Vedtægt for CBS
Download vedtægterne som pdf her:
I medfør af § 10, stk. 6 og 11, § 12, stk. 5, § 14, stk. 11, § 15, stk. 7, § 16, stk. 11, § 16b, stk. 9, § 18, stk. 7-9 og § 38, stk. 8, i lov om universiteter (universitetsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 754 af 17. juni 2010, fastsættes:
Kapitel 1
Almindelige bestemmelser
§ 1. Handelshøjskolen i København (herefter: Handelshøjskolen) er en selvejende institution inden for den offentlige forvaltning under tilsyn af ministeren for videnskab, teknologi og udvikling.
Stk. 2. Handelshøjskolen har til opgave at drive forskning og give forskningsbaseret uddannelse indtil højeste internationale niveau inden for erhvervsøkonomiske, erhvervssproglige og dermed beslægtede områder. Handelshøjskolen skal sikre et ligeværdigt samspil mellem forskning og uddannelse og foretage en løbende strategisk udvælgelse, prioritering og udvikling af sine forsknings- og uddannelsesmæssige fagområder. Handelshøjskolen har forskningsfrihed og skal værne om denne og om videnskabsetik.
Stk. 3. Handelshøjskolen skal udbrede kendskab til videnskabens metoder og resultater og skal samarbejde med det omgivende samfund og bidrage til udvikling af det internationale samarbejde. Handelshøjskolens forsknings- og uddannelsesresultater skal bidrage til at fremme vækst, velfærd og udvikling i samfundet, og handelshøjskolen skal udveksle viden og kompetencer med det omgivende samfund og tilskynde medarbejderne til at deltage i den offentlige debat. Handelshøjskolen skal herunder medvirke til at sikre, at den nyeste viden inden for relevante fagområder gøres tilgængelig for videregående uddannelse uden forskning.
Stk. 4. Handelshøjskolen er ikke opdelt i hovedområder.
Stk. 5. Handelshøjskolen har hjemsted og værneting på Frederiksberg.
Kapitel 2
Styrelsesbestemmelser
Bestyrelsen
§ 2. Bestyrelsen er øverste myndighed for handelshøjskolen. Bestyrelsen varetager handelshøjskolens interesser som uddannelses- og forsknings-institution og fastlægger retningslinjer for dens organisation, langsigtede virksomhed og udvikling. Bestyrelsen er overfor ministeren ansvarlig for handelshøjskolens virke, herunder forvaltningen af handelshøjskolens samlede ressourcer.
Stk. 2. Bestyrelsen har i øvrigt følgende opgaver og beføjelser:
1) Bestyrelsen godkender efter indstilling fra rektor handelshøjskolens budget, herunder fordelingen af de samlede ressourcer og principperne for ressourcernes anvendelse, og underskriver regnskabet
2) Bestyrelsen udarbejder handelshøjskolens vedtægt og ændringer heri, som godkendes af ministeren
3) Bestyrelsen indgår udviklingskontrakt med ministeren om handelshøjskolens samlede virksomhed
4) Bestyrelsen ansætter og afskediger rektor for handelshøjskolen, jf. herved stk. 4, og ansætter og afskediger efter indstilling fra rektor universitetsdirektøren, jf. herved stk. 5. Bestyrelsen har ikke kompetence i enkeltsager vedrørende handelshøjskolens øvrige ansatte eller vedrørende studerende
5) Bestyrelsen godkender oprettelse og nedlæggelse af institutter og institutlignende centre, der sker som led i strategiske overvejelser, og beslutter hvilke uddannelser, der skal udbydes
6) Bestyrelsen fastsætter nærmere retningslinjer for dokumentationssystemer i forbindelse med evalueringer og opfølgning
7) Bestyrelsen kan for masteruddannelser, der udbydes i samarbejde med andre universiteter eller med uddannelsesinstitutioner, beslutte, at repræsentanterne for det videnskabelige personale i studienævnet kan omfatte henholdsvis videnskabeligt personale eller undervisere ansat på disse institutioner jf. herved § 19.
Stk. 3. Bestyrelsesformanden disponerer sammen med et andet medlem af bestyrelsen over handelshøjskolens faste ejendom.
Stk. 4. Forud for ansættelse af rektor udarbejder bestyrelsen en stillingsbeskrivelse omfattende bl.a. ansættelsesvilkår og kvalifikationskrav, herunder at rektor skal opfylde kravene i universitetslovens § 14, stk. 2. Bestyrelsen kan bringe rektors ansættelsesforhold til ophør i overensstemmelse med almindelige ansættelses- og kontraktretlige regler. Der henvises i øvrigt til vedtægtens bilag vedr. ansættelses- og afskedigelsesprocedurer.
Stk. 5. Forud for ansættelse af universitetsdirektør udarbejder bestyrelsen efter indstilling fra rektor en stillingsbeskrivelse omfattende bl.a. ansættelsesvilkår og kvalifikationskrav. Bestyrelsen kan efter indstilling fra rektor bringe universitetsdirektørens ansættelsesforhold til ophør i overensstemmelse med almindelige ansættelses- og kontraktretlige regler. Der henvises i øvrigt til vedtægtens bilag vedr. ansættelses- og afskedigelsesprocedurer.
