Modul 3: Specialiseringsvalgfag, 10 ECTS
Virksomhedskommunikation og strategisk udvikling
Med afsæt i nyere teorier om kommunikation i organisationer giver denne specialisering dig viden om, hvorledes virksomhedens strategiske udvikling hænger sammen med interne og eksterne kommunikationsprocesser. Du vil blandt andet arbejde med at analysere og agere i organisatoriske processer med stor dynamik og kompleksitet, ligesom din evne til at påvirke og koordinere såvel formel som uformel kommunikation i og omkring organisationer styrkes.
Strategisk ledelse og virksomhedsudvikling
Specialiseringen inddrager den nyeste forskningsbaserede viden om strategisk ledelse i en kompleks og turbulent verden. Der fokuseres på: hvorledes organisationers handlings- og beslutningsgrundlag etableres/udvikles, gennemførelse af strategianalyser, strategiske beslutninger, strategisk implementering, udvikling af ’strategiske værksteder’, mm. Undervisningen styrker din evne til at arbejde med legitim værdi- og profitskabelse i et samfund med mange kritiske forbrugere og stor offentlig regulering.
HR-ledelse og udvikling
Denne specialisering tilbyder et teoretisk indblik i og en kritisk refleksion over de væsentlige dele af fagområdet HR set fra personalelederens og / eller organisationskonsulentens synsvinkel. Specialiseringen dækker relevante emner inden for arbejdspsykologi, kompetenceudvikling samt lederudvikling og belyser en række af de udfordringer, der knytter sig til arbejdslivets forandringer.
Organisationsforandringer og innovation
Denne specialisering tager udgangspunkt i virksomhedernes evne til at skabe innovation og organisationsforandring – til at udvikle kreative, innovative organisationer. Du vil arbejde med problemstillinger som f.eks. hvordan organisationer kan kontrollere og koordinere forandringer og udvikle sig. Du får indsigt i, hvorledes man kan gennemføre organisationsforandringer i en turbulent verden og i udvikling af eksplorative tilgange til organisationsforandringer.
Globalisering - de ledelsesmæssige udfordringer
At operere internationalt stiller særlige udfordringer til organisationens ledere og mellemledere, der skal agere i sådanne forskellige kulturer. Denne specialisering giver dig en forståelse for præmisserne for at drive forretning internationalt, herunder indsigt i kultur- og forretningsforståelsen i forskellige verdensdele. Undervisningen styrker din evne til at kunne identificere og håndtere de operative og strategiske implikationer internationalisering har for HR, styring og kontrol samt for ledelse på tværs af landegrænser ved ’distanceledelse’.
Organisation og ledelse i offentlige organisationer
Denne specialisering fokuserer på den offentlige sektor og dens kontekst – på velfærdsstatens udvikling og de organisatoriske og ledelsesmæssige udfordringer denne udvikling stiller. Med fokus på de senere års mange reformer inden for den offentlige sektor giver denne specialisering dig viden om de nye betingelser for styring og organisering. Med krav om øget kvalitet og kreativitet fokuseres der på de strategiske og ledelsesmæssige udfordringer offentlige ledere og deres medarbejdere må håndtere.
Sidst opdateret af Joan Knudsen 06.09.2011