Supply Chain Management (dansk version)

På linjen i Supply Chain Management vil du tilegne dig en forståelse for samspillet mellem forsyning, produktionsorganisering, distribution og marketing i virksomheder.
Du vil beskæftige dig med at analysere virksomhedens konkurrencemæssige positionering ved hjælp af SCM-konceptet, og du vil arbejde med, hvordan man etablerer og udvikler partnerskabsaftaler med kunder og leverandører. Desuden er gennemførelse af analyser af logistiksystemers design, organisation og ledelse samt udformning af SCM-strategier en vigtig del af studiet.
NB: Fra september 2009 udbydes linjen på engelsk og i revideret form.

Studerende i computerum på CBS

Et operationelt og strategisk perspektiv

Linjen har både et operationelt/taktisk og et strategisk perspektiv. På det operationelle/taktiske niveau beskæftiger du dig med planlægning og styring af materiale- og vareflowet og det tilhørende informationsflow gennem hele værdikæden. Hovedformålet med dette er at kunne effektivisere og lave løbende forbedringer af de fysiske og administrative processer i virksomhederne.
På det strategiske niveau beskæftiger du dig med organisering af produktionssystemer, design af logistikkoncepter, etablering af partnerskabsaftaler med kunder, leverandører og tredjepartsoperatører samt forandringsledelse og kompetenceudvikling.
Ledelse af forsyningskæder giver de studerende en introduktion til centrale begreber og problemstillinger indenfor Supply Chain Management. Mere konkret sigter faget mod at udvikle de studerendes evne til, på baggrund af kerneteorier og konceptuelle modeller fra teorien, at analysere og anvise løsninger til praksisnære Supply Chain Management udfordringer.
Supply Chain Operations introducerer en strategisk referenceramme til analyse af operationelle problemstillinger i en SCM sammenhæng. En sådan referenceramme bidrager til præcisering og identificering af ledelsesfunktioner til forbedring af supply chain performance. Problemstillingerne vedrører planlægning og styring af virksomhedens materiale- og informationsstrømme i et SCM-perspektiv.
Marketing og Logistik giver de studerende en forståelse for samspillet mellem supply chain management og marketing, og de muligheder dette indebærer for virksomhedens konkurrencemæssige positionering ud fra et marketing channel perspektiv (downstream del af forsyningskæde). Fagets rolle er at belyse, hvorledes samspillet mellem de forskellige funktioner i organisationen fungerer i den proces- og kundeorienterede virksomhed.
Produktionsfilosofier udvikler de studerendes indsigt i samt forståelse for de forskellige produktionsformer (business models), der ligger til grund for supply chain management. De studerende skal endvidere kunne sætte produktionsorganisering og ledelse i et produktionsfilosofisk perspektiv. Dette indebærer, at produktionsorganisering til hver en tid ses i lyset af de omgivende samfunds muligheder og begrænsninger. De studerende skal ved hjælp af en dyb teoretisk indsigt og forståelse blive i stand til at analysere og diskutere organiseringen af alle former for produktion i praksis.
Supply chain management er et bredt og et komplekst begreb, der kan angribes fra en række forskellige teoretiske og tematiske indfaldsvinkler. Faget SCM i et videnskabsperspektiv skal give de studerende en dybdegående forståelse af kompleksiteten i SCM-begrebet samt en forståelse af de forskellige perspektiver og deres implikationer for den praktiske problemløsning. Endvidere skal de studerende kende og kunne anvende SCM-undersøgelsesmetodologi med henblik på at kunne udforme konkrete undersøgelser med en analytisk og kritisk (i akademisk forstand) tilgang.
Projektarbejdet i Projektværksted træner de studerende i at anvende de teorier og metoder, som er gennemgået på 1. og 2. semester, på konkrete problemstillinger inden for SCM-området. Projektværksted skal således bidrage til at øge de studerendes forståelse for forskellige teoriers og metoders stærke og svage sider med henblik på at kunne forholde sig kritisk til deres forudsætninger og begrænsninger i konkrete analysesituationer. Et andet formål med projektarbejdet er, at give de studerende indsigt i at analysere relevante problemstillinger inden for SCM, og dermed få inspiration til emner for kandidatafhandlingen.
Vil du lære mere om de andre linjer? Så skal du tilbage til hjemmesiden for Cand.merc.


Sidst opdateret af Communications & Marketing 08.01.2010