§ 3. Bestyrelsesmøderne er offentlige. Sager kan dog behandles for lukkede døre, hvis det på grund af sagens beskaffenhed eller omstændighederne i øvrigt findes nødvendigt. Alle personsager, sager, hvori indgår oplysninger om kontraktforhandlinger med private eller tilsvarende forhandlinger med offentlige samarbejdspartnere, og sager, der er omfattet af lovgivningens bestemmelser om tavshedspligt i forvaltningen, skal behandles for lukkede døre.
Stk. 2. Bestyrelsens mødemateriale, herunder dagsordener og referater, skal gøres offentligt tilgængelige. Sager, dokumenter eller oplysninger, der er omfattet af lovgivningens bestemmelser om tavshedspligt i forvaltningen, må dog ikke offentliggøres. Sager, der behandles for lukkede døre, jf. stk. 1, kan undtages for offentlighed, hvis det på grund af sagens beskaffenhed eller omstændighederne i øvrigt findes nødvendigt.
Stk. 3. Bestyrelsen fastsætter en forretningsorden. I forretningsordenen kan bestyrelsen fastsætte en procedure for tilrettelæggelsen af bestyrelsens møder.
§ 4. Bestyrelsen kan beslutte at anlægge retssag mod bestyrelses-medlemmer, rektor, eventuelle revisorer eller andre i anledning af tab, som er påført handelshøjskolen.
Stk. 2. Bestyrelsen er bemyndiget til at tegne sædvanlig bestyrelses-ansvarsforsikring.
Stk. 3. Beslutning om nedlæggelse af handelshøjskolen træffes af bestyrelsen. Beslutning herom kræver, at mindst 2/3 af bestyrelsens medlemmer stemmer herfor. Nærmere bestemmelser herom fastsættes i forretningsordenen. Beslutningen skal godkendes af ministeren.
§ 5. Bestyrelsen består af 11 medlemmer, hvoraf 6 er udefrakommende medlemmer, 2 medlemmer vælges af det videnskabelige personale, herunder ansatte ph.d.-studerende, 1 medlem vælges af det teknisk-administrative personale og 2 medlemmer vælges af de studerende. Bestyrelsen vælger ved almindeligt stemmeflertal en formand og en næstformand blandt de udefra kommende medlemmer.
Stk. 2. De udefrakommende medlemmer udpeges i deres personlige egenskab for en periode på 4 år. De udefrakommende medlemmer skal sammen med den øvrige bestyrelse bidrage til at fremme universitetets strategiske virke med deres erfaring og indsigt i uddannelse, forskning, videnformidling og videnudveksling. De udefrakommende medlemmer skal desuden have erfaring med ledelse, organisation og økonomi, herunder vurdering af budgetter og regnskaber. De udefrakommende medlemmer udpeges af den siddende bestyrelse efter forudgående drøftelse med Foreningen til Unge Handelsmænds Uddannelse. Genudpegning kan finde sted én gang.
Stk. 3. Bestyrelsesmedlemmerne fra det videnskabelige personale, herunder ansatte ph.d.-studerende, vælges af og blandt det videnskabelige personale for en periode på 4 år. Bestyrelsesmedlemmet fra det teknisk-administrative personale vælges af og blandt det teknisk-administrative personale for en periode på 4 år. Bestyrelsesmedlemmerne fra de studerende vælges af og blandt de studerende for en periode på 2 år, således at én studerende vælges for en periode på 2 år i lige år, og én studerende vælges for en periode på 2 år i ulige år. Valgene afholdes efter reglerne i kapitel 3. Genvalg kan finde sted. Får et medlem varigt forfald, indtræder en suppleant efter reglerne i § 27, stk. 1 og 2.
Stk. 4. Såfremt et af de udefrakommende medlemmer af bestyrelsen fratræder på grund af sygdom eller tilsvarende personlige årsager inden funktionsperiodens udløb, udpeger bestyrelsen efter forudgående drøftelse med Foreningen til Unge Handelsmænds Uddannelse et nyt udefrakommende medlem for en 4-årig periode.
Rektor
§ 6. Handelshøjskolens daglige ledelse varetages af rektor inden for de rammer, som bestyrelsen har fastsat.
Stk. 2. Rektor tegner handelshøjskolen med undtagelse af disposition over handelshøjskolens faste ejendom, jf. § 2, stk. 3, og træffer afgørelse i alle sager, bortset fra sådanne, som efter vedtægten er henlagt til bestyrelsen, jf. § 2, stk. 1 og 2, § 3, stk. 3, § 4 og § 5, stk. 2 og 4, til akademisk råd, jf. § 9, stk. 2-4, til studienævnene, jf. § 16, stk. 1-4, eller til ph.d.-udvalgene, jf. § 22, stk. 2-4.
