18.03.2010
Enorm interesse for Schein-forelæsning
Mere end 550 tilhørere havde en intensiv og inspirerende eftermiddag med den amerikanske organisationspsykolog og kulturforsker Edgar Schein, da han besøgte CBS den 16. marts. Forhåndsinteressen havde været overvældende med mere end 1000 tilmeldinger, og Schein levede helt op til forventningerne.
Forelæsningen havde titlen ’Helping: How to offer, give, and receive help’. Schein så ‘Helping’ som et bud på en ledelsesforståelse i globaliserede, multikulturelle og videnintensive organisationer. Et væsentligt tema var, hvordan lederen kan forholde sig som hjælper – uden at pådutte andre bestemte problemforståelser eller løsninger.
Forelæsningen blev gennemført i et samarbejde mellem Institut for Organisation, v. professor Majken Schultz og lektor Magnus Larsson, og Gyldendal Business, der netop har udgivet bogen ’Hjælp. Om at give og modtage hjælp’.
Sidst opdateret af Dorrit Majlund 18.03.2010