Typiske spørgsmål om Master of Public Governance-uddannelsen
På denne side kan du se de spørgsmål, der ofte bliver stillet om Master of Public Governance. Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte sekretariatet på 3815 36 33 eller mpg@cbs.dk
OPTAGELSE
Hvornår startede de første hold på Master of Public Governance-uddannelsen og hvornår er der ansøgningsfrist?
Det første hold af MPG-studerende startede i september 2009. Ansøgningsfrister for vinter-/forårssesteret er omkring 1. nov. og fristen for efterårssemestret ligger omkring den 1. maj. Ansøgningsskema rekvireres elektronisk her på hjemmesiden.
ØKONOMI
Hvad koster det at tage Master of Public Governance-uddannelsen og hvornår skal der betales undervisningsafgift?
Det afhænger meget af, om du vælger at tage en hel masteruddanelse eller at følge et enkelt eller flere moduler. Derudover varierer prisen efter, hvilke moduler du vælger at følge. En hel masteruddannelse koster pt 202.000 kr., ekskl. internat/eksternat (overnatning-/mødepakker), materialer og transport. Prisen for enkeltmoduler varierer mellem 10.000 kr. og 27.000 kr.
Betalingen skal ske inden studiestart på de enkelte moduler. Dvs. at hvis man vælger at tage en hel master, så skal man ikke betale det fulde beløb på en gang.
Hvem vurderer, hvor meget tilskud jeg kan få?
Offentlige arbejdsgivere har mulighed for at få tilskud til deltagerbetalingen for ledere, der tager et eller flere moduler på den nye masteruddannelse. Den enkelte kommune, region og det enkelte ministerområde får én gang årligt meddelelse om størrelsen af det beløb, der er reserveret til den pågældende myndighed. Alle henvendelser vedrørende tilskud skal rettes til:
Spørgsmål til tilskud skal rettes til
Moderniseringsstyrelsen
Frederiksholms Kanal 6
1220 København K.
T 33 92 40 49
Kontaktperson: Aleksandra Micorek Jensen, tlf. 33 92 80 36,
amj@modst.dk
Tilskud udbetales, når udgiften er afholdt.
STUDIET
Hvad er forskellen på MPA- og MPG-uddannelsen?
Både Master of Public Administration og Master of Public Governance henvender sig til offentlige ledere, der ønsker at videreuddanne sig. Til sammenligning med MPA lægger den nye uddannelse større vægt på udvikling af den enkelte leders personlige ledelsespraksis og er tilrettelagt med mulighed for større fleksibilitet i den enkelte deltagers uddannelsesforløb. Derudover er MPG et samarbejde mellem CBS, KU og AAU og har flere konsulenthuse som underleverandør.
Hvor kommer den fysiske undervisning på MPG til at foregå?
Undervisningsstedet vil variere fra modul til modul. Undervisningen vil blive afholdt som fx internat, eksternat og almindelig fremmødeundervisning. Ved almindelig fremmødeundervisning og eksternat vil dette finde sted i Hovedstadsområdet fx på et kursussted eller undertiden på CBS. Hvad angår internat, så vil dette finde sted et centralt beliggende sted på Sjælland. Der vil også være mulighed for undervisning uden for Danmark i forbindelse med fx valgfrie moduler, hvor der indtil nu er etableret et samarbejde med Hertie School of Governance i Berlin.
Hvornår på dagen ligger undervisningen?
Fremmødeundervisningen vil blive tilrettelagt således, at der normalt undervises hele eller halve dage. Desuden vil der også være mulighed for, at udvalgte moduler afvikles henover enkelte weekender (normalvis lørdage). Derudover må den studerende regne med at skulle bruge tid i løbet af ugen på at forberede sig til undervisningen. Under modulbeskrivelserne for de enkelte moduler kan du se, hvordan undervisningen for indeværende semester er planlagt.
I det kommende semester undervises både hele og halve dage dog altid i mindst 4 timer ad gangen. Undervisningen starter typisk kl. 9.00 eller 12.00 og slutter kl. 17.00-18.00. Der er ingen undervisning i uge 7, 8 og 42.
Hvor mange timer om ugen skal jeg regne med at bruge på studiet per modul?
Det varierer fra modul til modul afhængigt af, hvordan undervisningen er tilrettelagt. Normalt skal man regne med, at 1 ECTS svarer til en arbejdsbelastning på ca. 30 timer. Dvs. at fx et valgfag på 3 ECTS, har en arbejdsbelastning på 90 timer samlet set (det dækker både undervisningen/fremmøde, forberedelse, opgaver, øvelser mv.). Så hvor mange timer man bruger om ugen afhænger altså af, hvordan undervisningen er tilrettelagt og af antallet af ECTS. Det betyder, at arbejdsbelastningen ikke nødvendigvis er den samme hver uge.
Kan jeg tage et enkelt modul, der udbydes på Master of Public Governance?
Ja, det kan du sagtens. Master of Public Governance er den fleksible master, der gør det muligt for dig at tilrettelægge dit undervisningsforløb sådan, som det passer dig.
Hvilket sprog udbydes Master of Public Governance på?
Undervisningssproget er dansk. Men det må forventes, at der løbende vil blive læst litteratur på engelsk. Derudover vil der kunne være gæsteforelæsere, der underviser på engelsk. I efteråret 2010 blev det første valgfrie modul: Strategic Change Management in the Public Sector, udbudt på engelsk.
Sidst opdateret af Merete Holst Vognsen 06.02.2012