Stk. 3. Rektor har i øvrigt følgende opgaver og beføjelser:
1) Rektor indstiller ansættelse og afskedigelse af universitetsdirektør til bestyrelsen
2) Rektor ansætter og afskediger dekaner, jf. herved stk. 6, samt biblioteksdirektøren
3) Rektor indstiller budgettet til bestyrelsen og underskriver regnskabet
4) Rektor udarbejder forslag til udviklingskontrakt efter åben drøftelse på handelshøjskolen, herunder i akademisk råd
5) Rektor opretter og nedlægger institutter og centre, jf. dog § 2, stk. 2, nr. 5)
6) Rektor skal godkende alle eksterne samarbejder, der forpligter handelshøjskolen
7) Rektor fastsætter regler om disciplinære foranstaltninger over for de studerende
8) Rektor kan i særlige tilfælde opløse akademisk råd, jf. § 9, stk. 1, og kan endvidere i særlige tilfælde overtage akademisk råds opgaver, jf. § 9, stk. 2
9) Rektor fastsætter standardforretningsorden for akademisk råd, studienævn og ph.d.-udvalg. Standardforretningsordenen skal sikre, at der i størst muligt omfang er åbenhed om rådets, nævnenes og udvalgenes arbejde.
Stk. 4. Rektor har endvidere følgende opgaver og beføjelser, med mindre rektor beslutter at delegere disse til dekanerne eller til den rektor bemyndiger hertil:
1) Rektor ansætter og afskediger institutledere, jf. herved stk. 7, samt udpeger og afsætter centerledere
2) Rektor opretter og nedlægger studienævn og godkender formænd og næstformænd for studienævn
3) Rektor udpeger og afsætter studieledere efter indstilling fra studienævnene
4) Rektor opretter og nedlægger det nødvendige antal ph.d.-skoler, jf. § 20
5) Rektor udpeger og afsætter ph.d.-skoleledere, jf. § 21, stk. 1
6) Rektor opretter og nedlægger ph.d.-udvalg og udpeger formænd og eventuelle næstformænd for ph.d.-udvalg, jf. § 22, stk. 1-2
7) Rektor godkender studieordninger efter forslag fra studienævnet
8) Rektor kan i særlige tilfælde opløse et studienævn og kan endvidere i særlige tilfælde overtage et studienævns opgaver, hvorved § 16, stk. 1 og 3 fraviges.
9) Rektor kan i særlige tilfælde opløse et ph.d.-udvalg og kan endvidere i særlige tilfælde overtage et ph.d.-udvalgs opgaver, hvorved § 22, stk. 2 og 3 fraviges.
Stk. 5. Universitetsdirektør, biblioteksdirektør, dekaner, institutledere, studieledere og ph.d.-skoleledere varetager deres opgaver efter bemyndigelse fra rektor.
Stk. 6. Forud for hver ansættelse af dekaner udarbejder rektor en stillingsbeskrivelse omfattende bl.a. ansættelsesvilkår og kvalifikationskrav, herunder at dekanen skal opfylde kravene i universitetslovens § 16, stk. 2. Rektor kan bringe dekanens ansættelsesforhold til ophør i overensstemmelse med almindelige ansættelses- og kontraktretlige regler. Der henvises i øvrigt til vedtægtens bilag vedr. ansættelses- og afskedigelsesprocedurer.
Stk. 7. Forud for hver ansættelse af institutledere udarbejder rektor en stillingsbeskrivelse omfattende bl.a. ansættelsesvilkår og kvalifikationskrav, herunder at institutlederen skal opfylde kravene i universitetslovens § 17, stk. 3. Rektor kan bringe institutlederens ansættelsesforhold til ophør i overensstemmelse med almindelige ansættelses- og kontraktretlige regler. Der henvises i øvrigt til vedtægtens bilag vedr. ansættelses- og afskedigelsesprocedurer.
Administration og universitetsdirektør
§ 7. Til rådighed for rektor, den øvrige ledelse og handelshøjskolens enheder står en administration. Administrationen varetager de fælles tekniske og administrative opgaver på handelshøjskolen, der ikke er henlagt til biblioteket, institutterne eller andre enheder.
Stk. 2. Administrationen ledes af universitetsdirektøren efter bemyndigelse fra rektor, jf. § 6, stk. 5.
Bibliotek og biblioteksdirektør
§ 8. Handelshøjskolens bibliotek har som sin primære funktion at yde biblioteks- og informationsservice til handelshøjskolens forskere, undervisere og studerende. Derudover betjener biblioteket offentligheden efter regler fastlagt i biblioteksloven eller i regler fastlagt i medfør heraf.
Stk. 2. Handelshøjskolens bibliotek ledes af biblioteksdirektøren efter bemyndigelse fra rektor, jf. § 6, stk. 5.
Akademisk råd
§ 9. Handelshøjskolen nedsætter et akademisk råd.
Stk. 2. Akademisk råd har følgende opgaver og beføjelser:
1) Akademisk råd udtaler sig til rektor om den interne fordeling af bevillinger
2) Akademisk råd udtaler sig til rektor om forslag til udviklingskontrakt
3) Akademisk råd udtaler sig til rektor om centrale strategiske forsknings- og uddannelsesområder og planer for videnudveksling
4) Akademisk råd indstiller til rektor om sammensætning af sagkyndige udvalg, der skal bedømme ansøgere til videnskabelige stillinger
5) Akademisk råd tildeler ph.d.- og doktorgrader.
