Politik, stat og kommunikation (NYT FAG)
Faget tager udgangspunkt i, at det politiske system er eksploderet udover sine traditionelle parlamentariske institutioner, hvilket har udvandet grænserne mellem politik og administration, sådan at ledelse i den offentlige sektor ikke simpelt foregår inden for en politisk sat kontekst, men selv er blevet politisk og må tage del i forhandlingen af egen kontekst. Faget giver de studerende indsigt i den politiske idehistorie, herunder tilblivelsen af det modernes politiske kategorier. Faget giver de studerende indsigt i og færdigheder til at analysere den politiske kommunikations egenlogik og relation til f.eks. massemedier og offentlighed. Faget giver endelig de studerende indsigt i det politiske systems tiltagende kompleksitet og styringsmæssige udfordringer, som ytrer sig i stadig nye beskrivelser af statens form og enhed. Hermed giver faget indsigt i det strategiske udsyn, de strategiske kapaciteter og potentielle koblinger til andre samfundsdomæner, der ligger i at beskrive statens enhed som fx retsstat, netværksstat, supervisionsstat, sikkerhedsstat eller konkurrencestat mv. Hermed lægges op til et strategisk blik for statsformens kontingens i definitionen af konkrete ledelsesrum.
Sidst opdateret af kommunikationsafdelingen 19.01.2010