børsen 1. sektion, 11.11.2011
FIH Erhvervsbank skal indfri statsgaranteret gæld for 44 mia. kr. frem til 2013. Derfor beder FIH Erhvervsbank mange kunder om at indfri deres lån, alene i de første ni måneder af 2011 for 9,5 mia. kr. Professor ved CBS, Per H. Hansen, sammenligner situationen med 1920'erne fordi man ikke længere kunne låne i Nationalbanken. FIH Erhvervsbank ejes af AFP, PFA, Folksam samt CP Dyvig der bank en budkrid mod PKA, Sampension, PensionDanmark, AP Pension og Industriens Pension.
Martin Jes Iversen kommenterer på tilbagegang i dansk økonomi,
DR2 Deadline 17.00, 10.11.2011
Lektor ved CBS, Martin Jes Iversen, forklarer situationen i dansk økonomi. Flere store danske virksomheder har røde tal på bundlinjen. Det skyldes faktorer udenfor Danmarks grænser, herunder især gældskrisen i Sydeuropa. Han er enig med politikerne i, at Danmark ikke står i samme vanskelige situation som i 1970'erne.
Vestas' aktiekurs i frit fald,
DR1 Tv-Avisen 18.30, 10.11.2011
Vestas adm. direktør, Ditlev Engel, har opbrugt sin troværdighed i forhold til store visioner. Det mener lektor ved CBS, Martin Jes Iversen, i forbindelse med Vestas tilbagetrækning af deres strategiplan.
Debat: Rederiet Torm fortjener bedre,
Børsen 1. sektion, 10.11.2011
Rederiet Torm kæmper for sin overlevelse, skriver lektor ved CBS, Martin Jes Iversen, i et debatindlæg. Adm. direktør Jacob Meldgaard måtte i sidste uge (44) give skuffende meldinger om udsigten til et tab på op til 1 mia. kr., og aktiekursen var den 8. november nede på 5,45. Der skal holdes ekstraordinær generalforsamling den 22. november, og der skal hentes 100 mio. kr. i et aktiesalg inden midten af december. Hvis ikke dette lykkes, bør Jacob Meldgaard og bestyrelsesformanden, som lider under ringe troværdighed, gå af.
I statens tjeneste?, Information Sektion 1, 09.11.2011
I den seneste tid har politikernes privatliv været et omdiskuteret emne både hos andre politikere og i pressen. Bl.a. kritiseres erhvervs- og vækstminister Ole Sohns (SF) kommunistfortid, som ifølge kritikerne potentielt kan medføre afpresningsforhold, når Ole Sohn skal forhandle med Rusland. Ole Bjerg, post.doc ved CBS' Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, mener, at det er bekymrende, at politik og privatliv blandes sammen af offentligheden i så høj grad, som det ses i dag. Han fortæller, at politikere ikke blev bedømt ud fra så høje moralske standarder i privatlivet førhen, men snarere deres politiske præstationer. Ove Kaj Pedersen, professor på Institut for Politik og Business ved CBS, udtaler, at både politikere og medier misbruger sikkerhedsargumentet i øjeblikket.
Arbejderbevægelsen mørklægger Ole Sohns fortid i DKP, Berlingske Sektion 1, , 09.11.2011
Arbejderbevægelsen har lukket for journalisters adgang til DKP-arkiverne, hvor der kan findes oplysninger om erhvervs- og vækstminister Ole Sohns (SF) fortid. Ifølge Arbejderbevægelsen skyldes det, at arkivet primært skal bruges til forskningsbrug og ikke til journalistik. Kurt Jacobsen, historieprofessor ved CBS, opfordrer til offentlig adgang til arkivet grundet den rolle, som DKP har spillet tidligere.
Når 43 procent er for lidt,
Berlingske Sektion 1, 09.11.2011
Før valget lovede statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), at et mindretal på 40 pct. i Folketinget kunne kræve undersøgelse af regeringen. Dette er dog ikke sket i forbindelse med sagen om erhvervs- og vækstminister Ole Sohns (SF) kommunistiske fortid, selvom 43,9 pct. i Folketinget kræver en undersøgelse. Det er ikke muligt for journalister at undersøge sagen nærmere, da Arbejderbevægelsen har lukket adgangen til arkiverne om DKP. Kurt Jacobsen, historieprofessor fra CBS, er principielt modstander af, at arkivet er lukket, når der er gået så mange år siden Den Kolde Krigs ophør.