Sammenfattende om forskningen ved Center for Statistik kan siges, at den i høj grad afspejler den nationale tradition inden for faget. Den danske tradition (som i et vist omfang også kan kaldes den skandinaviske) er karakteriseret ved i meget høj grad at tage udgangspunkt i det statistiske modelbegreb. Den statistiske model og dens egenskaber opfattes som det centrale, medens valget af hvilke størrelser der skal regnes ud, hvordan de skal regnes ud og hvordan de skal fortolkes, opfattes som noget der følger af modelvalget.
Center for Statistik ser som sin primære forskningsopgave studiet af de statistiske modeller, der har vist sig anvendelige inden for erhvervsøkonomiske fag. Dette omfatter et bredt spektrum af modeller med anvendelser inden for så forskellige områder som afsætningsøkonomi, benchmarking af produktionsvirksomheder, organisation, sensometri, revision, kreditværdighedsvurdering og finansiering.
Det er vores ambition at dække alle områder inden for statistisk metode, som man med rimelighed kan forestille sig anvendt inden for erhvervsøkonomi. Det kan vi naturligvis ikke overkomme, men vi mener selv at vi er i stand til at hjælpe ret mange af de studerende og kolleger, der henvender sig med et statistisk problem.
Den seneste udfordring, som vi ikke helt kan leve op til endnu, består i at rådgive og vejlede i (og måske bidrage til) den jungle af statistiske metoder, som dyrkes inden for finansiering og finansiel økonometri. Vi arbejder på sagen.
Sidst opdateret af Marianne Andersen 30.03.2009