HA.E96 - Virksomhedshandel, herunder generationsskifte *CLOSED FOR FURTHER ENROLMENT*
Undervisere
Lektor Ulrik Gorm Møller og Ekstern lektor Sigge Enk
Fagansvarlig
Ulrik Gorm Møller, lektor
Forudsætninger/fagets progression
Faget kræver ingen særlige forudsætninger udover lyst til at arbejde med de kundskaber, der er erhvervet på studiets 5 forudgående semestre og anvende disse kundskaber i praktiske forhold. Det anbefales, at den studerende selv har kontakt til en virksomhed, hvor bachelorprojektet kan gennemføres. Det er ikke en forudsætning, at den pågældende virksomhed står over for en virksomhedshandel.
Fagets indhold, forløb og pædagogik
I de kommende år skal et stort antal virksomheder generationsskiftes.Hvad enten generationsskiftet bliver til nært beslægtede eller til 3. mand, kræves der kendskab til købs- og salgsprocessen. Fagets sigte er at give de studerende kompetence til at deltage aktivt i dialogen vedr. handel med små og mellemstore virksomheder (SMV) og på egen hånd kunne belyse de mange problemstillinger. Faget giver således overblik over de relevante problemstillinger i forbindelse med en virksomhedshandel uanset om der sælges til en fremmed eller til et familiemedlem.
Undervisningen er meget tværfaglig, idet der indgår regnskabsmæssige, finansielle, afsætningsmæssige, organisatoriske, juridiske og skattemæssige problemstillinger.´Der fokuseres på salgsprocessens elementer begyndende fra ”hvorfor sælge” – til afsluttende med gennemgang af overdragelsesdokumenter.
Faget er ligeledes meget praksisrelateret, idet undervisningen i udpræget grad anvender praktiske cases.
Central i købs- og salgsprocessen er vurderingen af følgende forhold:
- Hvilke er virksomhedens stærke og svage sider, muligheder og trusler?
- Hvornår er virksomheden salgsklar?
- Hvordan gennemføres salgsmodningsprocessen?
- Hvad er virksomhedens værdi?
- Hvornår skal virksomheden sælges?
- Hvordan er de skattemæssige forhold for køber og sælger?
- Hvad skal sælges: aktiver eller selskab?
- Hvem er den rigtige køber?
- Hvordan kan handlen finansieres?
I faget indgår dermed gennemgang af forskellige beregningsmetoder til fastsættelse af virksomhedens værdi. Endvidere omtales div. dokumenter så som fortrolighedserklæring, hensigtserklæring, due diligence samt overdragelsesaftalen og evt. ansættelseskontrakter.
I tæt samspil med ovenstående problemstillinger inddrages de skattemæssige forhold. Det er vigtigt at have viden om de skattemæssige konsekvenser af en virksomhedshandel, hvad enten konsekvenserne ses fra købers eller sælgers synspunkt. Hvis denne viden ikke besiddes, vil man risikere at gå glip af overdragelsesmuligheder, som er særligt gunstige set fra et skattemæssigt synspunkt.
Købers synsvinkel behandles også løbende i undervisningen.
Forelæsningsrækken er meget dialogbaseret og krydret med praktiske eksempler i form af større eller mindre cases. Herved indgår drøftelser med praktikere om teoriens anvendelse/tillempning som en væsentlig del af faget.
Fagets udvikling af personlige kompetencer
Faget giver den studerende forudsætningerne for at kunne forstå og deltage i forhandlingerne om en virksomhedsoverdragelse.
Læringsmål
Faget har til formål at give den studerende kompetencer til at identificere, analysere og behandle såvel grundlæggende som specielle problemstillinger i forbindelse med virksomhedshandler herunder generationsskifte. Den studerende skal opnå kompetence til at deltage aktivt i dialogen vedr. handel med små og mellemstore virksomheder (SMV) og på egen hånd kunne belyse de mange problemstillinger i forbindelse med virksomhedshandler.
Ved fagets udprøvning skal den studerende for at opnå topkarakter kunne:
- Demonstrere solid viden om virksomhedshandler, herunder generationsskifter og anvende denne viden til at løse konkrete problemer inden for følgende problemområder:
- Hvilke er virksomhedens stærke og svage sider, muligheder og trusler?
- Hvornår er virksomheden salgsklar?
- Hvordan gennemføres salgsmodningsprocessen?
- Hvad er virksomhedens værdi?
- Hvornår skal virksomheden sælges?
- Hvordan er de skattemæssige forhold for køber og sælger?
- Hvad skal sælges: aktiver eller selskab?
- Hvem er den rigtige køber?
- Hvordan kan handlen finansieres?
Eksamensform, hjælpemidler og bedømmelse
Mundtlig eksamen uden forberedelse og uden hjælpemidler. Bedømmelse efter 7-trins skalaen og med ekstern censor.
HA-studerende har mulighed for at skrive bachelorprojekt i tilknytning til dette fag: JA
Vejledende litteratur
Der udarbejdes en materialesamling til faget med kopi fra bøger og artikler. Dette er nødvendigt, da der ikke findes en bog der dækker alle de områder, som faget indeholder.
Sidst opdateret af Valgfagssekretariatet 31.01.2010