CBS World-Class Research Environment
24.04.2008
’Design and Governance of Economic Institutions’ er overskriften på det forskningsfelt, der har kvalificeret ECON til at blive udråbt som CBS World-Class Research Environment. ECON vil over de næste fem år modtage fem millioner DKK i støtte til at skabe ny og banebrydende viden om design og god ledelse af økonomiske institutioner. Udnævnelsen vil blive fejret ved en officiel reception i august i år.
Den konkrete forskning omhandler design og god ledelse af økonomiske institutioner i bred forstand og udføres i en lang række forskningsprojekter i grænselandet mellem samfund og erhverv i et tæt samarbejde mellem Økonomisk Institut, Center for Corporate Governance og Center for Economic and Business Research, alle CBS.
”Betingelsen for at nå verdensklasse er, at vi publicerer internationalt. På det område har vi allerede i 2007 forbedret vores position markant med publicering i nogle af verdens førende tidsskrifter inden for økonomi, finansiering og politisk videnskab. Desuden har vi arbejdet professionelt med at rejse forskningsmidler og modtaget såvel offentlige bevillinger som midler fra private fonde”, fremfører professor Peter Møllgaard, institutleder på Økonomisk Institut.
”Ny forskning viser, at gode økonomiske institutioner påvirker den langsigtede økonomiske vækst. Ved at øge vores forståelse for økonomiske institutioners opbygning og præstation, og hvordan de kan forbedres, vil vi bidrage med ny viden, der kan blive til gavn for samfundet lokalt og globalt og skabe et bedre forretningsmiljø. Vores fornemste opgave er at bidrage til, at verden bliver et bedre sted for både virksomheder og borgere”, pointerer Peter Møllgaard.
Kontaktperson:
Peter Møllgaard,
hpm.eco@cbs.dk
Sidst opdateret af Bente Faurby 25.04.2008