|
Danmark-Amerika Fondets historie
1914
Danmark-Amerika Fondet stiftedes under navnet Danmarks Amerikanske Selskab den 4. maj 1914 på initiativ af civilingeniør Alexander Foss, en af tidens mest indflydelsesrige industrimænd. Hans inspiration stammede fra American-Scandinavian Foundation’s arbejde i New York.
Et af hovedformålene for selskabet skulle være ”at tilvejebringe mulighed for, at velkvalificerede danske kan søge videreuddannelse inden for deres felt i USA, på de områder, hvor Amerika i særlig grad hævder en førerstilling, og hvor der derfor er inspiration og viden at hente.”
Det omtales i journalerne, at Fondet i de tidlige år havde store problemer med at de unge danskere i ni ud af ti tilfælde blev i USA. I 1918 påbegyndtes ”trainee programmet” i samarbejde med American-Scandinavian Foundation i New York. Programmet skulle både tiltrække en bredere kreds ved at give unge danskere uden for de akademiske rækker mulighed for at arbejde i USA, samt sikre at flere kom tilbage. Derfor skulle de unge praktikanter forpligtige sig til at vende hjem til Danmark.
1955
Organisationen ændrede officielt navn til Danmark-Amerika Fondet. Den gennemgående tråd i Fondets arbejde har i alle årene været tætte kontakter til dansk erhvervsliv og uddannelse, stor bredde uddannelsesmæssigt, socialt og geografisk i gruppen af unge der kommer til USA gennem Fondet som studerende eller praktikanter, samt et ofte gentaget ønske om, at Fondets arbejde skal virke til gavn for Danmark i bredeste forstand og på flest mulige måder.
Fondet har siden 1914 været medvirkende til, at over 18.000 unge danskere har været på uddannelsesophold i USA. Pengene til dette arbejde skaffes fra donationer fra dansk erhvervsliv, andre fonde og enkelt personer.
Fondets formålsparagraf er i dag ”… at fremme bestræbelserne for praktisk og kulturelt samvirke mellem Danmark og USA, herunder særligt at støtte danske statsborgeres uddannelsesmæssige ophold i USA”.
Bestyrelsen består også i dag bl.a. af et udsnit af Danmarks erhvervsledere og rektorer fra universiteterne.
For yderligere oplysninger kontakt:
Marie Mønsted Sekretariatschef Danmark-Amerika Fondet & Fulbright Kommissionen Fiolstræde 24, 3. 1171 København K Denmark |