Mere video i undervisningen

09.12.2011
En række fagansvarlige har allerede benyttet sig af CBS' nye tilbud til undervisere om videooptagelse af undervisningen. Næste semester kan endnu flere få muligheden.
Muligheden for videooptagede forelæsninger, konfrontationstimer og konferenceindlæg, - såkaldte vodcasts - der kan distribueres på interne og eksterne platforme, har  været populært allerede inden tilbuddet officielt er blevet lanceret.
Institut for Afsætningsøkonomi, Institut for International Økonomi og Virksomhedsledelse og Institut for Interkulturel Kommunikation og Ledelse er blandt de institutter, der lige nu bliver fulgt af en af vodcasterne i CBS’ eget videoteam.
Ved hjælp af et simpelt set-up bestående af kamera, mikrofon og ikke mindst computerprogrammet Camtasia sørger vodcasteren for, at undervisning og eventuel præsentationsmateriale kobles sammen til en optagelse. Denne optagelse bliver efterfølgende redigeret og efter den enkelte undervisers ønske gjort tilgængelig på CBS Learn. Her kan studerende, der er tilmeldt det pågældende kursus, se eller gense forelæsninger f.eks. i forbindelse med eksamenslæsning.
Ved større konferencer eller seminarer benyttes den nyindkøbte OB-vogn, der som et tv-studie på hjul, kan tilbyde en mere avanceret fler-kameraoptagelse og snart desuden muligheden for live-stream på nettet.
I dette semester er fem kurser blevet gjort tilgængelige som vodcasts, ligesom flere af efterårets prominente udenlandske gæsteforelæsere er blevet foreviget af den nye OB-vogn.
Næste semester har endnu flere forelæsere, undervisere og fagansvarlige få mulighed for at benytte sig af det nye videotilbud.
- Vi ved, at muligheden for at få forelæsninger gjort tilgængelig som vodcasts, er noget som en hel del studerende og undervisere har efterspurgt. Derfor er vi glade for, at vi nu kan give endnu flere muligheden for at få glæde af dette gratis tilbud, siger chefkonsulent i Dekansekretariatet for uddannelse, Steffen Löfvall.
Sammen med lektor ved Institut for IT-ledelse, Helle Zinner Henriksen, leder han
IKT-projektet, der er iværksat som en del af CBS’ strategi for øget brug af informationskommunikationsteknologi i undervisningen. Og han opfordrer alle interesserede til at komme frem med deres ønsker.
- Videomediet er en central del af CBS’ strategi om at tilføre undervisningen flere ikt-tilbud. Vi har det seneste års tid opgraderet vores ressourcer på området. Har man som underviser eller som gruppe af studerende et ønske om at få optaget relevante dele af undervisningen, skal man ikke holde sig tilbage med at kontakte video-crewet.
Hvad kan man få optaget?
Eksempler på videooptagelser er
- Forelæsninger
- Faglige indlæg ved seminarer/konferencer
- Svære teorigennemgange
- Faglige samtaler mellem forskere
- Udenlandske gæsteforelæsere




Kontaktperson: Lektor Karl-Heinz Pogner, kp.ikl@cbs.dk - Videnskabelig assistent Anders Lysne, al.itm@cbs.dk

Sidst opdateret af Lise Søstrøm 12.12.2011