Med egne ord: Jakob Haldor Topsøe, bestyrelsesformand, partner og medstifter

Da han startede på CBS, regnede Jakob Haldor Topsøe ikke med at engagere sig meget i virksomheden, hans farfar grundlagde. Men i dag er han bestyrelsesformand for ejerselskabet bag netop Haldor Topsøe. Læs hvordan et studiejob blev afgørende for hans studier og videre karriere.

03/02/2016

Jakob Haldor Topsøe
Jakob Topsøe har fravalgt at have eget kontor i Haldor Topsøes hovedsæde i Lyngby, fordi han foretrækker at være hos medarbejderne og på den måde komme rundt i virksomheden. Derfor er laptoppen et uundværligt værktøj. (Foto: Jacob Ljørring)

Hvordan var du som studerende på CBS?
Jeg startede på HA, og det første år var præget af, at jeg ikke helt vidste, hvad jeg ville med uddannelsen, samt at jeg var væk i en måned med en slem mononukleose. I slutningen af første år fik jeg et studiejob i Hafnia Kapitalbank, og da jeg fik mulighed for at få et fuldtidsjob samme sted, skiftede jeg med meritoverførsel til HD og gik fra at være lidt retningsløs fagligt og med en del fokus på det sociale, til at blive hyper målrettet. Det blev klart, at jeg skulle læse finansiering, og en stor del af studiet kunne jeg relatere direkte til mit arbejde, hvilket var fantastisk. Men det var også nogle hårde år.

Hvordan fik du dit første job, efter du blev færdig på CBS?
Som de fleste nok vil huske, faldt Hafnia sammen med et brag. Min chef fra dengang blev chef for Kapitalforvaltningen i Alfred Berg, og han ansatte mig i det, der dengang var nordens ledende investeringsbank.

Hvilke øjeblikke i din karriere har været de vigtigste for dig - og hvorfor?
De vigtigste karrieremæssige øjeblikke har ikke været bedrifter som sådan. Jeg ser dem mere som de tidspunkter, hvor jeg aktivt har truffet valg, der har bragt mig i en bestemt retning. De har alle været lidt som at springe ud på dybt vand, men det har været med til at definere mig personligt og min karriere. Umiddelbart er der tre sådanne valg, jeg specielt kommer til at tænke på:

Efter et par år i Alfred Berg fik jeg muligheden for at skifte fra kapitalforvaltningen til børsmæglerdelen. Der var en del, der mente, at det var et uklogt skifte, men jeg følte mig sikker, og det var det helt rigtige valg, viste det sig. For dem, der ikke kender investeringsbankverdenen, lyder det måske som en detalje – men der er en verden til forskel på ”buy-” og ”sell”-side, og jeg lærte på en anden måde at tage selvstændigt ansvar og samtidig fungere som en del af et team i et ekstremt dynamisk og krævende miljø.

I 2008 lukkede ABN Amro Bank ned for en række aktiviteter i Danmark, som følge af at banken blev solgt til et konsortium med Royal Bank of Scotland i spidsen. Herunder aktieområdet som jeg var chef for på det tidspunkt. Jeg kunne enten have fortsat hos RBS i London eller tage et andet job, som ville være ”mere af det samme”. I stedet besluttede jeg sammen med to kolleger fra ABN Amro-tiden – Torben Helstrup og Nils Lorenzen – at starte vores egen lille ”Investment banking boutique”, AMBROX Capital. Man kan roligt sige, at det er noget andet at være selvstændig end at arbejde i en megakoncern med over 100.000 ansatte, men det er gået godt og har været meget sjovt og lærerigt.

Endelig vil jeg nævne bestyrelsesarbejdet i Haldor Topsøe. Da jeg startede på CBS, havde jeg ikke forestillet mig, at jeg skulle beskæftige mig i særlig grad med familievirksomheden, men i dag bruger jeg størstedelen af min tid på Topsøe.

Hvad er den vigtigste erfaring, du fik på CBS, som du stadig bruger i dit daglige arbejdsliv?
Det er svært at svare præcist på. Men at inddrage mange discipliner, når en problemstilling anskues og skal løses, falder mig ind. Det er jo sjældent bare et regnestykke med to streger under. Så måske er det evnen til at kunne kombinere økonomi, finansiering, risikovurdering, jura, governance etc. på en metodisk måde. Og huske at bruge sin sunde fornuft – til mange forelæsninger med professor Michael Møller blev tiden brugt mindst lige så meget på at diskutere sund fornuft som det rent teknisk faglige. Sund fornuft kan man ikke få for meget af.

Har du beholdt en relation til CBS, siden du blev færdig?  
Mange af mine kolleger, samarbejdspartnere og kunder gennem årene har en baggrund fra CBS, så der går jo ikke en dag, uden at jeg har med CBS´ere at gøre, men jeg ser ikke mange fra studietiden. Min kone har også læst på CBS (hun er cand.merc.), men det er nu ikke der, vi kender hinanden fra.

Læs flere "Med egne ord":

Med egne ord: Poul Skovgaard, Senior Project Manager, PostNord

Med egne ord: Charlotte Wittenkamp, kultur- og integrationskonsulent og forfatter

Med egne ord: Peter Scharff, Country Manager, SMB Sales, Nordics i Google

Med egne ord: Lea Lønsted, HR Business Partner i Qatar

Med egne ord: Ole Andersen, bestyrelsesformand, partner og adjungeret professor

Sidst opdateret: Alumni // 17/12/2017