Stk. 3. Akademisk råd kan i øvrigt udtale sig om alle akademiske forhold af væsentlig betydning for handelshøjskolens virksomhed og har pligt til at drøfte de akademiske forhold, som rektor forelægger.
Stk. 4. Akademisk råd fastsætter selv sin forretningsorden inden for rammerne af den standardforretningsorden, som fastsættes af rektor, jf. § 6, stk. 3, nr. 9).
§ 10. Akademisk råd består af 13 medlemmer, hvoraf rektor er født formand, 9 medlemmer er valgt af og blandt det videnskabelige personale herunder ansatte ph.d.-studerende og 3 er medlemmer valgt af og blandt de studerende.
Stk. 2. Repræsentanterne for det videnskabelige personale, herunder ansatte ph.d.-studerende, vælges af og blandt det videnskabelige personale for en periode på 4 år. Repræsentanterne for de studerende vælges af og blandt de studerende for en periode på 1 år. Valgene afholdes efter reglerne i kapitel 3. Genvalg kan finde sted. Får et medlem varigt forfald, indtræder en suppleant efter reglerne i § 27, stk. 1 og 2.
Dekaner
§ 11. Handelshøjskolens forskningsvirksomhed, herunder forsknings-formidling, ledes af en dekan for forskningsanliggender. Handelshøjskolens uddannelsesvirksomhed ledes af en dekan for uddannelsesanliggender.
Stk. 2. Dekanerne varetager deres opgaver efter bemyndigelse fra rektor, jf. § 6, stk. 5.
Institutter og institutledere
§ 12. Handelshøjskolens forskning foregår normalt ved institutter. Forskning kan tillige foregå ved centre. Institutter og eventuelt centre leverer undervisning til handelshøjskolens uddannelser inden for deres fagkreds.
Stk. 2. Institutter og centre oprettes og nedlægges af rektor inden for de retningslinjer, som bestyrelsen har fastlagt for handelshøjskolens organisation, langsigtede virksomhed og udvikling, jf. § 2, stk. 1. Oprettelse og nedlæggelse af centre sker efter drøftelse med de relevante institutledere. Oprettelse og nedlæggelse af institutter og centre, der sker som led i strategiske overvejelser, skal godkendes af bestyrelsen, jf. § 2, stk. 2, nr. 5).
§ 13. Hvert institut ledes af en institutleder, der ansættes af rektor, jf. § 6, stk. 4, nr. 1). Institutlederen varetager instituttets daglige ledelse, herunder planlægning og fordeling af arbejdsopgaver, i dialog med instituttets medarbejdere og de studerende. Institutlederen sikrer kvalitet og sammenhæng i instituttets forskning og undervisning og skal med inddragelse af studienævn og studieledere følge op på evaluering af uddannelse og undervisning.
Stk. 2. Institutlederen kan pålægge medarbejdere ved instituttet at løse bestemte opgaver. I den tid, hvor de videnskabelige medarbejdere ikke er pålagt sådanne opgaver, forsker de frit inden for handelshøjskolens forskningsstrategiske rammer.
Stk. 3. Institutlederen skal godkende medarbejderes aftaler om varetagelse af eksternt finansierede forskningsprojekter, jf. tillige § 6, stk. 3, nr. 6).
Stk. 4. Institutlederen kan udpege viceinstitutledere og forskningsledere og uddelegere ledelsesopgaver til disse. Udpeges mere end én viceinstitut-leder, udpeges en af disse som den, der træder i institutlederens sted ved dennes forfald. Den stedfortrædende viceinstitutleder kan maksimalt beklæde posten som institutleder i 3 måneder uden at være konstitueret af rektor.
§ 14. Hvert center ledes af en centerleder, der varetager centrets daglige ledelse, herunder planlægning og fordeling af arbejdsopgaver, i dialog med centrets medarbejdere og eventuelle studerende. Nærmere bestemmelser om centrets opgaver, bemanding og evt. indplacering under et institut samt om centerlederens beføjelser fastsættes af rektor i forbindelse med centrets etablering.
Studienævn, studienævnsformænd og studieledere
§ 15. Der nedsættes studienævn for handelshøjskolens uddannelser. Der kan nedsættes studienævn for en enkelt uddannelse, for dele af en uddannelse og studienævn fælles for flere uddannelser.
Stk. 2. Studienævnsstrukturen fastlægges af rektor inden for de retningslinjer, som bestyrelsen har fastlagt for handelshøjskolens organisation, langsigtede virksomhed og udvikling, jf. § 2, stk. 1.
§ 16. Studienævnet har til opgave at sikre tilrettelæggelse, gennemførelse og udvikling af uddannelse og undervisning, herunder
1) at kvalitetssikre og kvalitetsudvikle uddannelse og undervisning og påse opfølgning af uddannelses- og undervisningsevalueringer
2) at udarbejde forslag til studieordning og ændringer heri
3) at godkende plan for tilrettelæggelse af undervisning og af prøver og anden bedømmelse, der indgår i eksamen
4) at behandle ansøgninger om merit, herunder forhåndsmerit, og om dispensationer
5) at udtale sig inden for sit område i alle sager af betydning for uddannelse og undervisning og drøfte forhold om uddannelse og undervisning, som rektor eller den, rektor bemyndiger hertil, forelægger.
