Blå MBA vinder den Maritime pris
13.02.2012
MBA-uddannelsen inden for shipping og logistik vinder pris for innovation og vækst i den danske rederisektor
Den Maritime Pris gives hvert andet år til en person eller en organisation, der har ydet et særligt bidrag til innovation og vækst inden for den danske rederisektor. Det er tredje gang, at prisen overrækkes.
Efterspurgt uddannelse
Uddannelsen er udviklet på baggrund af efterspørgsel fra en lang række rederivirksomheder. Siden 2001, hvor uddannelsen blev oprettet, har 120 erhvervsfolk fra 35 lande deltaget for at blive klædt bedre på til at håndtere globaliseringens udfordringer.
- Blå MBA har virkelig formået at tage det bedste fra forskningsverdenen og kombineret med det bedste fra erhvervslivet. Deltagerne, som kommer fra alle segmenter inden for rederiindustrien, tilegner sig gennem uddannelsen skarpe praktiske og analytiske færdigheder, som hjælper med at fastholde branchens konkurrenceevne, siger rektor Per Holten-Andersen.
Højnet vidensniveauet og innovationsevnen
Dommerkomitéens formand og direktør for den Danske Maritime Fond, Knud Pontoppidan, understregede, at CBS med den Blå MBA har højnet vidensniveauet og innovationsevnen i den danske rederisektor. Der er samtidig skabt et blåt netværk, som alle kan nyde godt af. Det er muligt for deltagerne at passe deres daglige arbejde i deres respektive virksomheder, mens de har undervisning og skriver hovedopgave inden for deres eget område.
Prisen er indstiftet af økonomi- og erhvervsministeren i 2007 og uddeles hvert andet år. I år blev den overrakt af erhvervs- og vækstminister Ole Sohn d. 10. februar i Dansk Design Center i København.
|
|
|
Fra venstre mod højre: Andreas Nordseth, direktør for Søfartsstyrelsen – Irene Rosberg, Programme Director, The Blue MBA - Ole Sohn, Erhvervs- og Vækstminister - Per Holten-Andersen, rektor for CBS.
|
Kontaktperson:
Programme Director Irene Rosberg,
ir.mbs@cbs.dk, tlf: 3029 3355
Sidst opdateret af Lonnie Høgh 14.02.2012