Venture Cup-vindere fra CBS

16.06.2011
CBS-iværksættere vandt i kategorien Software
Et samarbejde mellem en systemudvikler, der har studeret datalogi og erhvervsøkonomi, og en erfaren Venture Cup deltager viste sig at være opskriften på succes. Ved et stort finalearrangement lykkedes det nemlig partnerne i virksomheden Iconfinder at hive Venture Cup prisen på 50.000 kr. hjem til CBS.
1,7 mio. besøgende hver måned
CBS-holdet vandt med søgemaskinen Iconfinder, hvor brugeren kan søge direkte efter mere end 150.000 ikonfiler, som bruges til bl.a. smartphones. En søgemaskine, som udvikler Martin LeBlanc Eigtved har arbejdet på siden 2007 som en del af sine datalogi og erhvervsøkonomistudier. Da han tidligere på året kom i kontakt med Steffen Thilsted, en erfaren deltager i Venture Cup sammenhænge, kom forretningsplanen på plads og vejen til en finaleplads i iværksætterkonkurrencen var kridtet.
Ved prisuddelingen lagde dommerne vægt på, at Iconfinder allerede har 1,7 mio. besøgende om måneden og således har et stort virksomhedspotentiale.
Nu skal virksomheden op at køre
De to virksomhedspartnere har allerede lagt planer for, hvordan prisen på 50.000 kr. skal bringe virksomheden videre.
- Vi vil først og fremmest gerne ansætte en systemudvikler mere, så udviklingen af sitet kan komme op i tempo. Og så vil vi formentlig få brug for juridisk vejledning, så virksomheden kan komme op at køre, siger Martin LeBlanc Eigtved oven på Venture Cup finalen.
Iconfinder kan besøges på www.iconfinder.com



Læs mere om de fire CBS-hold ved Venture Cup finalen
Se video med Iconfinder fra TV2 Finans

Kontaktperson: Martin LeBlanc Eigtved, martin.leblanc@iconfinder.com, tlf: 60 92 72 77 - Lonnie Høgh, lh.info@cbs.dk, tlf: 38 15 20 41

Sidst opdateret af Communications & Marketing 21.06.2011