Stk. 2. Studienævnet vælger af sin midte blandt det videnskabelige personale en formand og blandt de studerende en næstformand. Formand og næstformand godkendes af rektor, jf. § 6, stk. 4, nr. 2).
Stk. 3. Studienævnet indstiller en studieleder til rektor, jf. § 6, stk. 4, nr. 3). Studielederen skal være en fastansat, videnskabelig medarbejder.
Stk. 4. Studienævnet fastsætter selv sin forretningsorden inden for rammerne af den standardforretningsorden, som fastsættes af rektor, jf. § 6, stk. 3, nr. 9).
§ 17. Rektor nedsætter studienævn og fastsætter antallet af medlemmer i de enkelte studienævn, dog mindst 4 og højst 10 medlemmer. Hvert studienævn består af et lige stort antal repræsentanter for det videnskabelige personale og for de studerende.
Stk. 2. Repræsentanterne for det videnskabelige personale vælges af og blandt det videnskabelige personale for en periode på 4 år. Repræsentanterne for de studerende vælges af og blandt de studerende for en periode på 1 år. Valgene afholdes efter reglerne i kapitel 3. Genvalg kan finde sted. Får et medlem varigt forfald, indtræder en suppleant efter reglerne i § 27, stk. 1 og 2.
§ 18. Studielederen har til opgave i samarbejde med studienævnet at forestå den praktiske tilrettelæggelse af undervisning og af prøver og anden bedømmelse, der indgår i eksamen. Studielederen godkender opgaveformulering og afleveringstidspunkt for kandidatspecialet samt i tilknytning hertil en plan for vejledningen af den studerende.
§ 19. I masterstudienævn for masteruddannelser, der udbydes i samarbejde med andre universiteter eller med uddannelsesinstitutioner, kan repræsentanterne for det videnskabelige personale også bestå af henholdsvis videnskabeligt personale eller af undervisere fra disse institutioner.
Ph.d.-skoler, ph.d.-skoleleder og ph.d.-udvalg
§ 20. Rektor opretter og nedlægger det nødvendige antal ph.d.-skoler.
Stk. 2. Rektor kan beslutte at oprette ph.d.-skoler i samarbejde med andre universiteter med forankring på ét universitet.
Stk. 3. Såfremt rektor beslutter at oprette ph.d.-skoler i samarbejde med andre universiteter, jf. universitetslovens § 16b, stk. 9, skal der mellem rektor, og de ligeledes kompetente på samarbejdsuniversiteter, træffes aftale om de nærmere regler for udpegning af ph.d.-skoleleder og sammensætning af ph.d.-udvalg, jf. §§ 21 og 22.
§ 21. Rektor udpeger og afsætter en ph.d.-skoleleder for hver ph.d.-skole. Ph.d.-skolelederen skal være anerkendt forsker og have erfaring med og indsigt i ph.d.-uddannelse. Rektor indhenter fornøden rådgivning, således at udpegningsproceduren sikrer, at ph.d.-skolelederen har faglig og ledelsesmæssig legitimitet.
Stk. 2. Ph.d.-skolelederen udpeger ph.d.-vejledere efter regler fastsat i studieordningen. Ph.d.-skolelederen godkender ph.d.-studerende efter indstilling fra repræsentanter for det videnskabelige personale i ph.d.-udvalget.
Stk. 3. Ph.d.-skolelederen forestår med inddragelse af ph.d.-udvalget planlægning af skolens uddannelse, herunder internationale ophold.
Stk. 4. Ph.d.-skolelederen forestår med inddragelse af ph.d.-udvalget løbende evalueringer af skolens aktiviteter. Ph.d.-skolelederen indstiller til rektor om opfølgning på disse evalueringer. Evalueringer og opfølgningsplaner skal offentliggøres.
§ 22. Rektor nedsætter ph.d.-udvalg og fastsætter antallet af medlemmer i de enkelte ph.d.-udvalg, dog mindst 4 og højst 12 medlemmer. Hvert ph.d.-udvalg består af et lige stort antal repræsentanter for det videnskabelige personale og de ph.d.-studerende.
Stk. 2. Rektor udpeger formænd og eventuelle næstformænd for ph.d.-udvalg efter indstilling fra det pågældende udvalg.
Stk. 3. Ph.d.-udvalget har bl.a. følgende opgaver:
1) At indstille formand blandt ph.d.-udvalgets videnskabelige personale og eventuel næstformand blandt ph.d.-udvalgets studerende til rektor
2) At indstille om sammensætningen af bedømmelsesudvalg til rektor
3) At godkende ph.d.-kurser
4) At udarbejde forslag om interne retningslinjer for ph.d.-skolen, herunder ph.d.-vejledning, til ph.d.-skolelederen
5) At udtale sig om evaluering af ph.d.-uddannelse og -vejledning til ph.d.-skolelederen
6) At godkende ansøgninger om merit og dispensation
7) At udtale sig inden for sit område om alle sager af betydning for ph.d.-uddannelse og -vejledning, som rektor eller den, rektor bemyndiger hertil, forelægger.
