CBS i pressen

DSB i ledelsestomrum efter fyring, Politiken 1. sektion, 06.05.2011

Det overrasker professor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved CBS, Flemming Poulfeldt, at det er anden gang på halvanden måned, at den midlertidige chef i DSB, Klaus Pedersen, fyrer en topchef: 'Det hører til sjældenhederne, at en overgangsfigur træder så meget i karakter. (...) Der kan være ryddet op i rækkerne, når der kommer en ny administrerende direktør, så vedkommende ikke skal starte med det. Men det ændrer ikke på, at DSB er slået voldsomt tilbage og havnet i ledelsesvakuum' udtaler han.

Private virksomheder profilerer sig på socialt ansvar, DR-P1 Morgen 06.00, 03.05.2011

Private virksomheder profilerer sig oftere og oftere på socialt ansvar. Og tendensen er kun lige begyndt. Uanset hvad virksomhedernes motiv er, ligger der, ifølge flere eksperter, et enormt potentiale i udviklingen. Sten Valentin, der er lektor og ph.d. ved Copenhagen Business School udtaler sig i denne forbindelse til P1 Morgen.

Kommentar: Den kompetente bestyrelse, Berlingske Business, 03.05.2011

Professor og prodekan Flemming Poulfelt fra CBS skriver i en kommentar i samarbejde med adm. direktør Randi Ib Lund fra Board Governance A/S om 'Den kompetente bestyrelse'. I den forbindelse rejser de bl.a. det centrale spørgsmål om, hvorvidt kompetenceniveauet i mange bestyrelser overhovedet matcher den rolle, de i dag forventes at spille, samt om de kan leve op til de behov, en moderne virksomhed har. Flemming Poulfelt og Randi Ib Lund peger derfor på det vigtige i, at bestyrelsesmedlemmer konstant udvikler deres kompetencer for hele tiden at være på højde med de situationer, som opstår.

Vores indre motivation er en stor drivkraft, DR-P1 Orientering 17.10, 02.05.2011

Professor Flemming Poulfeldt fra CBS udtaler, at mange tror, at deres medarbejdere bliver motiveret af lønforhøjelser. Han påpeger dog, at cheferne glemmer, at medarbejderen allerede har glemt lønforhøjelsen to måneder senere. Løn står ikke højt på listen over ting, der motiverer os. Det er den indre motivation, der driver os til at blive bedre til det, vi laver, og til at blive udfordret.

CBS åbner op for sponsoruddannelse, DR-P3-Nyhederne 14.00, DR-P3-Nyhederne 17.00, 28.04.2011

CBS åbner op for, at virksomheder kan sponsorere uddannelser, så de passer bedre til virksomheden. Virksomheden betaler 50.000 kr. pr. elev og kan dermed bestemme valgfag og praktik. Dog har virksomheden ikke lovet et job bagefter, hvilket lektor bag uddannelsen, Martin Jes Iversen, ikke ser som et problem. Alene kontakten med virksomheden giver en masse kompetencer, udtaler han.

Vi er vel alle sammen lidt royale, Berlingske Sektion 1, 28.04.2011

Det kommende royale bryllup i England menes at blive den største tv-begivenhed nogensinde. Og den enorme popularitet kan ifølge forsker Bent Meier Sørensen fra CBS skyldes, at vi kan bruge dem til at se op til, spejle os i og forsøge at blive som. De dækker nemlig et helt basalt behov for idoler, mennesker har.

Virksomheder vil betale for øremærkede studerende, Berlingske Business, 27.04.2011

På Copenhagen Business School barsles der nu med et nyt studie, som skal uddanne de studerende til at gå direkte ind i en konkret virksomhed. Studiet kaldes 'Engage' og indebærer, at virksomheder, mod en betaling på 50.000 kr., kan blive en slags sponsor for en studerende, som så bliver udstyret med de kompetencer som virksomheden har brug for. Martin Jes Iversen, der står for tilrettelæggelsen af den nye linje siger: 'Virksomhederne investerer i studiet, hjælper os med forelæsninger og casemateriale og laver praktikophold. Til gengæld er de med til at vælge, hvem der kan være interessant fremtidig arbejdskraft. Og det er jo i forvejen en talentgruppe, de kan vælge iblandt'. En af de interesserede sponsorvirksomheder er Deloitte. HR-direktør Kirsten Torp siger: 'Vi synes, der er gode takter i konceptet. Man øger intensiteten og fagligheden for de studerende, så de lærer mere på kortere tid, og der bliver skabt en relation mellem den studerende og virksomheden, som kan fortsætte bagefter'. Hos erhvervsorganisationerne er man også positive over for den nye uddannelse - så længe egenbetaling af uddannelse ikke udvikler sig til normen. Således siger forskningschef i DI, Charlotte Rønhof: '... Men at brede det princip ud i stor skala ville være farligt rent samfundsøkonomisk. Der ville blive underinvesteret i uddannelse, bl.a. fordi man som virksomhed ikke kan være sikker på, at den man uddanner, bliver i virksomheden bagefter'.

Forsker: Chefen skal ikke blande sig i medarbejdernes privatliv, Information Sektion 1, 27.04.2011

l dagens udgave af Information kan man læse et interview med Anders Raastrup Kristensen, der er adjunkt ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved Copenhagen Business School. Han står bag bogen 'Det grænseløse arbejdsliv', som udkom i januar i år. Bogen omhandler dillemaet vedrørende arbejdsbyrden og det individuelle ansvar over for lederens, når det kommer til at undgå stress. Anders Raastrup Kristensen siger selv: 'Vi får alle sammen at vide, at vi skal lære at sætte grænser for vores arbejde - det bliver gjort til et individuelt anliggende. Men det handler også om ledelse og om, hvordan man leder andre'.

Duksedreng har dårligt image, Berlingske Business, 23.04.2011

Ifølge en undersøgelse fra analyseinstituttet YouGov har lavet fra Berlingske Business, er Coops image, trods ihærdige forsøg på at fremstå som ansvarlige, stadigvæk ikke bedre end Dansk Supermarkeds. Ekspert i virksomheders sociale ansvar og lektor på CBS, Steen Vallentin, udtaler: 'Coop er et godt eksempel på, at det kan være mere end svært at veksle ansvarlighed til et godt renommé.'.

Så ti dog stille!, Berlingske Sektion 1, 23.04.2011

Sommeren er sæson for nabostøj, hvilket irriterer os mere og mere. En af forklaringerne på, at nabostøj går os på nerverne, kommer fra sociolog fra Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS, Ole Bjerg: 'Boligen er blevet vores identitetsprojekt. Den er blevet et udtryk for vores livsstil og hvem vi er. Det betyder også, at når man bliver generet af nabostøj, er det ikke kun en upraktisk gene. Det ødelægger det billede, man gerne vil have af sig selv' udtaler han.