Institut for Produktion og Erhvervsøkonomi
Virksomheder har brug for ledelsesteknologier til at skabe innovation, tilrettelægge produktion, samarbejde med andre virksomheder og styre deres økonomi. De skaber overblik over og hjælper med at vurdere, om der er fremskridt i innovation, produktion, samarbejde og økonomi. Ledelsesteknologier tilbyder en vigtig del af den viden og indsigt, som er grundlag for, hvordan virksomheder ser på deres egne udfordringer, problemer og succeser. Virksomheder bruger fx budgetter til at planlægge deres fremtid. De bruger ’key performance indicators’ til at koble strategi og handling sammen. De benytter gate- og portfolio-modeller til at strukturere og træffe beslutninger om innovation. De anvender kontrakter og aftaler til at organisere relationer til underleverandører og kunder. De anvender LEAN-metoder til at skabe flow i deres produktion.
Institut for Produktion og Erhvervsøkonomi (PEØ) forsker og underviser i sådanne temaer. Ved hjælp af den viden, instituttet udvikler og formidler, kan man analysere behovet for ledelsesteknologier i forskellige virksomhedssituationer. Vi er optaget af at finde og karakterisere de effekter, sådanne ledelsesteknologier har i forskellige sammenhænge. Med denne viden kan virksomheder tilpasse dem til deres særlige innovationsaktiviteter, produktionsforhold, supply chain- og logistik-initiativer samt økonomistyringsopgaver. Instituttets fokus er bredt på erhvervsøkonomiske problemstillinger, som de ses ud fra et ledelsesmæssigt perspektiv. Ledelse handler om at mobilisere virksomhedens ressourcer i forhold til dens mål. Instituttets forskning og formidling handler om denne sammenhæng inden for centrale erhvervsøkonomiske områder: innovation, produktion, supply chain management og performance management.
Målet er at skabe forskningsbaseret viden, der har høj kvalitet i et internationalt perspektiv, og som dels er væsentligt input i undervisning og dels kan formidles på engagerende måde til interesserede praktikere. Instituttets forskning skal kunne skabe såvel teoretisk debat som inspiration til udvikling af virksomheders anvendelse af ledelsesteknikker.
Instituttet tilbyder undervisning på alle uddannelsesniveauer på CBS. Det er her målsætningen, at studierne klart skaber tilvækst i viden og refleksionskompetence hos den studerende.
Institut for Produktion og Erhvervsøkonomi
Copenhagen Business School / Handelshøjskolen
Solbjerg Plads 3, Blok B 5. sal
DK - 2000 Frederiksberg
Tlf.: +45 3815 3400
Fax: +45 3815 2440
Institutleder:
Jan Mouritsen
| Sekretariatsleder:
Birte Lundgreen
Sidst opdateret af Gitte Østergaard 20.06.2011