Stk. 4. Ph.d.-udvalget fastsætter selv sin forretningsorden inden for rammerne af en standardforretningsorden, som fastsættes af rektor, jf. § 6, stk. 3, nr. 9).
Stk. 5. Repræsentanterne for det videnskabelige personale vælges af og blandt det videnskabelige personale for en periode på 4 år. Repræsentanterne for de ph.d.-studerende vælges af og blandt de ph.d.-studerende for en periode på 1 år. Valg til ph.d.-udvalg afholdes sammen med valg til handelshøjskolens øvrige kollegiale organer efter reglerne i kapitel 3. Genvalg kan finde sted. Får et medlem varigt forfald, indtræder en suppleant efter reglerne i § 27, stk. 1 og 2.
Kapitel 3
Valgbestemmelser
Valgstyrelse
§ 23. Til at forestå valg til bestyrelsen, jf. § 5, stk. 1 og 3, til akademisk råd, jf. § 10, stk. 1 og 2, til studienævnene, jf. § 17, stk. 1 og 2, og til ph.d.-udvalg, § 22, stk. 1 og 5, nedsætter rektor en valgstyrelse bestående af repræsentanter for de i § 26 nævnte valggrupper. Rektor udpeger formanden for valgstyrelsen.
Stk. 2. Valgstyrelsen forestår på rektors vegne valgets tilrettelæggelse og afholdelse og påser, at reglerne for valget, jf. § 24, overholdes. Valgstyrelsen drager omsorg for, at der sker information om valget, herunder offentliggørelse af valgcirkulæret, jf. § 24.
Valgregler
§ 24. Rektor fastsætter i et valgcirkulære nærmere regler om valgrettens udøvelse, valgets afholdelse og opgørelse. Valgcirkulæret fastsættes efter indstilling fra valgstyrelsen.
§ 25. Valgene afholdes som forholdstalsvalg mellem lister. Der kan indgås listeforbund og valgforbund.
§ 26. De valgberettigede opdeles i tre valggrupper:
Valggruppe I Består af professorer, lektorer (med eller uden forskningspligt), adjunkter, ph.d-studerende, der er fuldtidsansatte ved handelshøjskolen, samt andre, der er ansat ved handelshøjskolen efter en videnskabelig bedømmelse og er ansat med et gennemsnitligt timetal på mindst 20 timer pr. uge.
Valggruppe II Består af teknisk og administrativt personale, ansat med en ugentlig arbejdstid på mindst 15 timer.
Valggruppe III Består af studerende. Det kan i valgreglerne fastsættes, at studerende, der kun er kortvarigt indskrevet ved handelshøjskolen, eller som er indskrevet for væsentligt mindre end halvdelen af et fuldtids studieforløb, ikke har stemmeret.
Stk. 2. Stemmeret og valgbarhed kan kun gøres gældende inden for én valggruppe. I valgcirkulæret fastsættes regler om option i tilfælde af, at nogen har tilknytning til mere end én valggruppe, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Ved valg til ph.d.-udvalg betragtes ph.d.-studerende som tilhørende valggruppe III.
§ 27. Såfremt et valgt medlem af bestyrelsen eller de kollegiale organer mister sin valgbarhed eller med lovlig grund nedlægger sit hverv, indtræder i dennes sted den suppleant, der har nærmest krav herpå efter opgørelsen af sidste ordinære eller ekstraordinære valg. Funktionsperioden for det indsupplerede medlem løber til førstkommende ordinære valgtermin.
Stk. 2. Suppleringsvalg udskrives, når et medlem mister sin valgbarhed eller med lovlig grund nedlægger sit hverv, og der ikke er valgt en suppleant for den pågældende.
Stk. 3. Såfremt der i løbet af valgperioden oprettes nye organer, udskrives ekstraordinære valg til disse organer. Funktionsperioden for de valgte medlemmer løber da frem til førstkommende ordinære valgtermin.
Kapitel 4
Økonomiske bestemmelser
§ 28. Handelshøjskolen er omfattet af lov om statens regnskabsvæsen m.v.
Stk. 2. Regnskabet opstilles efter regler, der fastsættes af ministeren.
Stk. 3. Handelshøjskolens regnskabsår er finansåret. Ved regnskabsårets afslutning udarbejdes et årsregnskab, der omfatter resultatopgørelse, balance og anlægsoversigt. Regnskabet underskrives af bestyrelsen, rektor, universitetsdirektør og de to dekaner.
Stk. 4. Handelshøjskolens regnskab revideres af rigsrevisor i henhold til lov om revision af statens regnskaber m.v.
§ 29. Handelshøjskolens likvide midler skal anbringes i overensstemmelse med bekendtgørelse om anbringelse af fondes midler og bestyrelses-vederlag m.v.
