Europæiske Studier
På profileringen i Europæiske Studier bliver du undervist i disse fag:
Europas 20. århundrede - strømninger og institutioner uddyber hovedlinjerne i den nyere europæiske politiske og økonomiske historie med særligt henblik på de politiske strømninger fra 18. til 20. århundrede, liberalisme, nationalisme, socialisme, etc. På den baggrund foretages mere dybtgående studier af de intellektuelle og kulturelle strømninger, som har formet det moderne Europa.
Europæiske politiske, juridiske og økonomiske værdier - i og uden for Europa sammenligner hovedlinjerne i de europæiske retskulturer med ikke-europæiske retsfamilier som fx den islamiske og de fjernøstlige. Der vil særligt blive lagt særlig vægt på de politiske, samfundsmæssige og identitetsmæssige sammenhænge, som retssystemerne bygger på.
Enhed og mangfoldighed - sprog og kulturer i Europa behandler Europa som en både etnisk og sprogligt sammensat størrelse. Den etniske kompleksitet anskues i lyset af den stigende tilvandring og de voksende integrationsproblemer for de enkelte europæiske samfund og for Europa som helhed. Faget behandler temaer som migrationsprocesser, integrationspolitik og etnocentrisme.
Internationale relationer - Europa i verden behandler efterkrigstidens stigende globalisering. Med tematisk udgangspunkt gennemgås den stadig mere udbredte tendens til at regulere tværnationale kontakt- og konfliktsituationer ved hjælp af supranationale regler. Faget beskæftiger sig desuden med Europas fremtidige placering i den globale integrationsproces.
Sidst opdateret af Kommunikationsafdelingen 07.01.2009