Kun godhed kan redde velfærdsstaten

Velfærdsdebatten har nået nye højder, men hvor det før handlede om justeringer og fordelingen af velfærdsmidlerne, er det nu selve velfærdsstatens eksistens, som er i spil.

Sat på spidsen handler det ikke længere om, hvor mange gange om ugen fru Jensen skal have besøg af en hjemmehjælper, men om fru Jensen overhovedet skal have en hjemmehjælper.

Men er det ikke den logiske konsekvens af den mangel på økonomiske ressourcer, som er opstået i finanskrisens kølvand?

Den engelske nationalbankdirektør Mervyn King udtalte for nylig, at krisen er den værste siden 1930erne – måske den værste nogensinde. Og den er slet ikke slut endnu. Så måske er der bare ikke penge til velfærd længere.

De svages rettigheder forsvinder
Den argumentation køber professor Ole Fogh Kirkeby ikke.

Han er aktuel med bogen Om velfærd – Det godes politik og mener, at afviklingen af velfærdsstaten begyndte før finanskrisen slog ned. Velfærdsstatens krise handler i lige så høj grad om politiske magtrokeringer som om finansielle kriser:  

- Vi havde et stort økonomisk overskud op til 2008, men alligevel blev den enkeltes rettigheder udhulet. Der er sket det, at de svage spiller en mindre og mindre rolle rent politisk – de er ganske enkelt blevet marginaliserede, og derfor finder reduceringen af deres rettigheder sted uden nævneværdig modstand, siger Ole Fogh Kirkeby.

De rettigheder, som her er tale om, udgør en af hjørnestenene i den danske velfærdstanke:

- De svage er blevet frataget de rettigheder, som de blev tildelt efter anden verdenskrig, hvor velfærdsstaten blev stablet på benene. Det er vigtigt at huske på, at det dengang blev slået fast, at kunne man ikke sikre sit eget underhold, var det en ret – og ikke en almisse – at modtage støtte fra det offentlige. Det er de rettigheder, som langsomt – eller hurtigt, alt efter temperament – forsvinder, pointerer Ole Fogh Kirkeby.

Så det handler ikke nødvendigvis om ressourcer. Men hvad skal der så til for at sikre, at Danmark fortsat kan beskrives som en velfærdsstat?

Dannelseskultur og oplysningsprojekt
Det korte svar er afkald.

Den lidt længere version er, at vi alle skal være klar til at give køb på nogle af de goder og ressourcer, som vi har til rådighed. Derfor har bogen fået undertitlen Det godes politik – afkaldet skal være uselvisk og udstråle af en generøsitet, hvor vi ikke kræver noget til gengæld.

Det er ikke noget, som kan gennemføres ved lovgivning, og heller ikke belønning eller regulering vil gøre det. Det skal være en betingelsesløs godhed, som skal skabe fundamentet for en velfærdsstat, der ikke længere kan producere sig til flere ressourcer: 

- Velfærdsstatens krise kan vi ikke producere os ud af. Vækststrategien bliver ikke ved med at holde vand – dertil er naturressourcerne for sparsomme. Vi kan ikke beskytte naturen, og vi kan ikke beskytte hinanden, hvis vi ikke er rede til personligt afkald. Og personligt afkald er muligt. Langt de fleste af os kan undvære en masse, hvis vi bare vil det, forklarer Ole Fogh Kirkeby.

Vi kan påvirkes til at vælge ’det godes politik’, men det fordrer en ny dannelseskultur, et helt nyt oplysningsprojekt, som skal forberedes i både folkeskolen og det øvrige uddannelsessystem.

Det godes politik en utopi?
Dele af fortidige samfund har kunnet organisere sig efter det godes politik. Men kun for en kort bemærkning.

Den største modstand mod samfund af den type er egoismen. Det, at man skal være klar til at betale en vis del i skat og give afkald på goder, for at andre kan få det bedre, viser sig altid at underminere de samfund, som forsøger sig med det godes politik.  

Men er sådan et samfund realiserbart, eller er det blot en utopi? Ole Fogh Kirkeby svarer kort:

- Jeg vil ikke kalde det en utopi – snarere en nødvendighed. 

Han ser velfærdsstatens krise som et tegn på, at et nyt samfund har vundet frem inden for ganske kort tid. Han tolker det som et vindersamfund, hvor jungleloven regerer – det er stadig et kapitalistisk samfund, men magtstrukturerne er blevet langt mere komplicerede og langt mere netværksbaserede.

Tomme ødemarker og rige metropoler
Udskilningsprocessen finder ikke kun sted på individniveau, men på flere planer. Vi ser det især i debatten om Udkantsdanmark.

Førhen talte man Udkantsdanmark – eller ’det skæve Danmark’ – som den bananformede jyske vestkyst, men efterhånden dækker begrebet alt det, der ligger uden for Danmarks større byer – København, Århus, Odense og Aalborg.

Det betyder, at vi er blevet et centraliseret samfund bestående af tomme ødemarker og rige metropoler. Vejen derfra er ifølge Ole Fogh Kirkeby brolagt med langt mere kommunal selvbestemmelse, hvor man lokalt tager langt større ansvar for alt, hvad der har med uddannelse, ældreforsorg og hospitalsvæsen at gøre – modsat regionstanken, som i Ole Fogh Kirkebys optik var et forfejlet projekt.

Han forestiller sig derimod et samfund, hvor vi er opdelt i mindre regionale enheder, og hvor vi udvikler og producerer lokalt og ikke primært opererer på et verdensmarked. Men den strategi kræver også, at vi er parate til at give afkald – for en mere lokalt orienteret produktion er ikke omkostningsfri.

Uanset vejen bør vi tage et opgør med den forestilling, at det er omkostningsfrit at have et velfærdssamfund, som anerkendes rundt omkring i verden.   

- For 10 til 15 år siden rejste folk til Danmark for se, hvordan den danske folkeskole var bygget op. Det gør man ikke længere. Man kom til Danmark for at lære om, hvordan vi havde bygget hospitalerne op. Det gør man heller ikke længere. Dengang østblokken opløstes, købte Østlandene tegningerne til, hvordan de skulle organisere deres sociale institutioner. Det gør de ikke længere. Danmark er ikke længere velfærdsstatens rollemodel, forklarer Ole Fogh Kirkeby.