Stk. 2. Handelshøjskolens værdipapirer skal være noteret på handelshøjskolens navn.
§ 30. Nedlægger bestyrelsen handelshøjskolen overgår handelshøjskolens nettoformue til staten, jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 2. Gaver skænket til handelshøjskolen overgår til staten, medmindre andet følger af dansk rets almindelige regler, jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 3. Hvis der er dækning i den tiloversblevne formue, anvendes handelshøjskolens nettoformue opgjort pr. 31. december 1990 samt gaver skænket i perioden 1. januar 1991 til 30. juni 2003 i form af løsøre, fast ejendom og anlægstilskud til fast ejendom til uddannelses- og forsknings-formål efter bestyrelsens bestemmelse.
Stk. 4. Hvis der i øvrigt er dækning i den tiloversblevne formue, anvendes nettoformuen opgjort pr. 30. juni 2003 til undervisnings- og uddannelses-formål efter ministerens bestemmelse.
Kapitel 5
Andre bestemmelser
Særlige aktiviteter
§ 31. Bestyrelsen kan beslutte at henlægge særlige aktiviteter, herunder internt rettede udviklings- og kompetencecentre, direkte under rektor.
Forvaltningsbestemmelser og klage
§ 32. Handelshøjskolen er bl.a. omfattet af forvaltningsloven, lov om offentlighed i forvaltningen, persondataloven, ligestillingsloven og lov om folketingets ombudsmand.
§ 33. Retlige spørgsmål ved handelshøjskolens afgørelser om studerendes forhold kan indbringes for ministeren efter regler fastsat af denne.
Vedtægtsændringer
§ 34. Beslutning om ændring af vedtægten kræver, at mindst 2/3 af bestyrelsens medlemmer stemmer herfor. Nærmere bestemmelser herom fastsættes i forretningsordenen. Ændring af vedtægten skal godkendes af ministeren, jf. § 2, stk. 2, nr. 2).
Kapitel 6
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
Ikrafttræden
§ 35. Vedtægten træder i kraft ved ministerens godkendelse.
Stk. 2. Med vedtægtens ikrafttræden ophæves den hidtidige vedtægt for Handelshøjskolen i København af september 2008.
Vedtaget af bestyrelsen for Handelshøjskolen i København den 15. april 2011
Peter Schütze
Formand for bestyrelsen
Godkendt af ministeren for videnskab, teknologi og udvikling den
Charlotte Sahl-Madsen
Minister for videnskab, teknologi og udvikling
Bilag til CBS’ vedtægt
Regler for ansættelses- og afskedigelsesprocedurer i stillingerne som rektor, universitetsdirektør, dekan, biblioteksdirektør og institutleder ved CBS
1. Generelt vedrørende stillingerne (bortset fra universitetsdirektør og biblioteksdirektør)
- Kvalifikationskravene følger de krav, der er fastsat i universitetsloven.
- Den faglige og ledelsesmæssige legitimitet sikres ved at tilrettelægge ansættelsesproceduren og herunder sammensætte ansættelsesudvalget således, at der kan forventes almindelig tilslutning på CBS til udvalgets indstilling om ansættelse.
- Som dokumentation for, at en ansøger opfylder universitetslovens krav om at være en anerkendt forsker inden for et af universitetets fagområder, lægges det til grund, at ansøgeren dels skal have bedrevet forskning på et videnskabeligt plan i en årrække og dels skal være bedømt kvalificeret af et fagkyndigt udvalg i forbindelse med en ansøgning til et lektorat på et universitet, en seniorforskerstilling på en sektorforskningsinstitution eller til en stilling på tilsvarende niveau ved en udenlandsk forskningsinstitution.
- Hvis en potentiel kandidat ikke er i besiddelse af en sådan fagkyndig bedømmelse, nedsætter bestyrelsen hhv. rektor et udvalg, der sammensættes som et bedømmelsesudvalg, der skal bedømme, om ansøgerens videnskabelige aktivitet og produktion kan kvalificere ansøgeren som anerkendt forsker. Hvis bestyrelsen hhv. ansættelsesudvalget selv besidder samme kompetence som forudsat af et bedømmelsesudvalg, kan bestyrelsen hhv. ansættelsesudvalget dog selv foretage bedømmelsen.
- Såfremt en ansøger på grund af manglende videnskabelig aktivitet og produktion på forhånd kan udelukkes fra at opfylde kravene, skal der ikke ske en faglig bedømmelse af ansøgeren.
2. Rektor
- Rektor ansættes og afskediges af bestyrelsen, jf. universitetslovens § 10, stk. 7, og vedtægtens § 2, stk. 2, nr. 4).
- Stillingsopslag og stillingsbeskrivelse godkendes af bestyrelsen, der træffer afgørelse om opslagets offentliggørelse i henhold til statens regler herom. Stillingen slås op i såvel Danmark som i udlandet.
- Bestyrelsen træffer afgørelse om ansættelsesvilkårene under hensyn til statens regler herom.
- Bestyrelsen nedsætter af sin midte et ansættelsesudvalg bestående af udefrakommende medlemmer, herunder formanden, samt repræsentanter for det videnskabelige og teknisk-administrative personale og de studerende.
