Institut for Organisation (IOA) afholder en offentlig foredragsrække på CBS med temaet 'Organizing Uncertainty' (organisering af usikkerhed) i løbet af studieåret 2009/11. Formålet er at tiltrække internationalt anerkendte forskere, hvis arbejde har påvirket de sociale og humanistiske videnskaber i al almindelighed, og studiet af forskellige aspekter ved organisationen mere specifikt.

'Organizing Uncertainy' er en bevist tvetydig titel til en foredragsrække, men det er vores håb, at den også virker tankevækkende. Når alt kommer til alt har den formelle organisation, som jo mere eller mindre er det primære analyseobjekt for forskere på business schools, altid eksisteret med det fundamentale, måske endda banale, formål at holde usikkerheden i skak. Den idé, at den formelle organisation kontrollerer usikkerhed, er et væsentligt element i mange anerkendte organisationsteorier – fx transaktionsomkostninger og principal-agent-modellering.

Mange traditionelle tilgange til analyse af forholdet mellem formelle organisationer og usikkerhed inden for organisationsstudieområdet fokuserer på forholdet mellem en organisation og dens miljø. Det, der er blevet kaldt 'dyadiske' tilgange, undersøger fx udvekslingsforhold mellem organisationer og deres miljøer i forhold til andre organisationer i forsyningskæder og kundeforhold, eller i forhold til ressourcer og kvalifikationer såsom teknologi og arbejdskraft (Power, 2008). Mens disse dyadiske teorier mestendels har fokuseret på de individuelle organisationer, er der foretaget andre vigtige undersøgelser af, hvordan de organisatoriske miljøer er organiseret. Især nyinstitutionelle projekter peger på, at de organisatoriske miljøer selv skal hjælpe med at levere en form for manuskript, rutiner, idéer og forskellige former for viden, som de formelle organisationer kan overtage til brug i kampen mod vigtige usikkerhedselementer som fx legitimitet (Powell & Di Maggio, 1992).

Disse og mange andre beskrivelser af, hvordan organisationerne håndterer usikkerhed indikerer, at risikostyring i den bredeste og mest abstrakte forstand er væsentlig for organisationen. Organisering og ledelse i denne sammenhæng drejer sig helt basalt om 'individuelle og kollektive forsøg på at forstå usikkerhed' (Power, 2008:8). Denne meget brede opfattelse af usikkerhed er dog også et analytisk begreb for den organisatoriske teoretiker, og det er helt sikkert ikke den eneste tilgang til konceptet 'organizing uncertainty'.

En anden, ret anderledes, tilgang til problemstillingen handler om måden hvorpå usikkerheder bliver objekter for både organisationen og ledelse til at starte med, hvilket kræver en analyse af den måde, hvorpå de bliver repræsenteret og samlet inden for de organisatoriske og ledelsesmæssige fagområder (Hood & Heald, 2006, Power, 2008). Usikkerheder i form af muligt økonomisk tab skal fx 'organiseres, besluttes, vurderes sandsynlige og gøres modtagelige for processer og praksis i forbindelse med indgriben' (Power, 2008:9). I den forstand er den formelle risikostyringspraksis fx en del af denne organisatoriske risikokonstruktion i forhold til usikkerhed (Hutter & Power, 2005; Power, 2008). Egentlig eksisterer der ikke nogen definition af risiko- og usikkerhedsstyring, før de er blevet anvendt i praksis, men de er en del af den praktiske organisering af usikkerhed.

Dette fokus på den organisatoriske behandling af usikkerhed kræver også, at der tages hånd om de usikkerheder, der fremkommer som et resultat af selvsamme forsøg på at håndtere og organisere usikkerhed og risici. Det har længe været en del af den samfundsvidenskabelige metode at udforske og analysere de uforudsete konsekvenser eller effekter af organisatorisk handling, fx inden for økonomisk sociologi og organisationsstudier, men for nylig har der været en sand eksplosion af tiltag i form af 'risikoregulering' som svar på politiske og sociale krav om at gøre noget ved disse konsekvenser, dog selvfølgelig ikke 'uden yderligere bivirkninger som konsekvens' af tiltagene (Power, 2008:9, Perrow, 1984). Det at organisere usikkerhed på denne facon er et forsøg på at dække både opfattelsen af organisationerne og deres indsats i forbindelse med processer til usikkerhedsstyring og som ophavsmænd til usikkerheder, der stammer fra selvsamme processer. Igen, som nylige begivenheder i finansverdenen har vist os, kan risikomodellerne også være en stor risikokilde, ikke mindst når alle markedsdeltagere ender med at anvende stort set den samme (Power, 2008; Tett, 2009).

Når alt kommer til alt, så vil alle former for organisering involvere afslutning, restriktioner og begrænsninger, hvilket ganske naturligt også kan blive en kilde til usikkerhed. Som Michael Power (2008:202) har udtalt, så er ‘organized uncertainty’ et paradoksalt koncept, ‘som betyder, at forsøg på at skabe viden om ting som risikoelementer eller usikkerheder kan skabe nye ricisi og usikkerheder’. Teknologiske systemer vil fx blive ved med at være en risikokilde, men også styringssystemer udgør en risiko. Her tænkes især på de af og til langt fra nutidige varianter, der anvendes i forbindelse med visse politiske beslutninger samt revision.

Af og til ses det i visse banebrydende former for samfundsteori, at nutidens mennesker tilsyneladende – og ordet 'tilsyneladende' skal understreges her – er mere opmærksomme på de ting, som man ikke ved i den givne tidsperiode set i forhold til tidligere tiders befolkninger. Power (2008: 202-3) mener, at tilsynekomsten af et bredt risikostyringsmandat i løbet af det sidste årti viser stigende ambitioner om at 'styre og gøre fremtiden mulig at kontrollere' på en helt speciel måde. Denne ambition reflekteres i et solidt, mekanistisk fokus på interne styringssystemer i organisationer, i oprettelsen af 'nye risikokategorier og definitioner til at strømline de ledelsesmæssige aktiviteter, i oprettelsen af nye agenter og risikoansvarsstrukturer og ikke mindst i udviklingen af nye procedurer og rutiner, der stræber efter overensstemmelse mellem risiko og bestemte etiske diskurser for god ledelse' (Power, 2008:203). Ambitionen om dette lader til, med Powers (2004) egne ord. at dække 'risikostyring af alt mellem himmel og jord'. Disse nye rammer for organisatorisk ledelse i usikkerhedens navn skyldes ikke bare den tekniske udvikling. De indfører også en ny etisk økonomi for organisationen ved at definere idealet for praksis hos stater, offentlige institutioner, private virksomheder og individer som indgår i forskellige personkategorier – medarbejdere, forældre, forbrugere eller patienter.

Bibliografi

Hood, C. & Heald, D. (2006) Transparency: the key to better governance? Oxford: OUP

Hutter, B. & Power, M.(eds.) (2005) Organizational Encounters with Risk Oxford: OUP

Perrow, C. (1984) Normal Accidents: living with high risk technologies New York; Basic Books

Powell, W. & di Maggio, P. (1991) The New Institutionalism in Organizational Analysis Chicago: University of Chicago Press

Power, M. (1997) The Audit Society: rituals of verification Oxford: OUP

Power, M. (2004) The Risk Management of Everything London: DEMOS

Power, M. (2008) Organized Uncertainty; designing a world of risk management Oxford: OUP

Tett, G. (2009) Fools Gold New York; Little Brown