Artikel i Tidsskrift for Arbejdsliv

12.10.2010
Didde Marie Humle & Anne Reff Pedersen tager i deres artikel fat på identitetsarbejde i konsulentbranchen, og hvordan det sætter sig følelsesmæssige spor. De benytter en narrativ tilgang og sætter fokus på konsulenternes fortællinger om succes og fiasko i det daglige arbejde, og hvordan det påvirker konsulenternes selvforståelse og arbejdsidentitet.
Det har stor betydning, hvad der italesættes som henholdsvis succes og fiasko, fordi det direkte påvirker konsulenternes selvbillede. Konsulenterne er selv det primære produktionsredskab, og fiaskofortællinger bliver derfor hurtigt en historie om personlig utilstrækkelighed, hvilket selvsagt er følelsesmæssigt belastende. Det gør det også til en overvejende privat sag, som det er rigtig svært at tematisere fælles på arbejdspladsen. Også selv om fiaskofortællingerne ligeledes kobles til ydre forhold som manglende tid og ressourcer til at udføre et ordentligt stykke arbejde.
Succesfortællingerne gør det omvendt lettere for konsulenterne at skabe en meningsfuld og sammenhængende historie om identitet og arbejde. Disse fortællinger er knyttet til oplevelsen af at gøre noget godt for andre mennesker og at gøre en forskel gennem at yde en ekstraordinær indsats. De er derfor heller ikke på samme måde følelsesmæssigt belastende og stressende. Forfatterne understreger behovet for at bringe begge typer fortællinger frem i lyset, så de kan håndteres fælles.

Humle, D.M. & Pedersen, A.R. (2010): "Når man har sig selv med på arbejde - identitetsarbejde i en organisatorisk kontekst". Tidsskrift for Arbejdsliv, 12. Årgang, Nr. 3 - Tema: Følelser på arbejde, oktober 2010 s. 57-71



Nyt om Arbejdsliv

Kontaktperson: Didde Marie Humle, dmh.ioa@cbs.dk - Anne Reff Pedersen, arp.ioa@cbs.dk

Sidst opdateret af Soeren Vidmar 01.11.2010