- Ansættelsesudvalget har til opgave at vurdere kvalifikationerne hos ansøgerne, føre samtaler med udvalgte ansøgere og afgive indstilling til bestyrelsen om, hvem der skal ansættes som rektor.
- Bestyrelsen kan, jf. universitetslovens § 10, stk. 7, og vedtægtens § 2, stk. 2, nr. 4), bringe rektors ansættelsesforhold til ophør i overensstemmelse med almindelige ansættelses- og kontraktlige regler.
3. Universitetsdirektør
- Universitetsdirektøren ansættes og afskediges af bestyrelsen efter indstilling fra rektor, jf. universitetslovens § 14, stk. 3, og vedtægtens § 2, stk. 2, nr. 4).
- Stillingsopslag og stillingsbeskrivelse godkendes af bestyrelsen efter indstilling fra rektor, der træffer afgørelse om opslagets offentliggørelse i henhold til statens regler herom.
- Bestyrelsen træffer efter indstilling fra rektor afgørelse om ansættelsesvilkårene under hensyn til statens regler herom.
- Bestyrelsen nedsætter efter indstilling fra rektor et ansættelsesudvalg med repræsentanter for de udefrakommende medlemmer, det videnskabelige og teknisk-administrative personale og de studerende.
- Ansættelsesudvalget har til opgave at vurdere kvalifikationerne hos ansøgerne, føre samtaler med udvalgte ansøgere og afgive indstilling til rektor om, hvem der skal ansættes som universitetsdirektør.
- Bestyrelsen kan, jf. universitetslovens § 14, stk. 3, og vedtægtens § 2, stk. 2, nr. 4), efter indstilling fra rektor bringe universitetsdirektørens ansættelsesforhold til ophør i overensstemmelse med almindelige ansættelses- og kontraktlige regler.
4. Dekaner
- Dekaner ansættes og afskediges af rektor, jf. vedtægtens § 6, stk. 3, nr. 2).
- Rektor udarbejder stillingsopslag og stillingsbeskrivelse og træffer afgørelse om opslagets offentliggørelse i henhold til statens regler herom.
- Rektor træffer afgørelse om ansættelsesvilkårene under hensyn til statens regler herom.
- Rektor nedsætter et ansættelsesudvalg, der ud over rektor består af repræsentanter for det videnskabelige og teknisk-administrative personale og de studerende samt universitetsdirektøren.
- Ansættelsesudvalget har til opgave at vurdere kvalifikationerne hos ansøgerne, føre samtaler med udvalgte ansøgere og indstille til rektor om, hvem der skal ansættes som dekan.
- Rektor kan, jf. vedtægtens § 6, stk. 3, nr. 2), bringe dekanens ansættelsesforhold til ophør i overensstemmelse med almindelige ansættelses- og kontraktlige regler.
5. Biblioteksdirektør
- Biblioteksdirektøren ansættes og afskediges af rektor, jf. vedtægtens § 6, stk. 3, nr. 2).
- Rektor udarbejder stillingsopslag og stillingsbeskrivelse og træffer afgørelse om opslagets offentliggørelse i henhold til statens regler herom.
- Rektor træffer afgørelse om ansættelsesvilkårene under hensyn til statens regler herom.
- Rektor nedsætter et ansættelsesudvalg, der udover rektor består af repræsentanter for medarbejderne ved biblioteket samt universitetsdirektøren.
- Ansættelsesudvalget har til opgave at vurdere kvalifikationerne hos ansøgerne, føre samtaler med udvalgte ansøgere og indstille til rektor om, hvem der skal ansættes som biblioteksdirektør.
- Rektor kan, jf. vedtægtens § 6, stk. 3, nr. 2), bringe biblioteksdirektørens ansættelsesforhold til ophør i overensstemmelse med almindelige ansættelses- og kontraktlige regler.
6. Institutledere
- Institutledere ansættes og afskediges af rektor, jf. universitetslovens § 16, stk. 3, jf. stk. 10, og vedtægtens § 6, stk. 4, nr. 1).
- Rektor udarbejder stillingsopslag og stillingsbeskrivelse og træffer afgørelse om opslagets offentliggørelse i henhold til statens regler herom.
- Rektor træffer afgørelse om ansættelsesvilkårene under hensyn til statens regler herom.
- Rektor nedsætter et ansættelsesudvalg, der består af repræsentanter for de videnskabelige og teknisk-administrative medarbejdere ved instituttet samt en studenterrepræsentant fra akademisk råd.
- Ansættelsesudvalget har til opgave at vurdere kvalifikationerne hos ansøgerne, føre samtaler med udvalgte ansøgere og indstille til rektor om, hvem der skal ansættes som institutleder.
- Rektor kan, jf. universitetslovens § 16, stk. 3, jf. stk. 10, og vedtægtens § 6, stk. 4, nr. 1), bringe institutlederens ansættelsesforhold til ophør i overensstemmelse med almindelige ansættelses- og kontraktlige regler.
Sidst opdateret af Anders Jonas Rønn Pedersen 14.07.2011