Ledelses- og medarbejderkommunikation
Inden for ledelses- og medarbejderkommunikation formidles der viden om moderne ledelseskommunikation, både for top- og mellemledere, og kommunikation mellem medarbejdere. Du får indsigt i udviklingen af vidensamfundetog de ændringer der er sket strukturelt, kulturelt og ledelsesmæssigt i danske og multinationale virksomheder.
Virksomhedens digitale kommunikation
Da en virksomheds eller organisations digitale kommunikation spiller en stadig større rolle, udgør dette fagområde et nyt og spændende element i kommunikationsprofilen. Digital kommunikation kræver viden om virksomhedskommunikation generelt og digitale kommunikationsformer specifikt. På baggrund af en analyse af en virksomheds kommunikationsbehov kommer du til at planlægge hvordan virksomheden kan gøre brug af digitale medier i sin kommunikation internt som eksternt.
Markedskommunikation
Som bekendt anvendes kommunikation også i forbindelse med marketingstrategier. Skal en virksomhed differentiere sig fra konkurrenterne, kræver det strategiske overvejelser om hvilket marketingmix og hvilken kommunikationsform der i en given situation skal anvendes. Faget inddrager centrale teorier og begreber for den konkrete arbejdsproces samtidig med at der arbejdes med sproglige analyser af markedskommunikationstekster.
Forhandlingskommunikation
Kommunikation foregår ikke kun skriftligt. Der skal forhandles med mange aktører i forskellige situationer, i forskellige kulturer, som fx i forbindelse med jobsamtaler, salgs- og aftaleforhandlinger, mediering eller kollektive aftaler. Inden for dette område kommer du både til at arbejde med teoretiske strategiske overvejelser i forbindelse med disse forhandlingssituationer og med praktiske analyser af en foreliggende situation, så du selv bliver i stand til at kunne føre en forhandling.
Sidst opdateret af Kommunikationsafdelingen 07.01.2009